Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejestuderende skal lære at tænke innovativt

Hvert år får mange sygeplejersker idéer til hjælpemidler og metoder, der kan forbedre patientplejen. Men kun få bliver til virkelighed, og det forsøger bl.a. Sygeplejerskeuddannelsen i Horsens at ændre ved hjælp af et tværfagligt undervisningsforløb.

Sygeplejersken 2013 nr. 11, s. 12

Af:

Christina Sommer, journalist

Læs som PDF - gå til side 12

En badekabine er ikke bare en badekabine. Det kommer nemlig helt an på, hvem der anskuer den, fortæller adjunkt og studievejleder ved Sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College i Horsens, Annette Worm Nielsen.

I forbindelse med et tværfagligt pilotprojekt på modul 5 i august 2012 fik de sygeplejestuderende sammen med en gruppe ingeniørstuderende netop til opgave at nærstudere Horsens Kommunes nyindkøbte badekabine – den første af sin slags i Danmark. Og de to hold studerende bemærkede vidt forskellige ting, fortæller Annette Worm Nielsen.

”Mens de sygeplejestuderende først og fremmest lagde mærke til, hvor personalet var – at man f.eks. stod bag patienten og skulle læne sig indover vedkommende for at kunne hjælpe, kiggede de ingeniørstuderende mere på maskinen, dens højde, og hvordan patienten lå. Og jeg er sikker på, at de studerende sagtens kunne have videreudviklet en endnu bedre baderobot i fællesskab, hvis der havde været tid til det,” siger Annette Worm Nielsen.

Tænk innovativt

Pilotprojektet i 2012 var en forløber for det tre uger lange tværfaglige undervisningsforløb, som bliver skudt i gang på VIA University College i Horsens i uge 40. Over 500 studerende på tværs af 22 uddannelser skal deltage, deriblandt de 30 sygeplejestuderende fra Horsens som p.t. er i gang med modul 5.

Forløbet skal styrke de studerendes evner til at tænke innovativt på deres fags vegne. Og at det skal foregå tværfagligt, er helt bevidst og essentielt for at styrke de kommende sygeplejerskers evne til i sidste ende måske at springe ud som iværksættere med deres egen gode idé, fortæller Annette Worm Nielsen.

”Der er meget teknik i sygeplejen, og derudover arbejder vi ofte sammen med andre professioner, når vi udfører sygepleje, f.eks. lægen, der ordinerer, en fysioterapeut, der genoptræner, eller ingeniøren, der udvikler en robot. Så vi er nødt til at kunne samarbejde tværfagligt, og med kursusforløbet ønsker vi at give vores studerende en idé om, hvor og hvordan de kan få afprøvet en forretningsidé, og ikke mindst hvordan de kan få den ført ud i livet,” fortæller Annette Worm Nielsen.

Bæredygtighed og sundhedsfremme

Sygeplejerskeuddannelsen i Horsens blev oprettet i 2011 og har bl.a. som formål at fokusere på sundhedsteknologi og innovation i både undervisning og klinikperioder. I det konkrete undervisningsforløb bliver de hundredvis af studerende inddelt i tværfaglige grupper med otte i hver. Hver gruppe skal så arbejde med en af mange udfordringer, som Horsens Kommune har formuleret under hatten ”bæredygtighed og sundhedsfremme”.

”Grupperne må selv bestemme, hvilke områder de vil arbejde med, og under forløbet vil de bl.a. blive introduceret til forskellige forretningsmodeller og socialt entreprenørskab, og vores studentervæksthus er selvfølgelig også inde over forløbet,” fortæller Annette Worm Nielsen.

Da VIA University College Horsens har mange udenlandske studerende, foregår undervisningsforløbet både på dansk og engelsk, hvilket kan være en udfordring i sig selv.

”Men det er et grundvilkår, og når først de studerende er i gang, synes mange, at det er sjovt at få prøvet deres sprog af og lære nogle fagtermer på engelsk,” siger Annette Worm Nielsen.

Gavner patienter og personale

Undervisningsforløbet modtages positivt af Lars Stigel, som er formand for foreningen Forskerparker og Innovationsmiljøer i Danmark. Han er desuden direktør for Østjysk Innovation, der før sommerferien investerede penge i en idé, som en sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital havde fået til at forsegle de kunstige huller i halsen, patienter, der er tilkoblet respirator igennem længere tid, ofte får.   

”Jeg er enig i, at sygeplejersker skal klædes bedre på til at tænke innovativt, gerne tværfagligt: Hvad er det for nogle udfordringer, vi har, og hvordan kan vi løse dem? Målet er jo ikke, at alle sygeplejersker skal springe ud som iværksættere, men jeg er overbevist om, at de i kraft af deres arbejdsopgaver og daglige kontakt med patienter og borgere kan generere mange gode idéer til forbedringer og produkter, som kan gavne både patienter, personalet og sundhedsvæsenet generelt,” siger Lars Stigel.