Den professionelle omsorg i centrum

Den professionelle omsorg, som har været en ledetråd i professor Charlotte Delmars forskning hidtil, bliver fortsat et kerneområde i hendes professorat. Det fremgik af hendes tiltrædelsesforelæsning foran ca. 250 tilhørere i Auditorium A på Aarhus Universitetshospital, Skejby, i begyndelsen af november.

Hun indledte sin forelæsning med at fastslå, at det er sværere, end man tror, og at omsorg derfor kan vige for omsorgssvigt. Derfor er det nødvendigt at bruge ressourcer på forskning i professionel omsorg.

”Vi tager ikke altid vare på dem, vi skal tage vare på. Vi kan komme til at indskrænke patientens handlerum, ja sågar påvirke værdigheden på en sådan måde, at restituerende muligheder udebliver, og handlingslammelse opstår hos den syge,” fastslog hun.

Afmægtighed i relationer

Charlotte Delmar påpegede, at ”omsorgssvigt er svigt opstået i relationer og interaktioner, hvor patient og/eller pårørende påvirkes på en sådan måde, at patienten på den ene eller anden måde kan opleve afmægtighed og mangel på handlekraft. Livsmodet sættes over styr, og for patienten og dennes pårørende og sociale netværk griber det ind i muligheden for at forsone sig med den livssituation, som en sygdoms indgriben har skabt.”

Hun oplistede tre overordnede former for omsorgssvigt, nemlig formynderi, omklamring og en laden patienten i stikken. Alle tre former for omsorgssvigt har at gøre med ansvarsfordelingen mellem den sundhedsprofessionelle og patient/pårørende.
Charlotte Delmar har gennem sin mangeårige forskning fundet evidens for, at alle tre nævnte former for omsorgssvigt findes i sundhedssystemet, og hun har set det som en opgave at dokumentere dette.

”I starten af min forskerkarriere blev jeg spurgt, hvorfor jeg tog udgangspunkt i det dårlige. Hertil svarede jeg, at for at bevare og til stadighed udvikle en god, klog og rigtig sygepleje så skal man som faggruppe turde stille op, se på sig selv og granske i, når det går galt. Netop med det som udgangspunkt har man en baseline for forbedringer og udvikling, for udøvelse af professionel omsorg er svært! Derfor er der mange og gode grunde til at gå videnskabeligt om bord i omsorgen,” mente hun.

Indholdet af relationen

Gennem konkrete empiriske undersøgelser af patienters behov, sygdoms- og lidelsessituation fornemmede Charlotte Delmar, at der manglede noget sygeplejefaglig viden. Det var, som om at behovene ikke var nok at tænke med og handle i forhold til.

”Når vi siger, at patientens behov kommer først, ved vi så, hvad behov er for en størrelse? Er det alle behovene, der skal først? Hvilke prioriteres og hvorfor?”

Det påbød hende en søgen efter ikke alene relationelle fænomener, men også i forhold til fænomener knyttet til patientens egen lidelsessituation såsom håb, tvivl, livsmod, dødsangst. Det førte til en argumenteret udlægning af, at der faktisk er en distinktion og væsensforskel mellem behov og livsfænomener, hvilket Charlotte Delmar gennem 10 år har skrevet på og udbygget – og ingenlunde er færdig med. Nogle vil kalde den form for forskning for humanistisk grundforskning.

Kommunikation og etik essentielt

Charlotte Delmar forklarede – med henvisning til en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut DSI/Sidsel Vinge – at fremtidens plejeopgaver vil skabe et øget behov for kommunikative og relationelle kompetencer hos sundhedspersonalet.

”Acceleration af forløb, nye sundhedsteknologiske løsninger, stigende brug af sociale medier, højere patientforventninger og konvertering fra stationær til ambulant virksomhed medvirker til at skabe det behov,” vurderede hun og tilføjede:

”Ydermere skaber social ulighed i helbredelseseffekt og i de faktorer, som påvirker et sygdomsforløb, et behov for differentieret kommunikation målrettet flere bestemte grupper. Differentieret kommunikation er et af virkemidlerne til at give alle patienter og pårørende mulighed for at håndtere sundhedsfaglig information og skabe sammenhæng i eget sygdomsforløb.”

Charlotte Delmar blev den 1. september ansat som professor i klinisk sygeplejevidenskab;  en delt stilling mellem Aarhus Universitet, Sektin for Sygepleje, Institut for Folkesundhed og Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk Medicin.