Fuldt fortjent: Jeg er glad for at kende faget fra bunden af

Lige siden folkeskolen har Sonja Langer vidst, at hun skulle være sygeplejerske. ”Og det har jeg aldrig fortrudt,” forklarer hun. 

”Der er selvfølgelig blevet mere travlt. I dag har vi travlt med patienter. Dengang havde vi travlt med mange ting. F.eks. at lave servietter og tamponer. Jeg synes, det er mere spændende i dag at arbejde med patienter og operationer.”

Sonja Langer er uddannet i Randers i 1975 og i dag ansat på Regionshospitalet Viborg. Det er især årene fra 1995 til sommeren 2003 på endoskopiafsnittet på Randers Centralsygehus, hun husker. Her var hun ofte på endoskopikongresser.

”Vi fik alle de nye input, når vi var afsted. Vi mødte mange sygeplejersker fra andre lande og hørte om, hvad der skete ude i verden, og hvordan de gjorde tingene,” forklarer hun.
Kongresbesøgene inspirerede Sonja Langer. Det lykkedes hende i starten af 2001 at blive en af de første danske sygeplejersker, som blev uddannet til at udføre endoskopier, selvom det endnu ikke var kutymen i Danmark. 

En varm arm i hånden

Sonja Langer er glad for, at hun har fulgt sygeplejen fra dengang, meget af tiden gik med at ordne og pakke materialer. 

”Det har været godt at få det hele fra bunden af. Så får man et lidt andet forhold til tingene. De nyuddannede i dag er nok bedre teoretikere, men i forhold til praktikken er det anderledes. Vi lavede jo hvad som helst.” 

En ubehagelig oplevelse fra Sonja Langers første år i sygeplejen har sat sig: ”Jeg var sygeplejeelev på hospitalet i Aarhus. Der var en patient, som havde fået amputeret armen, og så fik jeg den her arm i hånden med elastikbind om. Jeg synes, det var lidt ubehageligt at stå med en varm arm og pille elastikbindet af, fordi det skulle bruges igen.”

Det er dog ikke de dårlige oplevelser, der fylder, når Sonja Langer taler om sit arbejde. Hun har altid været glad for det og for de relationer, der har fulgt med. I årene på sygeplejerskekollegiet blev der skabt nogle særlige bånd. Selvom det er mange år siden, at hun og studiekammeraterne flyttede ud, mødes de stadig. 

”Vi har mødtes hvert år i 40 år. Vi er en syv-otte stykker tilbage, som mødes en weekend i august hvert år. Det er der alligevel ikke så mange, der gør.”