Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den rigtige måde at være mor på

Amning, leg, ro og hygge er med til at definere den rigtige måde at være mor på. Viden om sundhed er en stor del af mødres identitet, og gennem vejledning er de sundhedsprofessionelle medvirkende til at underbygge denne identitetsskabelse. Resultatet er, at mødrene tager patent på børns sundhed, mens fædrene skubbes ud på sidelinjen. Det viser fokusgruppeinterview i to mødregrupper. Artiklen er baseret på forfatternes kandidatspeciale.

Sygeplejersken 2012 nr. 13, s. 73-76

Af:

Rikke Lindholm Lunøe, cand.pæd. i pædagogisk antropologi

Børns sundhed har stor betydning for forældre i dag, og mødre måler kvaliteten af deres moderskabspraksis op imod kompetencen til at varetage deres børns sundhed. Den erfaring har vi som mødre til henholdsvis to og tre børn også gjort os. Gennem medier, bøger, information og retningslinjer får vi oplyst, hvordan vi kan leve op til vores ansvar som forældre og på bedste vis skabe de sundeste betingelser for, at vores børn kan udvikle sig til at blive fysisk, psykisk og socialt sunde børn. Et ansvar, som dog i praksis primært ligger hos moderen og viser sig som en tidskrævende praksis.

Både privat, som mødre og gennem uddannelsen til sygeplejersker har vi begge haft kontakt til det sundhedspædagogiske felt og mødregrupper, hvilket har været med til at vække vores nysgerrighed i forhold til at undersøge, hvilken rolle sundhed spiller i identifikationen af moderskab i dag. Vi ser også et stort forbrugermarked, bl.a. i form af forskellige typer bøger, hjemmesider og reklamer, hvor sundhed knyttes sammen med forskellige moderskabspraksisser.

Et eksempel er ernæringseksperten Rikke Nielsens håndbog ”Venindeguide til mor-skab”, som vi inddrager som empiri i specialets analyse (Nielsen: 2011). Dette har været med til at fastholde vores nysgerrighed for koblingen mellem moderskab og sundhed.

Kvinder ansvarlige for barnets sundhed

I vores kandidatspeciale: ”Sundhed som del af moderskabets sociale identitet” valgte vi derfor at undersøge, hvordan sundhed i dag kobles med mødres identifikation af moderskab (1). Et element i vores hypotese er, at sundhedsvæsenet og sundhedsfremme er med til at fastholde kvinden som primær varetager af barnets sundhed, bl.a. ud fra diskurser om amning og udviklingspsykologi. Inden for disse diskurser kædes naturlighed som noget biologisk deterministisk sammen med sundhed og skaber det, vi kalder det ”sunde naturlige moderskab”.

Det sunde naturlige moderskab er identitetsdannende og forhandles og konstrueres i fællesskaber, f.eks. i mødregrupper, bl.a. ved at videreføre forskellige sundhedsopfattelser. Det naturligt sunde moderskab bliver en slags kvalitetsstempel, som demonstreres i fællesskabet. Vi ønsker med artiklen at sætte fokus på, hvordan sundhedsdiskurser og sundhedspædagogisk formidling er med til at fastholde en selvfølgelighed om, at mødre har det primære ansvar for barnets sundhed.

Vi oplever, at mødrene forsøger at efterleve alle sundhedsforskrifterne i forhold til barnet, hvorfor moderskab bliver et ekstremt tidskrævende projekt. I specialet skriver vi os også ind i en køns- og arbejdsmarkedspolitisk diskussion.

Sundhed er en stor del af mødres identitet

Etnolog Henriette Buus beskriver i sin bog om sundhedsplejerskeinstitutionens dannelse, hvordan det i mellem- og efterkrigstiden var statens ønske med sundhedsplejerskeinstitutionen at uddanne mødre til den af staten definerede rigtige moderskabspraktik (2). I dag er der også tilbud om råd og vejledning i forhold til praktikken omkring det lille barn. Har den sundhedspædagogiske vejledning også i dag en særlig agenda, som er med til at forme en bestemt forestilling om det rigtige moderskab?

I forbindelse med vores speciale gennemførte vi fokusgruppeinterview i to mødregrupper (se boks 1 side xx). Her peger mødrene gentagne gange på, hvordan bestemte statslige sundhedspædagogiske strategier om bl.a. amning, den rette kost og konstant nærhed med barnet er med til at definere en sund moderskabspraksis.

Mødrene forsøger på detaljeret vis at følge anbefalingerne og vise, at de kender til de korrekte sundhedsanvisninger, og de nævner selvfølgelig ting som amning, leg, hygge og kost..

Mødrene i vores interview måler kvaliteten af deres moderskab op imod, hvor godt de evner at inddrage sådanne elementer i børnenes hverdag, f.eks. ved at skabe kvalitetstid og ro.

“Tilstedetid” kalder en af mødrene dette krav om konstant opmærksomhed og tilgængelighed. Hun siger:

” … jeg vil være 100 pct. i det her, og jeg gider ikke tænke på andet end det her, for når hun er vågen og vil have min opmærksomhed, så gider jeg ikke have tre mails, der ligger og venter derovre, som jeg også lige skal have svaret på.”

På samme måde kan man i Sundhedsstyrelsens pjece ”Sunde børn” læse: ”Barnet har brug for, at du giver dig tid til at være sammen med det. Det er vigtigt, at I er meget sammen, og at I har det godt med hinanden, når I er sammen. Gør dig umage, når du er sammen med barnet [...]. Barnet har brug for din fulde opmærksomhed, uden at du skal lave alt muligt samtidig. Barnet udvikler sig af at være værdsat, elsket og set. Et overset barn bliver usikkert, og barnet vil hele tiden prøve at gøre opmærksom på sin eksistens ved at gøre ting, det ikke må, eller råbe og græde” (3).

En anden mor taler om vigtigheden af at være fuldt opmærksom på børnene:

”(...) Når pigerne er hjemme fra børnehave, typisk fra fire til syv-otte stykker, der har vi kvalitetstid, og det er, hvor man ikke behøver at arbejde.”

For mødrene gælder det 100 pct. opmærksomhed, og der står jo også i pjecen, at det er den ”fulde opmærksomhed”. Pjecen beskriver intet alternativ: Det er enten “fuld opmærksomhed” eller “et overset barn”. Gennem vores interview oplevede vi flere eksempler på, hvor bogstaveligt den sundhedspædagogiske vejledning tages, og hvordan den skriftlige vejledning ikke efterlader tolkningsmuligheder.

Det optimale måltid

Skal barnet kunne udvikle sit fulde potentiale, må forældrene stimulere både barnets fysiske, psykiske og sociale sider. Hvordan det gøres og hvorfor, beskrives grundigt i materiale udleveret fra sundhedsplejersken.

Mad er et godt eksempel, og både smag, konsistens og ernæringssammensætning overvejes nøje. Ved at stimulere barnets smagssans forebygger man kræsenhed. Ved at variere konsistens og struktur i maden stimulerer man barnets tyggemotorik, og dermed understøtter man barnets taleudvikling. Ved at variere ernæringssammensætningen ved hvert måltid sikrer man, at barnet får dækket sit behov for vitaminer og mineraler (3).

Tilberedning af grød er et eksempel på de mange refleksioner omkring sundhed, som vi ser i mødregruppen. Her diskuterer mødrene deres egne evner til at varetage barnets udvikling af smagssans og tyggemotorik.

Diskussionen viser, hvordan mødrene fremstiller sig selv som bedre garanter for barnets sunde udvikling end fædrene, som ifølge mødrene ikke er i stand til at varetage disse praktiske områder, fordi de ikke mener, mødrene reflekterer over barnets udvikling på samme måde som mødrene.

En af mødrene siger: ”Jeg tænker sådan på nogle praktiske ting som at få mad og sådan. Altså der er det jo mig, der sætter mig ind i det, det ved Mads da ikke noget om, og så stoler han på det, jeg siger, og så kan man sige; jamen, det er også mig, der er på barsel, så det er mig, der har tid til den slags. Men jeg er ikke sikker på, at han ville gøre det, han ville mere bare sådan gøre det, tænke sådan nåh …[...] så kan hun da godt få majsgrød, til hun er et år eller ... uden sådan at tænke nærmere over det, tror jeg.”

Da faderen ifølge moderen kunne finde på at ernære barnet med majsgrød til etårsalderen, reflekterer han i moderens optik ikke tilstrækkeligt over konsekvenserne ved, at tyggemotorikken og smagssansen bliver stimuleret. Med dette argument fremviser hun viden om den korrekte praksis og fastholder sin rolle som mor og primær forælder i forhold til faderen.

Men de krav, der stilles til den korrekte moderskabspraksis, bringer også usikkerhed og frustration med sig. Et par mødre taler om, at det er godt, at børnene skal i institution, fordi det faktisk kan være ret anstrengende at være sammen med sine børn og ”være ansvarlig for udvikling og leg”.

Kompetente børn har kompetente mødre

Børn i dag betragtes som kompetente og ligeværdige mennesker og ikke ufuldstændige voksne. I forståelsen af det kompetente barn ligger forestillingen om, at barnet har et medfødt iboende potentiale, som fra fødslen skal støttes og fremmes via den rette stimulation. En forståelse, vi finder central i sundhedspædagogisk formidling, som henter sit teoretiske fundament i udviklingspsykologien. I bl.a. John Bowlbys tilknytningsteorier og Daniel Sterns moderskabskonstellation tilskrives mødrene rollen som primær ansvarsperson.

Mødrene tager ansvaret for at tilrettelægge barnets tilværelse sådan, at barnet får mulighed for at udnytte sit potentiale optimalt og blive et sundt menneske med mange kompetencer og muligheder.

En sådan tilrettelæggelse kræver en helt bestemt praksis, hvor barnets fysiske, psykiske og sociale udviklingsmuligheder medtænkes i familiens daglige hverdagsliv, eller som en af mødrene kalder det: ”En bestemt metodisk tilgang til ”projekt” barn”, hvor man skal gøre det rigtige.

Det kompetente, nyfødte barn kommunikerer med sine omgivelser fra første øjeblik. Mødrene i mødregruppen taler om konstant ”at følge barnet” og være mor ”på barnets præmisser.” Det gælder om hele tiden at være opmærksom på, hvad barnet kommunikerer til dem, og konstant forsøge at imødekomme eller fornemme for at svare barnet så hurtigt som muligt. Ifølge teorien om det kompetente barn kan barnet på den måde bevare sin tillid til verden og egne kompetencer og dermed mulighed for god sund udvikling (4).

En af mødrene reflekterer over, om denne tilgang, hvor man som mor konstant skal være nærværende, er en forventning til moderskabet, som kommer fra sundhedssystemet: ” … I dag er det meget mere, nu skal der gang i amningen, og du skal have dit barn hos dig, og du skal ville have det hos dig hele tiden … hvis du ikke har dit barn hos dig hele tiden, og hvis du ikke ammer hver 2. time, så kommer vi (sundhedspersonalet) styrtende med brystpumpen.”

Sundhedsmissionen er lykkedes

Det ser ud til, at moderskabsdannelse som følge af de sundhedspædagogiske tiltag, der knytter sig til moderskab, er lykkedes. Men bagsiden af medaljen er, at denne dannelse kan opleves som et stramtmasket net, der giver ansvaret til mor og sætter far ud på sidesporet i en tid, hvor politiske kræfter i stigende grad søger at inddrage faderen i barslen.

Som eksemplerne viser, har mødrene helt styr på barnets sundhed, og de kvalitetsstempler ligefrem deres egen moderskabspraksis op imod omgivelsernes anbefalinger om sundhed for deres børn.

Den mission om uddannelse af mødre, som Henriette Buus beskriver, trækker altså tråde til i dag, hvor en sund moderskabspraksis synes helt inkorporeret i kvinderne fra mødregruppen samtidig med, at idéen om det sunde moderskab viser sig i litteratur og reklamer.

I modsætning til mellem- og efterkrigstiden fremstår denne moderskabsdannelse imidlertid ikke længere som en direkte samfundsforpligtelse henvendt til mødrene som en kollektiv gruppe, dvs. husmødrene. I dag forventes et individuelt ansvar og kontrol i forhold til at fremme sundhed ikke kun i forhold til sig selv, men også i forhold til børnene.

Ansvaret for udfaldet er dit eget, som en af mødrene siger: ” … Jeg tror bare, at vi er blevet sådan meget mere bevidste, det gælder også på andre områder. Så er man bevidst om, om man skal det ene, eller om man har et ønske om noget andet, hvor der måske tidligere har været, hvor børnene … livet var bare … nu er alle muligheder jo åbne, man skal bare tage alle de muligheder, der er, så det er også din egen skyld, hvis der ikke sker noget, så du må bare sørge for, at der sker noget, på alle områder …

Trine Schifter Larsen arbejder som projektmedarbejder hos Copenhagen Kids.

Rikke Lindholm Lunøe er ansat som adjunkt på Sygeplejerskeuddannelsen UCC Nord.

Litteratur

  1. Larsen T, Lunøe RL. Sundhed som del af moderskabets sociale identitet. København: Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet; 2012. > www bibliotek.au.dk/ Rikke Lindholm Lunøe. Besøgt d. 30.10.12.
  2. Buus H. Sundhedsplejerske-institutionens dannelse – en kulturteoretisk og kulturhistorisk analyse af velfærdsstatens embedsværk.  København: Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet; 2001.
  3. Sundhedsstyrelsen. Mad til spædbørn og småbørn – fra skemad til familiemad. Sundhedsstyrelsen; 2010
  4. Munch H. Modermælk – den første mad, I: Holm L., red. Mad, mennesker og måltider – samfundsvidenskabelige perspektiver. København: Munksgaard; 2008.
English abstract

Larsen TS, Lunøe RL. The right way to be a mother. Sygeplejersken 2012;(13):73-6.
 
The article points out how the focus on health is apparent in two mothers’ groups (Danish: “mødregruppe”) and how this helps form the women’s conception of “the right way of being a mother”. The authors have conducted focus group interviews in the mothers’ groups, and the article is based on the authors’ thesis on the subject.
The content of the Danish National Board of Health’s publications was recognizable in the mothers’ discussions and actions, although the authors also found this focus on health in books and advertisements. Both groups of mothers associated attending to the child’s health as the mother’s role, with the fathers thereby being placed a little to one side.

Keywords: Motherhood, health, daily life, health pedagogy.