Sygeplejersken
Historiens helte blev slået på målstregen af en sygeplejerske
"Red et liv, og du er en helt. Red 100, og du er sygeplejerske," lyder en amerikansk talemåde. Måske er der noget om det, for der er langt imellem sygeplejersker med heltestatus i historiebøgerne. Det betyder ikke, at sygeplejersker ikke også har kastet sig ud i krig eller kæmpet for bedre vilkår i deres samtid. Fra 1800-tallets borgerrettighedskæmpere til verdenskrigenes krigshelte har sygeplejersker sat deres aftryk.
Sygeplejersken 2010 nr. 6, s. 20-25
Af:
Mille Dreyer-Kramshøj, journalist
Tidligere tiders helte som Rosa Parks og Dr. Livingstone blev slået på målstregen af historiens sejeste sygeplejersker. Det er bare ikke alle, der har hørt om sygeplejersker som Harriet Tubman og Mary Kingsley, selvom de kæmpede mod racisme og i fjerne jungler lang tid før deres mere berømte eferfølgere.
|
Harriet Tubman (1823-1913) |
Blev symbol for de sortes rettigheder Harriet Tubman blev selv født som slave i Maryland, USA. Fra 5-6-års-alderen startede hun med at arbejde som tjenestepige, og som 12-årig begyndte hun markarbejde på en plantage. I 1849 stak hun af fra plantagen og rejste til Philadelphia, hvor slaveri var forbudt. Året efter rejste hun tilbage og befriede først sin søster og søsterens børn og senere broderen og to andre mænd. Det blev begyndelsen på en mangeårig og farlig kamp for at befri slaverne i syd. Harriet Tubman tog 19 ture sydpå, og selvom der blev udlovet en dusør på hende, blev hun aldrig fanget. Hun menes at have befriet omkring 300 slaver og blev senere medstifter af "The Underground Railroad", der var et netværk, der befriede slaver fra syden og hjalp dem nordpå. Under den amerikanske borgerkrig arbejdede hun bl.a. som sygeplejerske og spion, og efter krigens afslutning oprettede hun skoler for tidligere slaver. |
|
|
Smuglede soldater i sikkerhed under 1. verdenskrig Den 49-årige sygeplejerske Edith Cavell (1865-1915) arbejdede utrætteligt med at lappe soldaterne sammen, uanset om de var på den ene eller den anden side af krigen. Selv var hun oprindeligt født i England. En ikke helt ufarlig baggrund i det på daværende tidspunkt tyskbesatte Belgien. Men Edith Cavell var dedikeret til sit arbejde og til at redde liv. Især det sidste var så magtpåliggende, at hun smuglede britiske og franske soldater ud af landet. Hun var bange for, at de ellers ville blive henrettet af tyske styrker. Edith Cavell nåede at smugle omkring 200 soldater ud af Belgien, før tyskerne opdagede det og dømte hende til døden. Selvom både amerikanske og spanske myndigheder forsøgte at få dommen omstødt, lykkedes det ikke. Edith Cavell blev skudt af en tysk henrettelsespeloton den 12. oktober 1915 og blev af mange opfattet som heltinde og martyr. |
|
Mary Kingsley (1862-1900) |
Involverede sig aktivt i britisk Afrikapolitik Mary Kingsley havde, til hun blev 30, haft et udramatisk liv, hvor hun holdt hus for sine forældre. Faderen var selv opdagelsesrejsende i Afrika, og da både han og moderen døde inden for kort tid, stod Mary Kingsley tilbage uuddannet og uden planer for fremtiden. Hun besluttede sig for at følge i faderens fodspor og rejse til Vestafrika, selvom hun hørte mange advarsler om, at der var farligt, og at hun sandsynligvis aldrig ville vende tilbage til England igen. Mary Kingsley ignorerede advarslerne og rejste ad flere omgange igennem den afrikanske jungle, boede hos kannibalstammer og involverede sig aktivt i britisk Afrikapolitik. Hun var stærk modstander af den britiske indflydelse på afrikansk kultur. I en af sine rejsebøger skrev hun, at "den sorte mand er ikke mere en underudviklet hvid mand, end en kanin er en underudviklet hare". Det vakte ikke udpræget begejstring i hjemlandet, hvor datidens normer var, at hvide var den overlegne race. Under Boerkrigen (1899-1902) arbejdede hun frivilligt som sygeplejerske med at passe og pleje krigsfanger. Under arbejdet blev hun selv syg af tyfus og døde i Sydafrika kun 37 år gammel. |
|
Valborg Hjort (1884-1970) |
Plejede krigsfanger i døgndrift under den spanske syge I slutningen af 1. Verdenskrig kom mellem 3-400 syge franske fanger til lejren. De havde været udsat for gasangreb, og mange var blinde og havde hverken øjenlåg eller øjne tilbage. Samtidig havde den spanske syge, en pandemi, der slog 14.000 danskere ihjel, ramt Danmark. Både patienter og personale i lazaretlejren blev ramt af sygdommen, men Valborg Hjort gik fri. Hun bad om at få flere sygeplejersker sendt fra sygeplejerskebureauerne i København, men de, der kom, blev hurtigt syge, og bureauerne nægtede at blive ved med at sende flere. Valborg Hjort måtte sammen med få andre kolleger klare plejen af både fanger og personale. To år senere i 1920 begyndte Valborg Hjort at arbejde på lazaretlejren ved Hald i Jylland. Her var personalet også bukket under for den spanske syge, og Valborg Hjort måtte sammen med kun en enkelt anden sygeplejerske klare plejen af ca. 1.700 syge fanger. De to kvinder skiftedes til at sove og passe de mange patienter i døgndrift. "Det var en underlig følelse at sidde i sygebarakken om natten - som eneste kvinde - for åben dør - midt i en samling på 1.700 bolsjevikker," skrev Valborg Hjort senere i sine optegnelser over opholdet i Hald. Efter krigen flyttede hun tilbage til fødeøen Bornholm, hvor hun i mange år arbejdede som oversygeplejerske. Hun døde i 1970, 86 år gammel. |
|
|
Spion for den britiske modstandsbevægelse Hun efterlod tre døtre for at vende tilbage til Frankrig, hvor hun havde meldt sig ind i den franske del af den britiske modstandsbevægelse Special Operation Executive (SOE). SOE opererede med sabotage og spionage, og den kønne, unge kvinde, der i forvejen kendte sproget og kulturen, kunne let falde ind i det franske dagligliv. Som hemmelig agent kom hun i kontakt med en tysk oberst, der ville desertere og i stedet hjælpe briterne. Han forrådte hende kort efter og arresterede hende i april 1943. Hun blev sendt til et fængsel i Paris, hvor hun blev tæsket og tortureret ved at få sine tånegle flået ud. I juni samme år blev hun dømt til døden, men det blev ikke eksekveret. I stedet blev hun sat i koncentrationslejr, hvor hun blev befriet fra, da krigen sluttede. Hun døde i England 13. marts 1995, 82 år gammel. Hun har bl.a. modtaget The George Cross-medaljen for sin indsats under krigen. |
|
Hjalp mennesker ud af World Trade Center Mindst 11 af dem var sygeplejersker, som enten var i flyene, på job i tvillingetårnene eller var redningsarbejdere under og efter angrebene. Kathy Mazza (1955-2001) var en af dem, som gik ind i tårnene i stedet for ud, efter flyene havde ramt. Hun var uddannet operationssygeplejerske og arbejdede som chef for politidistriktet i New York. Sammen med et hold af sine betjente gik hun ind i det første tårn, hvor hun fandt en mand liggende med et brækket ben. Kathy Mazza bad en kollega om at hente medicinsk udstyr i bilen udenfor tårnet, mens hun selv blev derinde ved den sårede. Det var sidste gang, kollegaen så Kathy Mazza i live. Overlevende har senere fortalt, at en kvindelig politichef havde reddet dem ud ved at skyde glasvæggene i stykker, så de kunne slippe fri. Den eneste til stede var på det tidspunkt Kathy Mazza. Hun blev fundet død ved siden af en kvinde i rullestol, hun havde prøvet at hjælpe. Kathy Mazza var ikke den eneste, der mistede livet i tjeneste den dag. Mindst fem andre sygeplejersker døde også under arbejdet i tårnene. |
|
 Elever passede udmagrede patienter fra Kz-lejre
Ved slutningen af Anden Verdenskrig var det eleverne fra Aarhus Universitet, der gjorde en bemærkelsesværdig stor indsats for mange af Tysklands tidligere Kz-fanger. I foråret 1945 åbnede myndighederne i Danmark karantænestationer i Sønderjylland for flygtninge fra Tyskland. 12. april rejste 28 elever fra Kursus for Sygeplejersker ved Aarhus Universitet til karantænestationen ved Padborg, der var oprettet fire dage tidligere. Flere sygeplejersker fra hele landet fulgte efter over de næste dage. Under beskydninger fra luftangreb og arbejde i døgndrift passede sygeplejerskerne udmagrede og ødelagte patienter fra Kz-lejrene i Tyskland. Det var stærkt forkomne torturofre, og mange led af tyfus, dysenteri og diarré. Eleverne, der havde fået suspenderet deres undervisning for at hjælpe ved karantænestationen, vendte tilbage til Århus og afsluttede deres studie kort efter d. 30. maj. Den afsluttende dimissionstale satte uden de store armbevægelser ord på, hvad mange af sygeplejerskerne, der deltog, må have tænkt om deres kursus i sygepleje: ”Selvom det faldt lidt uden for rammen, er det sikkert det bedste af dem alle sammen.” |
|
Selvom de medvirkende i artiklen optræder som sygeplejersker, er det ikke alle, der var uddannede inden for faget. En egentlig sygeplejerskeautorisation er forskellig fra land til land og er indført på forskellige tider i historien. Fælles for dem alle er dog, at de har været fungerende sygeplejersker i det omfang, erhvervet på det angivne tidspunkt blev defineret.