Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dansk Sygeplejeråd: Sundhedsaftaler skal beskrive hjemmesygeplejens rolle

Der er meget brug for at afklare, hvad det er for en rolle, hjemmesygeplejen skal udfylde i samarbejdet om de psykisk syge, der bor hjemme, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

Sygeplejersken 2011 nr. 5, s. 25

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2011-05-26aHjemmesygeplejersker må diskutere med deres ledere og med behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, hvad hjemmesygeplejens rolle hos psykisk syge borgere egentlig skal være. Hvad skal de kunne, og hvad skal de bidrage med?

Det understreger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i sin kommentar til artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken.

”Artiklerne afspejler, at der er et kæmpe hul mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats, der forventes at følge op,” siger hun.

”Når sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner skal fornys, vil jeg kraftigt opfordre til, at man skærper opmærksomheden på, hvordan man bruger hjemmesygeplejersker hos psykisk syge borgere, så det ikke kun er socialpsykiatriens rolle, der bliver beskrevet, men også hjemmesygeplejens.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

At hjemmesygeplejersker kun kommer for at hælde medicin op eller dele medicin ud, giver ikke mening, tilføjer Grete Christensen.

”Så skal de hellere blive væk. Nogle steder har man jo den ordning, at det er en distriktspsykiatrisk sygeplejerske, der kommer i hjemmet f.eks. en gang om måneden, mens det til daglig er en hjemmehjælper, der hælder op.

Hvis der skal komme hjemmesygeplejersker, skal der også være et andet formål end bare ophældning. Og så skal hjemmesygeplejerskerne have de nødvendige forudsætninger for at have med psykisk syge at gøre. Det afspejler artiklerne også, at de ikke har.

Der er behov for, at de får uddannelse inden for psykiatri, og ikke bare oplæring, men reel viden og uddannelse, hvis de skal spille en rolle.”

Men Grete Christensen kan sagtens se hjemmesygeplejerskerne spille en betydningsfuld rolle i behandlingen af psykisk syge.

”Der kunne være god mening i at give nogle af hjemmesygeplejerskerne en specialuddannelse, så opgaver hos psykisk syge bliver et speciale i kommunerne på samme måde som sårpleje og inkontinens.”