Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Hun er død. Jeg ser det med det samme

Praktikken i hjemmeplejen har ry for at være kedelig og ligegyldig. Men Caroline Alsted Flinck erfarer, at praktikperioden kvalificerer hende til at træffe beslutninger og handle uden tøven, da hun møder en uventet situation i et hjem.

Sygeplejersken 2016 nr. 3, s. 52

Af:

Caroline Alsted Flinck, sygeplejestuderende på modul 13

Caroline Alsted FlinckJeg banker på. Der er lys på badeværelset, men ingen svarer. Jeg låser døren op og kalder. Stadig intet svar. Jeg træder indenfor og fornemmer, at noget er galt. Hun sidder på toilettet i en lyserød badekåbe med trusserne om anklerne. Hendes arme hviler på to armstøtter, og tungen hænger slapt ud ad munden. 

Hun er død. Jeg ser det med det samme. Jeg genkender hudens voksagtige bleggullighed og hører min vejleders ord i mit hoved: »I hjemmeplejen ved man aldrig, hvad man kommer ud til.«

Så rammer det mig. Jeg er nødt til at handle. Jeg husker noget om sikre dødstegn og mærker på hendes kolde hud, men kommer så i tanker om, at jeg ikke har autoritet til at erklære nogen død. Alt i mig har lyst til at fjerne borgeren fra toilettet og den uværdige situation, hun befinder sig i, men må jeg overhovedet flytte hende? Skal jeg begynde hjerte-lunge-redning og slå alarm?

Tiden er gået i stå, og min hjerne kører på højtryk, mens jeg ser hende sidde dér. Jeg skal selv tage en beslutning. Jeg husker, at min vejleder fortalte mig om proceduren ved respirationsstop. Men jeg har vurderet, at borgeren er død, og det vil være nytteløst og uværdigt at påbegynde hjertemassage, så jeg ringer til borgerens kontaktsygeplejerske. 

Hun fortæller, at hun kontakter borgerens egen læge, at hun selv vil komme med det samme, og at jeg har handlet rigtigt. Alt er gået stærkt de sidste 30 sekunder, fra jeg trådte ind i lejligheden, men nu sker der et skift. Jeg kan ikke gøre mere, så jeg lukker døren til badeværelset og går utålmodigt rundt i stuen, mens jeg venter.

Det føles som en evighed, men der går kun få minutter, før sygeplejersken og lægen ankommer. Politiet bliver tilkaldt, og jeg afgiver forklaring. De bærer hende i seng, efter at de sammen med lægen har vurderet, at døden er indtruffet naturligt et par timer forinden.

Sygeplejersken og jeg gør kvinden i stand. Vi vasker hende, klæder hende på og lægger et lagen om hende. Vi taler roligt til hende, som kunne hun høre os, og jeg finder en lille blomst på altanen, som vi lægger i hendes foldede hænder.

Et par dage senere rammes jeg af tvivl og dårlig samvittighed, da en sygeplejerske forklarer, at der altid skal udføres hjertemassage og alarmeres ved respirationsstop. Kunne jeg have gjort noget?
Sådan tænker jeg et stykke tid, indtil jeg finder kommunens instruks for genoplivning. Her bliver jeg bekræftet i, at min respekt for borgerens værdighed har gjort, at jeg har fulgt proceduren uden at kende den.

Praktikken i hjemmeplejen har ry for at være kedelig og ligegyldig, men min erfaring efter 10 uger er, at den uddanner til selvstændighed og handling. I hjemmeplejen ved man aldrig, hvad man kommer ud til. 

Caroline Alsted Flinck, Modul 13, PH Metropol