Studerende i praksis: At motivere patienten er også en slags omsorg

Igennem sygeplejestudiet har jeg haft det svært med de mere filosofiske teorier, bl.a. Patricia Benner og Judith Wrubels omsorgsteori. Siden jeg første gang stødte på teorien på modul 3, har min motivation for at sætte mig bedre ind i stoffet været begrænset, dels pga. en masse anden litteratur, dels fordi jeg ikke kunne finde mening med teorien.

Det ændrede sig, da jeg mødte en særlig kvinde i min klinik i primær sektor på modul 6. Jeg havde en længere samtale med hende i forbindelse med en dataindsamling, som skulle være klar til min eksamen. Jeg bemærkede straks, hvilket livstykke hun var.

Selv om alderen trykkede med alt fra artrose til hypertension, så havde hun gejst og lyst til livet. Hun fortalte ivrigt om de ting i sit liv, som gav hende glæde og livskvalitet, bl.a. socialt samvær i en lokal forening og udlandsrejser, samt hvordan hun formåede at klare en almindelig hverdag, med alt fra rengøring til indkøb.

Et par dage efter samtalen havde jeg mulighed for at læse lidt op på nogle forskellige ting i et par timer på mit kliniksted. Jeg skimmede bogreolen igennem og så Marit Kirkevolds ”Sygeplejeteorier – analyse og evaluering”. ”Nåh ja,” tænkte jeg. ”Der er vist noget med, at du ikke har helt styr på Benner og Wrubel, Katrine.” Så jeg snuppede bogen og begyndte læsningen.

Og der skete det forunderlige. I sætningen: ”Omsorg defineres som en måde at forholde sig til verden på; det indebærer, at personer, begivenheder, projekter (hobbyer, arbejde osv.) og ting betyder noget for/angår et menneske,” og videre: ”Som Benner og Wrubel bruger ordet omsorg, betyder det altså ikke bare et forhold mellem personer, men et differentieret, værdiladet forhold, som eksisterer mellem en person og det, som for vedkommende er meningsfuldt og betydningsfuldt”, faldt 10-øren.

Dér forstod jeg, hvad omsorg også kan være. Dér fandt jeg ud af, at omsorg er drivkraften bag en persons handlinger, hvad enten det er i forhold til andre mennesker eller projekter. Det hele gav pludselig mening.

Jeg begyndte at tænke tilbage på andre patienter fra mine forrige klinikker, de havde alle én ting til fælles: De havde motivation for at komme videre i deres forløb på baggrund af omsorg. Om det så var omsorg for deres børn, hund eller have. Alle ville fremad, fordi de havde betydnings- og me-ningsfulde forhold i deres liv.

Så til dig, der lærte mig at forstå Benner og Wrubel: Tusind tak!

Katrine Arleth Kjær Sørensen, sygeplejestuderende på modul 10, University College Lillebælt – Odense

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.