Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Det var kattens

Det var kattens, det må da være en fejl, en fortalelse, man lover da ikke at overtage døende patienters kæledyr, eller gør man?

Sygeplejersken 2012 nr. 11, s. 44

Af:

Eva Hoffmann, lektor, MKS

​ 

Vi er på modul 9, og emnet videokonfrontation er på skemaet, der er trykket på record, og scenen er sat til den næste studerende, som skal forsøge sig udi den ædle kunst at mestre den svære samtale. To studerende sidder over for hinanden, og den studerende, som på entusiastisk vis har indtaget patientrollen, bruger ikke mange sekunder på at leve sig ind i rollen som Gerda, der har brug for at tale med primærsygeplejersken om alle de spekulationer, hun har i forhold til sin kat Gustav. Gerda ved, at hun snart skal dø af en fremadskridende kræftsygdom, og hun er fyldt op af tanker om Gustavs fremtidige katteliv.

Videooptagerens triptæller har ikke snurret ret længe, før ”sygeplejersken” kommer på overarbejde og finder sig selv klemt op ad muren i en samtale, som mest af alt minder om en heftig tennisduel, hvor bolden (læs: ansvaret for kattens skæbne) konstant skifter banehalvdel.

Patienten har nemlig ikke sådan tænkt sig at godtage et hvilket som helst forslag fra den hårdt pressede sygeplejerske, og det tager derfor ikke mange minutter at få fejet velmenende løsningsforslag som kattehjem og hjælp fra familiemedlemmer af banen. Min blok er fyldt med notater, og jeg frydes over, hvor meget vi bagefter kan tale om, når den lille filmsekvens skal foldes ud og diskuteres.

Der er ingen tvivl, samtalen om katten Gustav er ”en svær samtale” for både den løsningsorienterede sygeplejerske og ikke mindst den afmægtige patient. Tempoet er hæsblæsende, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan sygeplejersken vil få rundet af, hvis ikke hun trækker et eller andet kommunikativt wildcard, der kan få gelejdet ansvaret for kattens skæbne tilbage til patienten.

Et nyt forslag kommer imidlertid på bordet, og straks bliver stemningen en anden: ”Jeg kan da bare overtage din kat.” Dette gensvar lukker straks munden på den lidt aggressive og pressede patient – og vups, samtalen kan afsluttes, og alle er glade. Sådan!

Faktisk er det ikke kun patienten, der mister mælet på dette tidspunkt, det gør den observerende sygeplejelærer også. Det var kattens, det må da være en fejl, en fortalelse, man lover da ikke at overtage døende patienters kæledyr, eller gør man? Den efterfølgende drøftelse med de studerende kommer selvsagt ikke kun til at handle om kommunikationens svære kunst, men også om personlige grænser for, hvad man kan gøre for patienten i mere eller mindre privat regi.

Kan man foretage indkøb (når man nu alligevel selv er i byen), kan man tage tøj med hjem og sy det (når nu man alligevel skal have sykassen frem)? Listen er lang, og jeg opdager hurtigt, at de studerende absolut ikke er enige om, hvilke ydelser og tjenester de mener, at det er o.k. at tilbyde.

Et er dog sikkert: Grænserne er absolut ikke så rigide, som jeg må erkende, at de er i mit hoved. Inden jeg tager luft ind til at gå ind i en længere udredning om, at de endelig må huske at passe på sig selv, ikke blive udbrændte før tid og bla bla bla, besinder jeg mig heldigvis og iklæder mig ”ja-hatten” og de mentale 3D-briller.

For hvad nu hvis sygeplejersken virkelig synes, det er o.k. at overtage patientens kat, sy hans tøj eller gå ærinder i byen for hende? Hvor står det, at det er forbudt, og hvem skal egentlig bestemme, hvor den grænse går?

Jeg vil jo bare passe på de studerende. Jeg ved, at den verden, de skal ud og bedrive sygepleje i, er hård og travl, og faren for udbrændthed lurer fra første dag i marken. Men hvem er det, der siger, at det er den ekstra kat, de ekstra ærinder, der skal løbes i byen og den ekstra skjorte i sybunken, der vælter læsset.

Hvem siger, at det ikke er omvendt, og at den personlige dimension netop er årsagen til, at det bliver ved med at være givende og værdifuldt at være sygeplejerske? Jeg har ikke svaret på det spørgsmål, og det er vel egentlig kun den enkelte, der kan bestemme, hvornår det er tid til at få en kat.

Blå bog

Eva Hoffmann er 39 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Siden 2008 som lektor. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.