Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Regionshøns uden jordforbindelse

"Det er logik for burhøns, at der skal være en balance mellem indtægter og udgifter. Men hvad er det for nogle burhøns, vi har til at styre pengesagerne, og hvorfor er det sygeplejerskerne, der skal betale for hønsenes elendige økonomistyring?" skriver sygeplejerske Steffen Hogg Christensen i denne udgave af '5 faglige minutter'.

Sygeplejersken 2011 nr. 4, s. 34

Af:

Steffen Hogg Christensen, sygeplejerske

”Besparelser betyder intet for kvaliteten – flere er ikke bedre.”

Dette vanvittige udsagn læste jeg i Dagens Medicin for nogen tid siden, hvilket kunne argumentere for de massefyringer i sundhedsvæsenet bl.a. af sygeplejersker, vi ser lige nu. Jeg fór straks op og væltede en stol i farten hen til den bærbare.

Tasterne klaprede hidsigt under mine fingre, og computeren forvandlede sig hurtigt til et rødglødende hav af eder og forbandelser.

Jeg tænkte ved mig selv: ”Det skal f... være løgn, ska’ det.”

Men jeg vil spare dig for alle ederne her, ikke et ord om elendige klamphuggere, hundehoveder og hængerøve. Ikke et ord om bløddyr, lusede amatører eller slatne socialdemokrater, ikke et eneste bandeord skal du høre fra mig. Men raserianfaldet ved computeren hjalp en smule.

Hvorfor står det så skidt til i vores sundhedsvæsen? Svaret er ganske enkelt: ”Der er ikke penge nok, og vi er ikke effektive nok!”

Det er logik for burhøns, at der skal være en balance mellem indtægter og udgifter. Men hvad er det for nogle burhøns, vi har til at styre pengesagerne, og hvorfor er det sygeplejerskerne, der skal betale for hønsenes elendige økonomistyring? Mon disse regionshøns ved, hvad der sker på hospitalerne?

De kagler rundt i deres regions-hønsegård og virker ganske uvidende om, hvad der sker uden for hegnet. Ved de mon, hvad sygeplejersker laver, og dermed hvad der ikke længere bliver lavet, når vi er fyret? Ved de, hvad det betyder for plejen på en almindelig medicinsk sengeafdeling, når antallet af fremmødte sygeplejersker i en aftenvagt halveres?

Og ved de, hvad det betyder for ventetiden i skadestuen, når antallet af sygeplejersker reduceres fra 12 til 10? Og hvordan mon patientoplevelsen i ambulatoriet bliver, når den forebyggende samtale om store livsstilsændringer efter et AMI reduceres fra 20 til 12 minutter, fordi en del af sygeplejerskerne er blevet fyret? Hvor hurtigt bliver den evidensbaserede behandling påbegyndt, når man på AMA skal være én sygeplejerske i stedet for to til 10 patienter? Hvor tilfreds bliver KOL-patienten, når hun pga. sammenlægninger af sengeafsnit i weekenden flyttes ud på gangpladsen ved skydedøren i tre dage?

I Region Hovedstaden skal der fyres 2.900 medarbejdere pga. underskud på budgetterne. Men hvor mange regionshøns skal der fyres? Ikke én. Hvorfor skal politikere ikke stå til ansvar for deres gerninger, ligesom vi sygeplejersker hver eneste dag skal stå til ansvar for vores handlinger?

Vi må gøre noget! Når nu politikere åbenbart ikke ved, hvilken betydning fyringer har, må du fortælle dem det! Ja dig! Fordi du ved, hvad det betyder. Jeg undrer mig over og bliver samtidig lidt ked af, at det kun er overskrifter som ovenstående, vi hører i medierne.

Hvor er I henne, mine medbrødre og -søstre? Hvorfor lyder der ikke 72.837 ramaskrig, ét fra hver sygeplejerske i Danmark, sygeplejersker, som enten selv er blevet fyret eller kender en kollega, som er ramt af besparelserne. Hvorfor er det ikke dig, der bliver citeret i aviserne. Du ved, hvad fyringerne betyder for kvaliteten, og du ved, hvilke fatale følger det har for patienterne.

Kom nu – lad os høre alle historierne, fortæl dem til gud og hvermand, til alle, som vil høre på dem. Lad os fortælle danskerne, hvilke konsekvenser fyringer af sygeplejersker har, og lad det være andre end sundhedsøkonomer og regionshøns, der sætter dagsordenen. 

 Blå bog

Steffen Hogg Christensen er 36 år, han blev sygeplejerske fra H:S Sygeplejerskeuddannelsen i 2004. Han har arbejdet fire år på akut modtagelse og to år i en projektstilling på Frederiksberg Hospital. Steffen Hogg Christensen har videreuddannelse som lungesygeplejerske og har specialiseret sig inden for it- og telemedicin. Han arbejder i dag som freelance sygeplejerske.

 ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.