Faglighed er en forudsætning for sygepleje

”I Tværfagligt Klinisk Studieafsnit har jeg virkelig oplevet primary nursing, hvor det hele gik op i en højere enhed.” Dette citat fra en sygeplejestuderende er meget interessant set i lyset af debatten om fremtidens kliniske forløb på sygeplejerskeuddannelsen.

Senest har Patricia Benner (1) problematiseret, om der skabes nok sammenhæng mellem de teoretiske forløb på uddannelsen og den overvældende praktiske virkelighed, de studerende møder i den kliniske undervisning.

Benner pointerer: ”Å lære å praktisere i en tverrfaglig sammenheng kan gjøre studentene i stand til å arbeide mer effektivt i et helseteam, i tillegg til å styrke integrasjonen av teoretiske kunnskaper, praktiske ferdigheter og etiske holdninger i praksis.”

Det at skabe sammenhæng mellem teori og praksis er netop en af hjørnestenene i Tværfagligt Klinisk Studieafsnit, hvor studerende fra flere forskellige professioner i fællesskab får mulighed for at udvikle en større fælles forståelse for helheden omkring patienten. På Studieafsnittets hjemmeside (2) kan man læse mere om formål, indhold og organisatoriske rammer.

Denne artikel vil belyse, hvordan en periode i et tværfagligt klinisk studieafsnit kan give den sygeplejestuderende kompetencer til at inddrage andre faggruppers forståelser og handlinger i den konkrete sygepleje, med udgangspunkt i en fælles problemforståelse. Dette falder utrolig fint i tråd med Bertel Haarders tale ved åbningen af Sygeplejens År, den 12. maj 2011.

Her udtalte ministeren:

”Det er min overbevisning, at tværfaglighed og tværfagligt samarbejde vil være en stor del af det fremtidige sundhedsvæsen. Alt tyder på, at kvaliteten i patientbehandlingen er bedst, når der er et tværfagligt team om at bistå patienten i behandlingen. At indgå i et tværfagligt samarbejde indebærer, at man kender sin egen faglighed. Man skal kende sine egne styrker, og hvor man har brug for bistand. Kun således kan man vide, hvordan man selv kan, hvornår man skal hjælpe andre, og hvornår man skal bede om hjælp. Sygeplejens År hylder sygeplejerskernes faglighed – og det er min overbevisning, at den styrkes og udfordres mest i samarbejde med andre faggrupper” (3).

Disse udtalelser er som taget ud af Tværfagligt Klinisk Studieafsnits målsætning, som lyder:

”At skabe et autentisk læringsmiljø for studerende fra ergoterapi, fysioterapi, sygepleje samt elever fra social- og sundhedsassistentuddannelsen, som fremmer den enkelte studerende/elevs faglige kompetencer og giver optimale muligheder for udvikling af tværfaglige kompetencer, til gavn for et effektivt patientforløb.”

Tværfagligt Klinisk Studieafsnit blev etableret i 2007 i et samarbejde mellem daværende Sundheds CVU, aktuelt University College Nordjylland (UCN), Ortopædkirurgien og Aalborg Sygehus. Initiativet var tænkt som et fremsynet forsøg på at fremme tværfaglig læring for bl.a. sygeplejerskestuderende. Det blev også pointeret i 2008 i bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje, at:

”§ 1. Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje er at kvalificere den studerende til efter endt uddannelse at kunne fungere selvstændigt som sygeplejerske og til at indgå i et fagligt og tværfagligt samarbejde.”
Og i kap. 3 § 8 stk. 2: ”… den kliniske undervisning fokuserer på ... den studerendes egen faglige og personlige udvikling samt på et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde” (4).

Siden er der kommet andre udtalelser, der lægger sig op ad dette krav som på konferencen: ”Hvor er sundhedsuddannelserne om 10 år?” hvor følgende blev sagt:

”Fremtidens sundhedsvæsen kræver af de ansatte, at de har en stærk faglighed, relationel kompetence, evnen til samarbejde, at håndtere konflikter og tænke på tværs” (5).

Tværfagligt Klinisk Studieafsnit er placeret i en akut ortopædkirurgisk sengeafdeling med akutte patienter, fortrinsvis ældre med hoftenære frakturer og mange konkurrerende lidelser.

Det giver et autentisk læringsmiljø, fordi problemstillingerne er af en sådan art, at de netop kræver, at hver profession i fællesskab bidrager aktivt med hver deres faglighed for at afhjælpe patientens problem. De studerende tilegner sig relationel kompetence og lærer at tænke på tværs, hvorved dybden og kreativiteten i tværfagligheden øges, da der ofte opstår uforudsete situationer, som de studerende skal løse i nuet.
 

De involverede parter i studieafsnittet

At etablere og drive et tværfagligt klinisk studieafsnit kræver et tæt og forpligtende samarbejde med såvel de involverede uddannelser som praktiksteder. Samarbejdet med de involverede uddannelser har været unikt og præget af stor ansvarlighed for den fælles beslutning, det var at skabe et fælles tværfagligt klinisk studieafsnit.

Det har også krævet et stort samarbejde med de afgivende afdelinger, da de studerende er i Studieafsnittet som en integreret del af deres ordinære praktik. De tre første års erfaringer fra de involverede professionsuddannelser, nemlig sygeplejerskeuddannelsen, ergoterapeutuddannelsen samt fysioterapeutuddannelsen, er overvejende positive.

Tilbagemeldingerne lyder på, at man oplever, at de studerendes kliniske undervisning i Studieafsnittet har bidraget positivt til de studerendes personlige og faglige udviklingsmuligheder i uddannelserne. Det, at de studerende arbejder sammen med studerende fra andre sundhedsprofessioner om patientens problemfelt, er med til at udvikle deres handlekompetencer og er et vigtigt supplement til de studerendes udbytte fra de øvrige kliniske undervisningsforløb.

Med 2008-uddannelsen er der dog, specielt på sygeplejerskeuddannelsen, kommet en betydelig udfordring i at få integreret de to ugers tværfaglige praktik i en samlet modulpraktik på 10 uger. I modsætning til de øvrige sundhedsuddannelser er der ikke beskrevet eksplicit læringsudbytte om tværfaglighed i de lange kliniske moduler. Der er derfor tilføjet et notat i UCN’s beskrivelse af modul 11 og 12, der fastslår, at: ”Målet er desuden, at den studerende supplerer sine tværfaglige kompetencer med et forløb på tværfagligt klinisk studieafsnit” (6).

Det er vigtigt at skabe en klar sammenhæng mellem, hvordan der kan arbejdes med læringsudbytte i stamafdelingen og i Studieafsnittet. Vejlederne i Studieafsnittet er derfor meget opmærksomme på, at der for alle studieretningers vedkommende tages udgangspunkt i beskrivelserne af læringsudbytte for de respektive moduler.

Det er blevet vel modtaget af de studerende, som giver udtryk for, at de også reelt arbejder med deres monofaglighed parallelt med, at deres tværfaglige bevidsthed og kompetencer styrkes med patientens problem som omdrejningspunkt.
 

Evaluering

Siden afsnittets start for fire år siden har der nu været flere end 1.000 studerende fra henholdsvis ergoterapi, fysioterapi og sygepleje samt elever fra social- og sundhedsassistentuddannelsen i tværfagligt klinisk forløb på studieafsnittet.

Erfaringerne fra de første to år blev samlet i rapporten fra Center for Evaluering i Praksis (CEPRA). Det skal dog bemærkes, at de studerende, der indgår i denne undersøgelse, fulgte 2001-uddannelsen. Konklusionen er bl.a., at:

”Det har været meget givende at få dette indblik i de andre professioner. Dette tværfaglige aspekt giver bedre forståelse professionerne imellem og et mere helhedsorienteret patientperspektiv. Det gør det, ifølge de studerende/eleverne selv, også nemmere at kommunikere på tværs af professionerne, da de nu kender hinandens sprog bedre. Desuden ved de også bedre nu, hvornår og hvordan de kan bruge hinanden, og arbejder derfor mere mod fælles mål frem for at modarbejde hinanden” (7).

Fra efteråret 2010 er der foretaget en anden form for evaluering, baseret på Readiness for Interprofessional Learning Scale (RIPLS) (8). Den indfanger de erfaringer, der relaterer sig til 2008-uddannelsen. Hvert hold udfylder ved afslutningen i studieafsnittet et skema, der danner baggrund for en kontinuerlig udvikling/kvalitetssikring i studieafsnittet. Men samtidig er ønsket også, at det skal skabe sammenhæng mellem de studerendes læring i Studieafsnittet og på stamafdelingen. En medbragt kopi af skemaet skal således medvirke til, at de tilegnede erfaringer og kompetencer om tværfaglighed bedst udnyttes og videreføres.

Nedenstående viser et eksempel på, hvordan et enkelt spørgsmål er blevet besvaret for hele efteråret 2010 (se tabel 1.)

Specielt dette spørgsmål er meget væsentligt i forhold til at kunne inddrage andre faggruppers viden i rette tid og sammenhæng:

”Jeg har opnået forståelse for de andre professioners rolle, ansvarsområder og kompetencer i relation til patientens rehabiliteringsforløb.”

Svarprocenten ligger gennemsnitligt på 78 for ergoterapistuderende, 79 for fysioterapistuderende, 82 for sygeplejestuderende og endelig 66 for SSA-elever.

Søjlen markerer det konkrete antal svar i de respektive kolonner.

Med den valgte evalueringsmodel er det muligt at vurdere sammenhængen mellem læringsudbyttet og forskellige parametre, f.eks. fravær, og hvilket modul de studerende er på. Alt sammen er det med til at sikre, at studieafsnittet hele tiden afspejler samspillet mellem uddannelser og praksis, og at eventuelle justeringer har rod i konkrete overvejelser.

Ud over den skriftlige, anonyme evaluering foretages også en mundtlig evaluering, hvor der er mulighed for at gå ud over spørgsmålene i skemaet. Det er bl.a. herfra citatet, der indleder artiklen, er taget. Den mundtlige evaluering noteres og indgår i den samlede evaluering.

De negative tilkendegivelser viser, at opholdet i studieafsnittet opleves som et ”afbræk” i forløbet. Det angives af nogle også som et problem, at man i en kort periode skal forholde sig til et andet speciale. Desuden opfattes tidsrammerne for modulprøverne også som problematiske, hvor der udtrykkes bekymring for, om læringsudbyttet kan nås.

De positive tilkendegivelser er dog så langt i overtal og med flere fælles fokuspunkter. F.eks. giver mange sygeplejerskestuderende udtryk for, at deres monofaglighed netop er blevet styrket i det tværfaglige afsnit: Således udtaler en sygeplejestuderende:

”Jeg er blevet mere selvstændig og er kommet godt omkring læringsudbyttet. Det har været godt at følge det samlede patientforløb.”

En anden udtrykker:

”Nogen påstår, at fagligheden er på standby i studieafsnittet, jeg har da tværtimod oplevet at få tilført megen faglighed.”

En tredje udtaler.

”Det at skulle forklare andre om mit fag og funktioner sætter en læreproces i gang hos mig.”

Mange studerende er blevet meget opmærksomme på værdien for patienten i, at der arbejdes tværfagligt, og at man herved ser hele patienten. En sygeplejestuderende udtaler f.eks.:

”Først og fremmest er jeg blevet meget opmærksom på tværfaglighedens relevans i forhold til patientens optimale rehabilitering – at vi kommunikerer og følger op.”

En anden udtaler:

”Jeg har i studieafsnittet oplevet, hvordan man bedst kan arbejde sammen, så patienten reelt er i centrum.”

Så tværfaglighed sker ikke på bekostning af monofaglighed, tværtimod. Det gælder faktisk, at man som Bertel Haarder udtaler omkring sygeplejerskers faglighed: ”… at den styrkes og udfordres mest i samarbejde med andre faggrupper.”

Vi forventer, at hele opgørelsen for efteråret 2010 og foråret 2011 vil kunne ses fra september på vores hjemmeside.
 

Fremtiden

Med den udvikling, der sker inden for sundhedsvæsenet, er det tydeligt, at der er behov for professionelle, der kan tænke og agere på tværs af faggrænser.

For tiden bliver der etableret fælles akutmodtagelser på mange hospitaler, og her bliver kravet om tværfaglig viden essentielt. Således bliver der nu i Region Midtjylland etableret decideret tværfaglig teamtræning af det personale, der skal være en del af akutmodtagelserne.

Vi kan se, at en tværfaglig praktik, integreret i den kliniske undervisning under studiet, er med til at fremme viden, forståelse og respekt for hinandens faggrupper og øger de studerendes tværfaglige kompetencer. De studerende, der har oplevet tværfaglig læring, vil således være mere parate til at indgå i samarbejde på tværs.

Samtidig er de trænet i at tænke i kontinuitet – vel at mærke set fra patientens perspektiv – og dermed bedre være i stand til at tænke og handle patientcentreret. Vi kan kun håbe, at tanken om tværfaglighed – og vel at mærke reel tværfaglighed og ikke kun flerfaglighed – vil brede sig som ringe i vandet og dermed være en brik til at ruste de studerende til at arbejde i et moderne sundhedsvæsen.

Litteratur

1. Benner P et al. Å utdanne sykepleiere. Behov for radikale endringer. Akribe, Oslo 2010.
2.  studieafsnit.rn.dk
4. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje (BEK nr. 29 af 24/01/2008).
5. Christina Holm-Petersen, Dansk Sundhedsinstitut, København Okt. 2010).
6. Klinisk undervisning, Modulbeskrivelse for modul 11, medicinske/kirurgiske afsnit – Sygepleje og kompleks klinisk virksomhed, Sygeplejerskeuddannelsen, februar 2011.
7. Evaluering af Tværfagligt Klinisk Studieafsnit. CEPRA 2010. Rapporten kan fås ved henvendelse til forfatterne.
8. Readiness for Interprofessional Learning Scale (RIPS), G. Parsell og J. Bligh, Med Educ. 1999 Feb.; 33(2):95.  Eksemplar af skemaet kan fås ved henvendelse til forfatterne.