Dilemma: Falske forhåbninger

Illustration: Pia Olsen

Hjemmesygeplejersken Lone er på besøg hos et yngre par med to små børn på tre og fem år.

Moderen på 33 år er lige kommet hjem efter 14 dages indlæggelse pga. kræft i maven, der har bredt sig. Parret har fået at vide, at der ikke er flere behandlingstilbud, og at de skal få det bedste ud af den sidste tid.

Lone spørger, hvilke tanker parret har. Manden udtrykker håb om, at hustruen vil få det bedre og måske blive rask, kvinden ser på sin mand og siger stille, at det er dumt at gøre sig falske forhåbninger.

Manden bliver vred og vender sig mod Lone og siger: Hvad skal jeg dog gøre, når hun ikke en gang vil tro på det?

Hvad skal Lone gøre?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Det etiske dilemma må bestå i, om det er moderens perspektiv, der skal forfølges, eller ægtefællens ønske og håb.

Udgangspunktet for den etiske refleksion må i første omgang være moderen og hendes ønsker, men kunne man forsøge at få de to perspektiver til at mødes?

Ifølge ph.d.-afhandlingen fra 2007 af sygeplejerske Karen Marie Dalgaard ”At leve med uhelbredelig sygdom”, der omhandler terminale patienters sidste tid, fortsætter disse patienter med at leve hver dag til det sidste. Jeg tolker det sådan, at terminale patienter ikke lægger sig til at dø, men har planer for hver dag, de vågner op til. Kunne man med den baggrund foreslå ægteparret, at de lægger planer for hver enkelt dag med henblik på at få det bedste ud af dagen? På den måde kan ægteparrets perspektiver måske mødes, uden at planerne hverken bliver urealistiske eller modsat, uden håb. Måske kunne der i dette rum blive plads til andre samtaler, som de forskellige forventninger udtrykker et behov for?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Ser man nærmere på historien, er der ikke et dilemma. Lone har kun ét valg. Det er nænsomt og nærværende at lytte til to ulykkelige mennesker og støtte dem i at få talt med hinanden om situationen. Omsorgfuld kommunikation, hvor empati, lytten og anerkendelse er hovedingredienser. Håb og realisme er til stede hos manden. Håbet om at blive rask er urealistisk, men håbet om, at hans hustru vil få det bedre, må anerkendes og støttes. Det er vigtigt, at begge får mulighed for at verbalisere deres håb og ønsker, men også deres bekymringer og frygt. Og at Lone hjælper dem til at lytte til hinanden og tage den anden alvorligt. Der skal tid til at erkende en så barsk virkelighed, som der her er tale om, og det er ikke usædvanligt, at den syge når til denne erkendelse før den pårørende. Ro og tid skal der til. Lone må tilbyde sig som samtalepartner i tiden fremover, hvor der skal holdes fast i de realistiske håb. Der må være samtaler om, hvordan livet kan leves værdigt og intenst med døden i vente. Efterhånden må der også tales om mange andre emner, såsom børnene og deres fremtid og om diverse palliative tilbud i form af hospice eller palliative team.

Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist, Diakonissestiftelsens Hospice, Frederiksberg, medlem af Sygeplejeetisk Raad.