De indre dæmoner kræver teamwork

Teamet er samlet i morgenbriefing. En gang om ugen holder de møde med afdelingslederen. "Det har betydet, at vi har fået en meget mere synlig ledelse," forklarer Gitte Skovgaard. Foto: Nils Lund Pedersen  

”Vi syntes nærmest, det var uanstændigt!”

Psykiatrisk sygeplejerske Gitte Skovgaard smiler, da hun husker tilbage på dengang for tre år siden, da ledelsen på Alkoholbehandlingen i Odense meddelte medarbejderne, at de fremover skulle arbejde i team.

”Vi var bekymrede for, hvordan det ville påvirke patienterne. Hvad med den røde tråd og de forskellige fagligheder? Men vi var selv med til at definere, hvordan det skulle foregå. I dag er jeg fantastisk glad for det,” siger hun, mens de øvrige to sygeplejersker og tre socialrådgivere fra Behandlerteamet klemmer sig ind på hendes kontor.

Dagen starter med en morgenbriefing, og teamet opdaterer hinanden om patienterne. Alle ved, hvem Hanne er, hvorfor Naja måske lige skal ringes op en ekstra gang, og hvornår Thomas skal have sin antabus. De lange overleveringers tid er forbi, for de seks kolleger deler de samme patienter og ser dem på skift.

”I starten kunne man godt mærke, vi var to kulturer, der stødte sammen,” fortæller Gitte Skovgaard om det begyndende samarbejde mellem sygeplejersker og socialrådgivere.

”I dag oplever jeg det som en stor styrke, at jeg altid har kolleger, som kender patienterne, lige så godt som jeg selv gør. Vi sparrer bedre og kan aflaste hinanden, hvis der er travlt eller sygdom,” forklarer hun. 

På kontoret er kollegerne gået hver til sit. Gitte Skovgaard tager imod den første patient. Olav er 57 år og lige hjemvendt fra ferie. En ferie, han både glædede sig til og frygtede. Han vidste, at der var en risiko for, at der nok ville ryge nogle øl ned undervejs. 

”34?”

Gitte Skovgaard kigger venligt spørgende på ham. Olav vrider sig lidt på stolen. 34 øl blev det til på de syv dage, han var af sted. Han ved det helt præcist, fordi han nøjsomt undervejs dokumenterede hver genstand på et skema, han havde fået af Gitte Skovgaards teamkollega.

”Jah, men det var små øl.”

Han trækker lidt på det og vrider et lommetørklæde mellem hænderne. Fortæller om, hvordan det egentlig gik meget godt og ikke blev for vildt. Men den indre bussemand, som han kalder det, tager over en gang imellem og skaber rod indvendigt.

”Du skal snart på ferie igen,” siger Gitte Skovgaard og foreslår, at Olav begynder på antabus.

”Nej, det er jeg ikke meget for,” siger han og kigger afventende på hende.

”Det er et forslag, du kan sige nej til. Men vi kan give dig noget nu, og så kan du komme igen på mandag og få en portion til,” svarer hun.

Olav tænker sig lidt om: ”Det er nok egentlig en god idé.”

Olav får sin antabus, og Gitte Skovgaard skriver i journalen, så hendes teamkollega om mandagen ved, hvad der er aftalt for det videre forløb.

Teamet har en stram struktur, så alle altid er opdaterede.

”Efter vi har ændret arbejdsgangen, har vi fået en meget større patienttilfredshed. Det viser sig, at de bedre kan se en rød tråd i deres forløb nu. I dag er der altid tid til dem, og vi har mulighed for at henvise til den af os, som ved mest om det, de har brug for i forskellige situationer,” forklarer Gitte Skovgaard.

Hvad skal man særligt kunne for at arbejde i teamet?

”Man skal være fleksibel og kunne se muligheden i at bruge hinandens fagligheder.  Når vi arbejder så tæt sammen, skal man kunne tale om alt, også meget personlige ting. Hvis teamet skal fungere, skal man kunne sige, hvis man f.eks. en dag er lidt nedtrykt og har brug for rum.”

Af hensyn til patienternes privat- og arbejdsliv er deres navne i artiklen ændret.