5 faglige minutter: Fra en klinisk vejleders dagbog

Mine sygeplejestuderende er modstandskæmpere! De kæmper mod ukendt modstand og ydre faktorer, som påvirker deres kropslige og psykiske velbefindende. Sindstilstanden udtrykker de som “ ... det kan jeg ikke lige overskue,” og “det magter jeg bare ikke.” Nå, nå, tænker vejlederen, vi taler jo bare om, at du som aftalt skal udfylde din studieplan, søde ven, ikke bygge broer.

“Når jeg kommer hjem herindefra, er jeg bare helt færdig.” Nå, tænker vejlederen, du har så hverken mand, børn eller landbrug at passe, og du er allerede kørt i sænk, jamen velkommen til virkeligheden.

Har de unge ingen forældre, som kan fortælle dem, at udtryk som ikke at kunne magte, ikke at kunne overskue og at være helt færdig er upassende og undergravende for udviklingen af stærke børn og unge?

“ … Jeg er så nervøs for eksamen, og jeg tror, at det er derfor, at jeg har været syg i to dage, jeg kunne bare ikke komme på arbejde.”

Jamen, søde ven, tænker vejlederen så, du er da virkelig kandidat til at blive min næste kollega med det massive overskud, du udviser, når du møder modstand. Tynd mave er bestemt ikke rart, men kunne udtrykket “at tage sig sammen” dog ikke snart vinde indpas igen?

“Vi får altså at vide ude på skolen, at det er vigtigt, at vi lærer at sige fra.”

Ved du hvad, lille frøken, tænker vejlederen så, det er nu altså lige så vigtigt, at du lærer at vælge til, jeg har ikke brug for en kommende kollega, som ikke tør blive udfordret, som ikke vil lære nyt eller prøve nyt, eller som bare gerne vil have, at jeg gør arbejdet, fordi hun mener, at det er vigtigt, at hun siger fra.

En anden studerende tager simpelthen kaffen med ned, når hun skal ud at ryge, for det er da altid fornuftigt at signalere, at man i disse for vort land så svære tider med arbejdsløshed forlader afdelingen med smøger og kaffe oppe fra femte sal i den aftalte 10 minutters pause og dermed satser på, at andre tager klokken, mens man selv står og behovsopfylder.
Kommende kollegaemne, hmmm; er det unge menneske ganske ubekendt med, hvilke signaler hun sender? Interessant karriereplanlægning, tænker vejlederen.

En erhvervspraktikant går så langsomt ned ad trapperne, da vi er i kælderen for tredje gang (fordi hun kom for sent, fordi vi så skulle hente kitler ad to omgange, og sidst fordi hun havde glemt sine ringe i kitlen …), at jeg er nødt til at spørge, om hun har dårlige knæ? “Nej, jeg kan bare ikke følge med.”

Har du så overvejet at sætte tempoet op, du er 15 år? Du besøger et menneske, som er på arbejde, ikke en turistattraktion,” tænker vejlederen fortvivlet.

Mine nerver flænses over ungdomskulturens manglende modstandskraft og evne til at se sig selv i en større sammenhæng. Genindførelse af rask trav, krav og forventninger, transformation af forkælelsesord til karakterord, tilvalg i stedet for fravalg, nye fag på skemaet, tak. En vejleders mismod opvejes dog af de sygeplejestuderendes mod til at sige deres mening og være kritiske over for gængs praksis, hvilket i sig selv er en ganske udviklende praksis for den kliniske vejleder.

Sygeplejestuderende til vejleder: “Hvorfor kalder I hendes ben for en stump, det er da ikke en måde at omtale et amputeret ben på til et menneske i krise.” Så, så, tænker vejlederen, nu ikke komme for godt i gang, unge dame, det har altid heddet en stump! Men ved nærmere eftertanke er det måske en berettiget kritik af vejlederens begrebsapparat og sprog. Måske modstand, mismod og mod, alle er sunde sindstilstande, som den studerende og hendes vejleder må gennemgå sammen og hver for sig i den daglige sygeplejepraksis. 

Anne Elisabeth Flensted er 41 år. Hun har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende og blev uddannet i 2008 på Sygeplejeskolen i Esbjerg. I 2010 blev hun cand.cur. og har siden 2010 fungeret som klinisk vejleder på ortopædkirurgisk afdeling, SVS Esbjerg.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.