Kom snabbt till Malmö, vi saknar dig!

Foto: Jakob Boserup

Det lille mødelokale i Jobcenter København på Skelbækgade på Vesterbro er fyldt til bristepunktet med kvinder i alle aldre, størrelser og farver.  Hen over den mangfoldige skare ligger en dyne af forventninger og højlydt mumlen.

Det er svært at skelne mellem samtalerne, men enkelte ord som ”vikararbejde” og ”deltid” smutter over lokalet. Nogle spejder gennem menneskemængden for at se, om der er ansigter, de kender.

Flere af de yngre sidder i par eller små grupper. De kender i forvejen hinanden fra sygeplejestudiet, hvor de lige har afsluttet deres uddannelse og er sendt ud i en arbejdsløshedskø med deprimerende ringe udsigt til at komme i gang med den karriere, de i tre år har arbejdet hen mod.

”Bare giv mig et eller andet!” udbryder én højlydt, og der bliver nikket rundt omkring i lokalet. Der er ingen her, der er kræsne. De vil alle gerne i gang med at være sygeplejersker igen eller for første gang.

Høj stemning og forventninger

Selvom anledningen er uønsket, er stemningen opløftet. Uden for jobcenteret holder to store, svenske busser, der skal trille ca. 80 jobsøgende sygeplejersker til Malmø. På den anden side af Øresund er over 140 ledige stillinger opslået i den sydsvenske region, og de skånske kolleger er klar til at tage imod danskerne.

”Välkommen,” siger Anita Andersson, som er chef for Kompetensforsjörning på Skånes Universitetssjukhus. Sammen med bl.a. jobcenteret og Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (DSA) er hun medarrangør af endagsekskursionen for de danske sygeplejersker. Det er første gang, der skal sendes et hold ledige af sted over broen, og alle er spændte på, hvad de kan forvente på den anden side.

Den svenske introduktionstale drukner lidt i det tætpakkede lokale, og flere rynker panden og spidser ekstra øren. Omstillingen fra dansk til svensk begynder allerede før afgang, og ikke alle er hjemme i den skånske dialekt.

Forskellene er små

Sygeplejerskerne er blevet installeret i busserne og ruller af sted mod Sverige. Det tager ca. 40 minutter at fragte holdet over til hospitalet med de mange ledige job.

I den ene bus sidder DSA’s formand Anni Pilgaard. Hun håber, at de vil komme hjem med en masse gode job.
”De er ret seje. Det er skønt, de er så åbne for nye muligheder,” siger hun glad og tager et vue ud over de mange hoveder.
Der er blevet arbejdet og planlagt en del de forudgående uger for at få det hele til at lykkes.

Og selvom alt er faldet på plads, er der stadig en smule malurt. Politikere, arbejdsmarkedsforskere og ikke mindst Anni Pilgaard selv forventer, at den høje arbejdsløshed blandt sygeplejerskerne vil vende på et tidspunkt, og så vil der igen mangle sygeplejersker. Hvornår det bliver, er endnu ikke til at sige, og derfor er det vigtigste nu at få især de nyuddannede i gang.

På hospitalet i Malmø bliver sygeplejerskerne ledt ind ad hovedindgangen til Jubilæumsaulaen, hvor de skal introduceres til dagpengeregler, danske og svenske lønninger, barselsregler, Øresundsregionens fordele og ulemper og alt det andet praktiske, der følger med at arbejde på kryds af nabolande.

Forskellene er til tilhørernes lettelse ikke særlig store. Lavere svensk løn ophøjes af lavere skat. Længere rejsetid giver mulighed for forhandling om særlige tilskud. Rimelig fleksibelt.

”Det er jättebra,” smiler Anita Andersson fra talerpodiet og sender danskerne ud på opdagelse i det svenske system. I fem forskellige hold skal de ud i introduktionslokaler og møde chefer og afdelings- og teamledere fra forskellige afdelinger, der mangler personale. Men først er der dækket op til frokost i fællessalen.

Njur er nyre, resten går nok

”Jeg tror, det er tun,” siger en af deltagerne og peger på et flute med ubestemmeligt indhold.  Skiltet foran fadet afslører, at det svenske flute, der rettelig i landet hedder baguette, er fyldt med ”kyckling”.

”Jeg er ret sikker på, at selvom det er svensk, betyder det ikke tun,” konstaterer en anden.

Sprogbarriererne er ind til videre overskuelige. På skilte rundt omkring ved de forskellige introduktionslokaler står ”psykiatri”, ”kardiologen”, ”neurologen” og ”ortopeden”. Eneste sprogeksotiske indslag er ”njurmedicin”, der viser sig at være en lidt knudret måde at sige nyremedicin på.

Men det bekymrer alligevel lidt, for en ting er at læse skilte, noget helt andet er at forstå det i det daglige, når patienten f.eks. er rigtig dårlig, eller lægen lidt for hurtig til at bjæffe en besked ud. 

”Det skal vi nok løse på en eller anden måde. Når man starter hos os, får man et fireugers introduktionsforløb, som vi tilrettelægger efter, hvad behovet er. Hvis det er et sprogkursus, så kigger vi på det,” siger Maria Melin, der er afdelingschef for Neurologisk klinik 1.

Der er stort behov for jer

Efter frokosten er indtaget, begynder sygeplejerskerne at besøge de forskellige rum. Også her bliver der fyldt godt op, og luften bliver hurtigt iltfattig, for det er ikke kun danskerne, som presser sig ind i de små mødelokaler.

Flere måske kommende svenske kolleger er kommet for at byde velkommen og forhåbentlig lave aftaler på tværs af grænserne. På bordene ligger jobopslag og afdelingsbeskrivelser, som danskerne kan forsyne sig med.

”I er her i dag, fordi vi har et stort behov for jer,” siger afdelingschef for neurologisk afdeling, Maymara Aristoy og opfordrer alle interesserede til at lægge et CV, før de returnerer til Danmark.

En nyuddannet sygeplejerske spørger lidt forvirret, hvor man skal søge, og hvad man ellers skal gøre.

”Ikke noget,” svarer Maymara Aristoy. ”I skal bare lægge jeres CV og udfylde et skema om, hvilke afdelinger I er interesserede i, så bliver i kontaktet for en efterfølgende samtale.”

Blandt de interesserede til at lægge et CV er 23-årige Lizzie Jørgensen. Hun har været glad for at være med på turen til Sverige.

”Dagen har været rigtig god, men det er gået meget hurtigt,” fortæller hun, mens hun stikker hovedet ind i psykiatrilokalet for at se, om der er nogle kommende chefer, hun kan hilse på.

Lizzie Jørgensen har ønsket at blive kontaktet om job på ortopædkirurgisk afdeling og i psykiatrien.
”Det virker, som om de arbejder mere teknisk her end i Danmark, men også som om der bliver taget godt hånd om én,” siger hun.

Hun er ikke nervøs for at skulle krydse grænser for at få arbejde.
”Sproget er lidt sværere, end jeg havde regnet med, men jeg kommer oprindeligt fra Bornholm, så det går nok,” griner hun.