Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Døden skal mødes værdigt

Hospice-frontkæmper. Sygeplejersken Cicely Saunders havde en stædig overbevisning om, at døden kræver et omsorgsfuldt og professionelt plejearbejde. Hendes pionérarbejde har haft stor betydning for, at der i dag findes hospicer overalt i verden.

Sygeplejersken 2010 nr. 9, s. 38-39

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

SY-2010-09-39bDen engelske sygeplejerske Cicely Saunders (1918-2005) havde en forkærlighed for pleje af de svageste - de døende patienter, som der ellers ikke var prestige i at passe. Hun arbejdede først som sygeplejerske og senere som socialrådgiver på St. Thomas' Hospital i London i slutningen af 1940'erne. På hospitalet blev hun forelsket i den 40-årige kræftsyge patient David Tasma. Han var døende og led meget, mens hun passede ham.

Han blev den første patient i en række af flere tusinder, hun hjalp til en værdigere død. I en tid hvor døende patienter blev fyldt med smertestillende og bedøvende medicin, hvor de ofte var medicineret til ubevidsthed til det sidste, og hvor eutanasi blev betragtet som en udmærket løsning i mange tilfælde, insisterede Cicely Saunders på, at døden skulle mødes afklaret og med værdighed. Og ikke mindst i bevidst tilstand. Hun var overbevist om, at den sidste tid i livet kunne blive god og ikke kun fyldt med lidelser og smerte.

Efter David Tasmas død begyndte hun at arbejde på et hjem for fattige døende. Hospicer var på daværende tidspunkt primært varetaget af religiøse ordener og havde ikke egentlige sygeplejefaglige forløb eller principper om patientpleje, men tjente som sidste stop for den døende. Cicely Saunders blev inspireret og udviklede egne idéer om, hvordan døden skulle imødegås. Hun mente, at patienterne skulle afklares om deres liv, og at de skulle tilbringe så meget af deres sidste tid som muligt sammen med deres nærmeste og pårørende. De skulle medicineres med henblik på at dæmpe smerterne - ikke for at lade dem sove, til de ikke vågnede op igen.

I 1951 begyndte hun at uddanne sig til læge, og i 1967 åbnede hun sit eget hospice, St. Christopher's Hospice i London. Det blev grundlæggelsen til det moderne hospice. På verdensplan er der i dag flere end 8.000 hospicer (pr. 2005), der alle bygger på Cicely Saunders' grundtanker om pleje af den døende patient.

Cicely Saunders døde 87 år gammel i 2005 på sit eget St. Christopher's Hospice.