Kolleger underviser hinanden i kommunikation

Kommunikative kompetencer har høj værdi hos sygeplejerskerne, viser de foreløbige erfaringer i et omfattende treårigt program, der skal styrke kommunikationen på de fire sygehuse i Sygehus Lillebælt.

Her midtvejs er tilbagemeldingerne, at det er et brugbart redskab, som man er fælles om i afdelingen. Vi ser, at sygeplejerskerne ønsker at blive bedre til at kommunikere og dele deres viden med egen faggruppe,” siger forskningsleder i den enhed, der styrer projektet, cand.scient.san. og ph.d., Jette Ammentorp.

Udgangspunktet for ønsket om at forbedre kommunikationen er forskellige studier, der dokumenterer, at de fleste patientklager bunder i oplevelsen af dårlig kommunikation. Anden forskning viser, at når personalet er lydhøre, kan man nedsætte stress hos patienten. Det kan betyde, at patienten bliver bedre til at følge behandlingen.

Samtidig viste evalueringer fra forløb på to afdelinger på Kolding Sygehus, at efter personalet havde deltaget i et kommunikationskursus, kunne det aflæses i såvel øget patienttilfredshed som i personalets egen oplevelse af, at de fik styrket deres evne til at håndtere de kommunikative opgaver i forhold til patienter og kolleger. 
 

Et fælles projekt

Programmet er baseret på, at udvalgte sygeplejersker får et intensivt kursus i kommunikation og derefter underviser kollegerne på afdelingen. Først er sygeplejerskerne tre dage på kommunikationskursus efterfulgt af fem dage på underviserkursus. De skal også have prøvet at undervise under supervision. Det er stort set ens forløb, men med mulighed for at vælge moduler, der er tilpasset de enkelte afdelingers særlige behov. 

”Erfaringerne viser, at det opleves mere nærværende, når det er forankret lokalt, så man kan tage udgangspunkt i kendte situationer og konkrete cases.

Underviserne bliver programmets ambassadører i dagligdagen på afdelingen,” siger hun.

At være god til at kommunikere er afgørende for, at personalet forstår patientens problem og perspektiv og dermed en forudsætning for at kunne hjælpe. Den opgave bliver ikke nemmere af, at kontakten med patienterne bliver kortere som følge af, at indlæggelser bliver mere komprimerede. Det kræver meget information på kort tid, hvor sygeplejerskerne skal formå at formidle, hvad patienten skal kunne selv, og hvad de kan forvente i et helt forløb, forklarer Jette Ammentorp. 

”Lykkes det ikke, kan det betyde, at patienterne bliver frustrerede. Dermed svækkes deres mulighed for at medvirke aktivt i behandlingen. I dag er der meget større krav til patienterne, bl.a. fordi mange behandlingstiltag kræver livsstilsændringer. Det forudsætter en god dialog, hvor sygeplejersken formår at inddrage patienter og pårørende og formår at synliggøre, at behandlingen er et fælles projekt.

Patienterne reagerer ofte meget forskelligt på sygdom. Nogle kan være vrede, andre angste. Det kræver, at man kan kommunikere på forskellig vis og ikke bare lire en remse af.”

Kommunikation er langtfra eneste indsatsområde, og mange dagsordener kæmper om personalets tid og opmærksomhed. Jette Ammentorp har da også hørt et dybt suk af og til. Skal programmet blive vellykket, er flere forhold af stor betydning. Personalet skal mærke ledelsens opbakning, og den enkelte skal kunne se nytten og værdien i det.

Hun siger: ”Det er tidskrævende, så personalet skal opleve, at det er en enestående mulighed for at få styrket deres kommunikative kompetencer og ikke blot endnu et tiltag, der bliver pålagt oppefra. Ellers er de ikke motiverede. Men det er en barriere, hvis man ikke tror på, at bedre kommunikation har en positiv effekt.”