5 faglige minutter: Sygeplejersker kører med cykelhjelm

Når jeg møder et fremmed menneske, der fortæller mig, at han eller hun er sygeplejerske, synes jeg straks, jeg kender vedkommende. Der opstår en umiddelbar sympati hos mig, og den ukendte får øjeblikkelig prædikatet ”et ordentligt menneske” i min underbevidsthed.

Jeg synes, jeg med det samme ved en hel masse om min nye samtalepartner. Alene den kendsgerning, at vedkommende på et tidspunkt har valgt at tage en sygeplejerskeuddannelse, betyder for mig, at der er tale om et menneske af en særlig kaliber. Her er én, der ikke prøver at krybe udenom i livets store spørgsmål.

I min bevidsthed er en sygeplejerske en ansvarsfuld person, der med stor sandsynlighed ved, at K.E. Løgstrup ikke var fodboldspiller og måske også kender det berømte citat: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”
Nu er jeg helt klar over, at min underbevidsthed har tendens til at generalisere, men det tillader jeg ubekymret, fordi det sker i en god sags tjeneste. 

Sygeplejersker påtager sig ikke bare ansvar for andre, når de er på arbejde. Sygeplejersker er omhyggelige og omsorgsfulde forældre, der arbejder på deltid, mens børnene er små, og henter dem tidligt fra institution.

Poderne forsyner vi med velsmurte madpakker, der er udarbejdet efter de gældende kostanbefalinger, og vi bliver ved langt ind i deres gymnasietid. Sygeplejersker tager ansvar for familiens gamle, som vi hjælper og støtter, ikke mindst hvis de er i berøring med sundhedsvæsenet. Sygeplejersker er også gode ægtefæller.

Nogle fungerer oven i købet som ”baglands-ægtefæller”, samtidig med at de passer deres egen karriere (når børnene er blevet store). Sygeplejersker kender betydningen af at få motion; selv om jobbet kan implicere en del bevægelse, cykler vi på arbejde (med cykelhjelm naturligvis) og tager på aktiv ferie.

Mange sygeplejersker kan også mobilisere en vis portion social indignation og taler gerne de svages sag. Sygeplejersker køber avisen af den hjemløse og venter tålmodigt på, at den svagtseende kunde identificerer de rigtige mønter i kassekøen. Ved busstoppestedet skæver vi til den gamle dames monstrøst hævede ankler og stiller diagnosen ”dårligt hjerte”. Vi kan slet ikke lade være med at lytte til naboens besværede vejrtrækning, når vi taler med ham over hækken, mens vi i vort stille sind anbefaler ham at holde op med at ryge.

Sygeplejersker er flittige og hjælpsomme. Mange af os arbejder i gruppe, hvor den enkeltes indsats har stor betydning for de andre gruppemedlemmers arbejdsbyrde. Vi er vant til at give den en ekstra skalle for at hjælpe en kollega eller dække en sygdomsramt vagt. Sygeplejersker er ikke ukendte med overarbejde og forsvundne fridage, og det er ingen naturlov at have fri til højtider.

Frihed vil ofte bero på en forhandling, og selv mange år efter at vi eventuelt er landet i en vagtfri stilling, kan vi glæde os over at være sikret frihed til jul, påske og pinse. Hvad angår efter- og videreuddannelse, må sygeplejersker tage prisen som det mest ihærdige folkefærd. Sygeplejersker deltager i alle former for uddannelse og er ikke blege for at klatre over, hvor gærdet er højest. I nogle tilfælde finansierer vi oven i købet selv festen.

I de senere år har jeg med svulmende hjerte flere gange i store forsamlinger af fagfæller stillet mig selv spørgsmålet ”hvorfor er alle dog ikke sygeplejersker?” 

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.