Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Karrieresamtalen: Vil gerne ind på det private arbejdsmarked

Anette Hansen søger udfordringer på det private arbejdsmarked, hvor hun forventer, at en ekstra personlig indsats bliver bedre påskønnet. Hun får nødvendig viden om og indsigt i, hvordan hun når sit mål i en karrieresamtale.

Sygeplejersken 2016 nr. 5, s. 66

Af:

Henrik Boesen, Journalist

karrieresamtale

Anette Hansen har mindst 20 år tilbage som sygeplejerske i det offentlige. Hun er efter eget udsagn rigtig god til sit arbejde og kan vælge at fortsætte i kendte og trygge rammer; ingen truende opsigelse hænger hende over hovedet.

Alligevel er hun på jagt efter noget nyt – og helst i det private:

"Jeg er ikke kørt træt, men jeg har brug for at blive udfordret på en anden måde, end jeg bliver som ansat i det offentlige, fortæller hun.

Anette Hansen ser en fremtid for sig på det private arbejdsmarked, hvor hun tror, at en ekstra personlig indsats bliver bedre påskønnet. Men hvordan kommer man lige ind dér? Hun har nu søgt vejledning hos en karrierekonsulent i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, for, som hun formulerer det: "Jeg har jo aldrig været oppe imod andre konkurrenter. Jeg fik jo bare stilling der, hvor jeg havde været i praktik."

Fortæl, hvad de får ud af dig

Anette Hansen sendte på forhånd en ansøgning og sit cv til karrierekonsulenten for at få en grundig gennemgang:

"Jeg fik en masse gode råd. Jeg havde f.eks. begrundet, hvorfor jeg gerne ville ind i den konkrete virksomhed. Hun fik mig til at vende det på hovedet, så det blev mig, der beskrev, hvad firmaet kunne opnå ved at ansætte mig," forklarer Anette Hansen og summer op: "Det vigtigste er, hvad der står i de første fire linjer i ansøgningen, og at der ikke forekommer gentagelser."

Også cv’et fik en tur.

"Karrierekonsulenten fortalte, hvor vigtigt det er at være skarp fra første linje i både ansøgning og cv. Nogle arbejdsgivere læser kun ansøgningen, andre læser kun cv’et, det kan man ikke vide på forhånd."

Karriereafklaringssamtale

Mangler du hjælp til at sætte retningen for dit arbejdsliv? Til en karrieresamtale med fokus på afklaring kan du få hjælp til at træffe de rigtige karrieremæssige beslutninger og fokusere på motivation og kompetencer i forhold til dit arbejdsliv. Karrieresamtaler er et tilbud til dig, der er medlem af Dansk Sygeplejeråd og Danske Sundhedsorganisationers A-kasse. Du kan booke en samtale og læse mere her.

Endelig fik Anette Hansen også klar besked mht. brug af referencer: "Hvis man som jeg er i arbejde, så skal man ikke skrive referencer på ansøgningen. Når man er i uopsagt stilling, skal man først udlevere dem, når man har haft en længere dialog med den potentielle arbejdsgiver, og det er det sidste og afgørende punkt for en ansættelse."

Men jobsøgning kræver andet end at kunne skrive en ansøgning:

"Jeg skal læse masser af stillingsopslag og ringe til potentielle arbejdsgivere og teste, om min profil er noget for dem. Desuden skal jeg være meget mere aktiv i relevante grupper på LinkedIn," remser Anette Hansen op.

Anette Hansen beskriver sin nuværende situation som, at hun er i proces uden at kende slutningen. Men hun synes, at karrieresamtalen har hjulpet hende rigtig godt på vej.

Anette Hansen er i uopsagt stilling, og for at tage hensyn til dette, er navnet opdigtet. Redaktionen er bekendt med Anette Hansens rigtige navn.