Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Pårørende ønsker at være til stede ved traumemodtagelsen

Pårørende ønsker at være til stede ved traumemodtagelsen af deres kære, viser en mindre undersøgelse foretaget på en traumemodtagelse. Selv om udfaldet måske ender med patientens død, oplever de pårørende, at de bedre kan håndtere dette, når de har overværet behandlingen. En erfaren sygeplejerske har til opgave at støtte og informere de pårørende gennem forløbet og eventuelt følge op på det.

Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 68-73

Af:

Margrethe Lomholt, SD, klinisk afdelingsygeplejerske,

Alice Slot, SD, klinisk afdelingsygeplejerske

Resumé

Lomholt M, Slot A. Pårørendes oplevelse af at være til stede ved traumemodtagelsen. Sygeplejersken 2015;(10):68-73.

Pårørendes tilstedeværelse på traumestuen, hvor patienten modtages og behandles, bør være et tilbud til de pårørende.
På baggrund af litteraturgennemgang samt interview med pårørende konkluderes det, at medinddragelse af pårørende på traumestuen under patientbehandlingen har flere fordele. At give pårørende mulighed for at se, røre og eventuelt tale med patienten resulterer i, at den tilskadekomne føler sig mere rolig, og de pårørende kan forholde sig til virkeligheden. Dette betyder, at det mentale kaos minimeres, og en naturlig bearbejdning af situationen kan begynde.
Det konkluderes ligeledes, at det har stor betydning at blive modtaget af en sygeplejerske, og at de pårørende oplever nærhed og omsorg. En opfølgende telefonsamtale med samme sygeplejerske opleves meningsfuld for de pårørende.
Der er kun gennemført ganske få kvantitative og kvalitative studier om pårørendes tilstedeværelse på traumestuen og telefonopfølgningens betydning. Derfor er der behov for mere forskning på området for derved at skabe evidens for, hvordan sygeplejen bedst varetages til pårørende på traumestuen og i efterforløbet ud fra patientens og de pårørendes behov.

Nøgleord: Pårørende, traumestue, telefonopfølgning, medinddragelse, omsorg. 

De senere år har der i særlig grad været fokus på pårørendes tilstedeværelse ved modtagelse og behandling af svært tilskadekomne patienter i Rigshospitalets TraumeCenter.

Der findes ganske få danske publicerede studier om pårørendes oplevelser på en traumestue ved modtagelsen af patienten. Derfor er det interessant at få afklaret, hvilke oplevelser pårørende har, når de er til stede under behandlingen af patienten. På Rigshospitalet er ”traumesygeplejerske 3” den sygeplejerske, som modtager eller sikrer kontakten til pårørende og formidler information mellem de pårørende og teamlederen.

Som traumesygeplejerske 3 er en af de vigtigste sygeplejehandlinger at udvise omsorg over for de pårørende samt sikre medinddragelse af patienten, når dette er muligt. På baggrund af patientens ønsker og den konkrete situation vurderer traumesygeplejerske 3 i samarbejde med teamlederen, hvorvidt den pårørende kan tilbydes at være med på traumestuen. 

Traumesygeplejerske 3 vil være på traumestuen sammen med de pårørende og er ansvarlig for, at der gives information undervejs i forløbet. Denne artikel beskriver resultaterne af en undersøgelse af pårørendes oplevelser fra traumestuen under den initiale modtagelse og behandling af patienten. Indsigten i oplevelserne kan være med til at synliggøre patienternes og de pårørendes behov og derved danne baggrund for videreudvikling af sygeplejen. 
 

Metode

 Der blev foretaget en litteraturgennemgang samt interviewet tre pårørende, som havde været til stede på traumestuen. Efterfølgende blev yderligere 10 pårørende, som havde mistet en nærtstående, telefoninterviewet om deres oplevelser. Mht. litteratursøgning se tabel 1.

 

sy_2015_10_fag_traumer

Litteraturgennemgangen blev suppleret med kvalitative forskningsinterview (1). Denne type interview er velegnede til at indhente beskrivelser af de interviewedes livsverden. Beskrivelserne blev anvendt til en fortolkning af betydningen af at være til stede på traumestuen sammen med sin pårørende.
 

Etiske overvejelser

Deltagere gav informeret samtykke på basis af skriftlig og mundtlig information. Interviewene blev behandlet fuldt fortroligt. Der findes ikke personfølsomme data i projektet, og dermed er der ikke behov for anmeldelse til Datatilsynet. De sygeplejeetiske retningslinjer om god etisk praksis følges ved at ”vise respekt for og yde omsorg for pårørende” (2). 

 

Præsentation af resultaterne fra interview

Fortolkning og analyse af de pårørendes udsagn resulterede i følgende fire temaer:

  • Forventninger, fantasi kontra virkelighed
  • Sygeplejerskens rolle
  • Information
  • Tilstedeværelse af pårørende på traumestuen.

Temaerne blev analyseret og diskuteret med teori på området. Citater fra interviewene er skrevet med kursiv og danner belæg for temaerne.
 

Forventninger, fantasi kontra virkelighed

Det at være med på stuen betyder, at kaos blev til en mere tålelig tilstand for den pårørende.

”Man har jo ofte en idé om, at det er sådan meget kaotisk, men virkeligheden er jo noget andet. Jeg følte mig faktisk rolig ved at være på stuen.”

Det viste sig, at det ikke var så slemt, som den pårørende havde forestillet sig – at tilstedeværelsen resulterede i tryghed, idet man visuelt kunne danne sig et indtryk og se, at det var slemt, men at det kunne have været værre. Pårørende var ikke nødvendigvis på traumestuen hele tiden, men at have set den tilskadekomne gav ro. Således er forestillinger langt værre end virkeligheden.

 

Sygeplejerskens rolle

 Sygeplejerskens omsorg og imødekommenhed viste sig at være afgørende for de pårørendes oplevelser på traumestuen. I en kaotisk situation, hvor pårørende ankommer til TraumeCentret og ikke ved, hvor alvorligt kvæstet den tilskadekomne er, har det stor betydning at blive mødt af en sygeplejerske, som tager hånd om én. En pårørende beskriver, hvorledes sygeplejersken hele tiden holdt hende fast i, hvem hun var:

”Hun bliver ved med at sige mit navn ... på et tidspunkt siger jeg, ”hold dog op med at sige mit navn hele tiden”, men bagefter kan jeg virkelig forstå hvorfor. Hun var så tæt i kontakt med mig, altså hun holdt fast i mig med mit navn.”

Den pårørende fortæller også, at sygeplejersken fortalte, at hun hele tiden vidste, hvor den pårørende var. Når den pårørende gik på gangen og sygeplejersken sad på kontoret, kunne hun høre den pårørendes skridt. Det at sygeplejersken fortalte den pårørende, at hun hele tiden vidste, hvor hun var, selvom de ikke var i samme lokale, gav den pårørende en form for tryghed.

 

Information

Information var betydningsfuldt, sygeplejersken forklarede hele tiden, hvad der skulle gøres, så den pårørende følte sig beroliget. Inden den pårørende kom ind på selve traumestuen, havde sygeplejersken forklaret, at patienten ville være på en stue med meget udstyr, og at der ville være mange mennesker til stede. En pårørende beskrev modtagelsen således:

” … altså jeg oplevede bare, at vi blev pænt modtaget, og vi fik faktisk at vide, hvad vi kunne forvente at se, og ellers så synes jeg, vi blev behandlet så pænt, så pænt.”

Det samme gjaldt på traumestuen, hvor personalet var venlige og hele tiden forklarede, hvad der skulle ske, og hvad det var, man holdt øje med. 

 

Tilstedeværelse af pårørende på traumestuen

At være til stede på traumestuen blev oplevet betydningsfuldt og med beroligende virkning på patienten. De pårørende følte sig velkomne på stuen, de følte sig ikke i vejen, men fik plads til at være der. Personalet trak sig lidt ud i periferien, når det var muligt for den pårørende at være tæt på patienten. Dette gav den pårørende mulighed for at røre ved og tale med patienten. 

Patienten følte sig tryg ved nærværet:
”Jamen, da han hørte min stemme, så var det ligesom, man kunne se på ham, at han følte sig lidt tryg, at vi var der.” 

 

Telefonisk opfølgning

Telefonkontakt med pårørende, som på eget initiativ i efterforløbet har kontaktet TraumeCentret, har vist et behov for at sætte ord på oplevelsen af at være pårørende på traumestuen samt behov for at sætte ord på det at miste. Parris et al. har tidligere belyst, at den måde, man oplever omstændighederne ved et dødsfald på, har betydning for den efterfølgende sorgproces (3).

 

Metode – telefoninterview

I perioden november 2012 til juni 2013 blev gennemført telefoninterview med 10 pårørende, som havde mistet en nærtstående. Inden de pårørende forlod TraumeCentret, blev de tilbudt, at den sygeplejerske, de havde haft kontakt med under forløbet, ville ringe dem op efter 2-3 uger. Det konkrete tidspunkt blev aftalt med den enkelte pårørende. De efterfølgende telefonsamtaler indeholdt følgende spørgsmål:

  • Hvordan har du det/hvordan går det?
  • Er der nogle områder/ting, du har behov for, at vi snakker om?
  • Er der noget, du har tænkt på, at vi kan gøre anderledes?
  • Vil du anbefale andre pårørende at blive ringet op af en sygeplejerske fra TraumeCentret?

Under telefoninterviewet tager sygeplejersken noter, og disse noter er efterfølgende tematiseret. 

 

Resultater

Følgende temaer kom frem under telefoninterviewene:

  • De fysiske rammers betydning
  • Kontakt til lægen og sygeplejersken 
  • Tilstedeværelse på traumestuen
  • Forløbet efter at have mistet ens pårørende

 

De fysiske rammers betydning

Opfølgningssamtalerne viser, at det er vigtigt at sikre, at der er et pårørenderum, og at der tilbydes mad og drikke. Det at være alene med familien uden tilstedeværelsen af andre patienter og pårørende betyder meget for de efterladte. Ligeledes er det vigtigt, at der er mulighed for at tilbringe så meget tid i TraumeCentret, som de pårørende føler, de har brug for, det giver en form for ro og tryghed.

 

Kontakt til lægen og sygeplejersken

Ved samtaler med lægen betyder det meget, at samtalen afholdes af den samme læge, som modtog patienten, og at lægen inddrager de pårørende i behandlingen. De pårørende foretrækker, at informationer fra lægen gives personligt og ikke under en telefonsamtale.

Det er af stor betydning, at den sygeplejerske, som har kontakten til de pårørende, har tid og mulighed for at skabe nærhed og udvise omsorg, så de pårørende oplever tryghed i en for dem meget svær situation. De pårørende oplever, at der tilbydes hjælp og støtte f.eks. ved tilkald af hospitalspræst og hjælp til at kontakte den øvrige familie.

 

Tilstedeværelse på traumestuen

I projektet i TraumeCentret fortæller en pårørende:
” … ville føle, at jeg svigtede, hvis jeg ikke var på stuen.”

En anden pårørende fortæller:
” … ikke rart i situationen, men vil ikke undvære at være på stuen.”
´
De pårørende giver altså udtryk for, at det var vigtigt for dem at være med på traumestuen.

 

Forløbet efter at have mistet ens pårørende

Forløbet efter at have mistet en nærtstående er en tid fyldt med sorg og afmagt. Efterforløbet er svært, og nærmiljøet har stor betydning. I telefonsamtalen med de pårørende 2-3 uger efter, de har mistet deres kære på traumestuen, beretter de pårørende, at de er i gang med at finde vejen videre i efterforløbet. 

En pårørende fortæller:
”Det går okay – har det godt efter omstændighederne.”

En anden pårørende fortæller:
”Det går op og ned, god kontakt til venner, føler, at det går rimeligt.” 

 

Diskussion

Projektet har ikke påvist negative konsekvenser ved tilstedeværelsen af de pårørende på traumestuen såsom utryghed og forskrækkelse over at overvære den initiale modtagelse og behandling af patienten. De pårørende i dette udviklingsprojekt ønskede at være til stede, og de oplevede tryghed ved at kunne se, hvad der foregik. De samme resultater ses i større internationale studier.

Forestillinger og fantasier om, hvad der sker i modtagelsen, kan være værre end virkeligheden. For pårørende er det betydningsfuldt at være vidne til, at personalet behandler patienten og særligt det at være vidne til, at alt, hvad der kan gøres, bliver gjort, også når patienten ikke overlever (4). 

Dette er i tråd med de interviewede personer i projektet, som oplever, at fantasien er værre end virkeligheden, og at der er langt mere ro omkring traumepatienten, end de havde forestillet sig.

Informationen om, hvad der skal ske, er af afgørende betydning, og særlig betydning har det, at sygeplejerskerne formår at møde patienten med omsorg.

Sygeplejersker på intensivafdelingen har beskrevet, at patienterne var mere rolige, hvis de kunne se og høre deres pårørende (4). Det er i overensstemmelse med vores fund. Her blev også anført, at den tilskadekomne var mere rolig, når vedkommende hørte, at familien var til stede.

Forskningsresultater dokumenterer flere fordele ved pårørendes tilstedeværelse under behandling af patienten. For den syge var det en fordel, at de pårørende var til stede, og som pårørende fik de selv en større forståelse for situationen (5,6). Dette er i tråd med projektets resultater, hvor pårørende fortæller, at det at være med under behandlingen af patienten opleves værdifuldt, også når udfaldet er trist. Litteraturen viser, at forældre (80-90 pct.) ligeledes ønskede at være med på stuen. Kun få forældre forlod traumestuen på grund af emotionelle påvirkninger (8,9).

Efterforløbet opleves svært, og nærmiljøet har stor betydning. I telefonsamtalen med de pårørende 2-3 uger efter, de har mistet deres kære på traumestuen, beretter de pårørende, at de er i gang med at finde vejen videre i efterforløbet. I et review fra 2010 fortæller pårørende, at deres tilstedeværelse på behandlingsstuen, når deres nærtstående døde, gav en bedre accept af budskabet (7).

Perris et al. finder, at 97 pct. af de adspurgte pårørende finder en opfølgende telefonsamtale betydningsfuld (3). Pårørende i dette projekt fortæller, at det er af stor betydning at blive modtaget af en sygeplejerske, og at de oplever nærhed og omsorg. 

En opfølgende telefonsamtale med samme sygeplejerske opleves meningsfuld for de pårørende i dette projekt. Manglende tid eller utilstrækkelig uddannelse kan dog forhindre, at man i praksis kan leve op til, at den pårørende bliver modtaget og fulgt op af en sygeplejerske med særligt fokus på de pårørende (10).

 

Konklusion

Pårørendes tilstedeværelse på stuen, hvor patienten modtages og behandles, bør fortsat være et tilbud. På baggrund af litteraturgennemgang samt interview med pårørende konkluderes det, at medinddragelse af pårørende på traumestuen under patienthandlingen har flere fordele. 

At give pårørende mulighed for at se, røre og evt. tale med patienten resulterer i, at den tilskadekomne føler sig mere rolig, og de pårørende kan forholde sig til virkeligheden. Dette betyder, at det mentale kaos minimeres, og en naturlig bearbejdning af situationen kan begynde.

Tilstedeværelsen af pårørende på traumestuen kræver uddannet personale. Sygeplejersken skal være til stede, yde omsorg og sikre, at de pårørende ikke lades alene, da oplevelserne kan virke voldsomme, og der kan opstå behov for tæt opfølgning.

Ligeledes konkluderes, at opfølgningssamtaler opleves meningsfulde for de efterladte. Det har stor betydning at blive modtaget af en sygeplejerske, og at de pårørende oplever nærhed og omsorg. En opfølgende telefonsamtale med samme sygeplejerske opleves meningsfuld for de pårørende.

 

Fremtidsperspektiver

For nuværende er der kun gennemført ganske få kvantitative og kvalitative studier om pårørendes tilstedeværelse på traumestuen og telefonopfølgningens betydning. Der er derfor behov for mere forskning på området for derved at skabe evidens for, hvordan sygeplejen bedst varetages til pårørende på traumestuen og i efterforløbet ud fra patientens og de pårørendes behov.

 

Litteratur

  • Kvale, S, Brinkmann S. InterView – Introduktion til et håndværk.  København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  • De Sygeplejeetiske Retningslinjer 2014, hentet 140715
  • Parris RJ. Initial management of bereaved relatives following trauma. Trauma 2011;14(2):139-155.
  • Boström M, Magnusson K, Engström Å. Nursing patients suffering from trauma: Critical care nurses narrate their experiences. International Journal of Orthopaedic and Trauma Nursing 2012;16:21-9.
  • Meyers TA, Eichhorn DJ, Guzzetta CE et al. Family presence during invasive procedures and resuscitation. The experience of family member, nurses and physicians. American Journal of Nursing 2000; 100(2):32-43.
  • Pasquale MA, Pasquale MD, Baga L et al. Family Presence during Trauma Resuscitation: Ready for Primetime? The Journal of Trauma Injury, Infection and Critical Care 2010;69(5):1092-100.
  • Boucher M. Familiy-witnessed resuscitation. Emergency Nurses 2010;18(5):10-4.
  • Henderson DP, Knapp JF. Report of the national conference on family presence during paediatric cardiopulmonary resuscitation and procedures. Paediatric Emergency Care 2005;21:787-91.       
  • Kassam-Adams N, Fleisher CL, Winston FK. Acute stress disorder and posttraumatic stress disorder in parents of injured children. Journal of Trauma Stress 2009; 22:294-302.     
  • McLaughlin K, Melby V, Coates V. Family-centered care during resuscitation events. Emergency Nurse 2013;21(3):28-34.

    Supplerende litteratur

  • Morse J. Lindring til den lidende patient in Winther B, Holen M (red.). Akut, kritisk og kompleks sygepleje. København: Munksgaard 2009.
  • Honoré K. At være pårørende in Anne-Mette Graubæk (red.). Patientologi. At være patient. København: Gads Forlag; 2010. 

    Læs også

  • Havemann L. Tema i Sygeplejersken 2003:(11);6-10: Modstand mod pårørende på traumestuen. Her findes endvidere link til dansk oversættelse af litteraturhenvisning nr. 5. i listen ovenfor.
English abstract

Lomholt M, Slot A. Relatives want to be present at trauma reception. Sygeplejersken 2015;(10):68-73.

Relatives should be offered the opportunity to be present in the trauma ward where the patient is received and treated.  
Based on a systematic literature review and interviews of relatives, the conclusion is that the co-involvement of relatives in the trauma ward during patient care has several advantages. Giving relatives the opportunity to see, touch and talk to the patient has a calming effect on the casualty, and allows the relatives to adjust to the reality of the situation. This has the effect of minimising emotional chaos, so that the mental processing of the situation can begin. 
Another conclusion is that it makes a big difference for relatives to be received by a nurse, and have the experience of closeness and caring. A follow-up telephone conversation with the same nurse is perceived as meaningful by the relatives. 
Only few quantitative and qualitative studies have been made on the presence of relatives in trauma units and follow-up by telephone. There is therefore a need for more research in this area in order to obtain evidence for best care delivery practice in relation to relatives in trauma wards, and in next stages of the care pathway, based on the patient’s and relatives’ needs.

Keywords: Relatives, trauma ward, telephone follow-up, co-involvement, care.