Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Samarbejde med medikovirksomheder skal registreres

Sygeplejersken 2014 nr. 12, s. 49

Af:

Kristian Fristed Eskildsen, journalist

Den 1. november træder en ny lov i kraft, der betyder, at navne på sundhedspersoner, der samarbejder med lægemiddel- og medikoindustrien skal registreres. Formålet er at øge åbenheden om sundhedspersoners tilknytning til industrien.

Som sygeplejerske skal man anmelde eller ansøge Sundhedsstyrelsen om tilladelse, hvis man samarbejder med en medikovirksomhed. Det gælder både fremtidig tilknytning og samarbejder, der allerede er i gang. Det gælder også sygeplejestuderende.

Samarbejde med lægemiddelvirksomheder skal læger, apotekere og tandlæger desuden registrere, men det skal sygeplejersker ikke. Oplysningerne registreres og offentliggøres på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
 

Støtte skal anmeldes

Der er flere måder at samarbejde med medikoindustrien på. Det kan være undervisning, forskning, rådgivning, tillidsposter, ejerskab eller besiddelse af værdipapirer i en medikovirksomhed.

En anden del af loven betyder, at man skal anmelde, hvis man får støtte fra medicinalindustrien til at deltage i en konference eller lignende i udlandet. Foregår det derimod i Danmark, skal det ikke anmeldes.

Nogle typer samarbejde skal blot anmeldes, inden de påbegyndes, mens andre kræver ansøgning om forudgående tilladelse, inden de må starte.