På job: Rejsende i kaos

Besøget hos Jes blev kortere, end Birgitte Bjerregaard havde regnet med, så hun bruger resten af eftermiddagen på kontoret. Hun skal bl.a. forsøge at lave en aftale med en mand, som absolut ikke bryder sig om at blive kontaktet af ”kommunen”. Det lykkes endelig at lave en aftale med ham i telefonen. Men om han dukker op, kan kun fremtiden vise.
41-årige Mammoud bliver glad, da sygeplejerske Birgitte Bjerregaard kommer for at hente ham på den lukkede psykiatriske afdeling i Odense, hvor han har været indlagt en måned. Foto: Nils Lund Pedersen

Så glad, som man nu kan blive, når man har mistet sin kone, tre børn og egen virksomhed og i stedet fået en svær psykisk sygdom efterfulgt af stofmisbrug, ensomhed og social deroute.

Det er snart seks måneder siden, de to første gang mødte hinanden. Dengang sad pakistanske Mammoud alene i en lejlighed og forsøgte at dope sig væk fra stemmerne i hovedet, væk fra den skizofreni, som han ikke anede, han havde, men som lægerne nu ser flere og flere tegn på, at han lider af.

Det går langsomt fremad for Mammoud, og i dag håber Birgitte Bjerregaard, ansat som socialfaglig medarbejder i Vista Balboa, Værested og integreret tilbud til dobbeltdiagnosticerede borgere i Odense, og han vil tage med hende ind til byen og besøge det kommunale værested Vista Balboa et par timer.

Det vil han gerne. Mammoud er glad for Birgitte Bjerregaards hjælp og følger ofte hendes råd og forslag, også selvom han er nervøs og bange for at få det dårligt.

”Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Mindre samarbejdsvillig er 40-årige Jes, som Birgitte Bjerregaard besøger, da hun har kørt Mammoud tilbage til psykiatrisk afdeling. Jes får metadon, men har svært ved at holde sig fra andre stoffer. Han har en lille hjerneskade, der gør, at han meget let bliver irriteret og hidsig, og så har han aldrig, heller ikke som barn, kunnet sove om natten.

”Jeg gider ikke i dag,” siger Jes, da han lukker op for Birgitte Bjerregaard.

Det får hende dog ikke til at gå igen. I stedet spørger hun, hvorfor det er en dårlig dag, og foreslår, at de nøjes med et kort besøg. Jes accepterer. Han er meget vred i dag. Med fjernsynet kørende og gardinerne trukket for, dumper han ned i den beige kunstlædersofa og ruller en smøg, mens han højrøstet beklager sig over de nye sovepiller, han har fået.

”Det er de dyreste på markedet! 1.000 kr. om måneden! Det har jeg ikke råd til, så giv mig for helvede nogle andre!”

Han kan købe benzodiazepiner billigere på det grå marked, og er det måske det, der er meningen? Er det det, Birgitte Bjerregaard vil have?

”Det er meningen, du skal hjælpe mig! Hvorfor hjælper du mig ikke?”

Birgitte tilbyder at undersøge, om det er muligt at skaffe den dyre, men nødvendige sovemedicin billigere. Hun ringer rundt, men der er ikke noget at gøre. Jes skal betale fuld pris. Det gør ham vred. Han har jo set på nettet, at man kan få piller med nøjagtig det samme indhold til en billigere pris. Hvorfor kan han ikke få dem?

”Jes, jeg kan ikke give dig nogle andre piller. Det skal du tale med lægen om, og jeg kan bede hende om at komme med herud. Kunne du tænke dig det?”

Nej, det kunne Jes ikke tænke sig. Han mener ikke, der er særlig meget at snakke om. Han skal bare have noget medicin, der ikke koster 1.000 kr.

Problemet med sovepillerne bliver ikke løst i dag. Jes er vred og bliver endnu mere ophidset, da Birgitte Bjerregaard antyder, at hans hjerneskade spiller ham et puds i dag. At de skal tænke på, at det måske er hjerneskadens skyld, at han nu bliver så hidsig. Den er Jes ikke med på, og Birgitte fornemmer, at det er bedst at gå nu.

Men hun kommer tilbage på mandag. Så har Jes det måske bedre.