Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Sygeplejersken
For mange eksempler og for mange faggrupper
Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 45
Af:
Ben Nielsen, Lektor, Cand.cur.
Her er en anderledes lærebog med bud på, hvordan man forbedrer sin kommunikation. Bogen har fokus på den eksisterende viden samt Calgary-Cambridge-Guiden (CCG) som model for den patientcentrerede samtale. Den henvender sig til en bred gruppe sundhedsprofessionelle, og forfatterne ønsker at skrive enkelt, konkret og tage udgangspunkt i viden fra kliniske studier. Måske er det lykkedes for godt. Det er på den ene side positivt, at mange faggrupper er repræsenteret i eksemplerne. På den anden side bliver det lidt komisk ikke bare at skrive "sundhedsprofessionelle". Et eksempel ses på s. 122, hvor det "at italesætte vrede" er omdrejningspunktet. Her står:
Sygeplejerske: "Gætter jeg rigtigt, når du tænker, at du er vred?"
Læge: "Jeg fornemmer på dit ansigtsudtryk, at der er noget, du ikke er tilfreds med?"
Radiograf: "Det ser ud, som om du er vred?"
De mange eksempler virker forstyrrende. Alene i kapitel 7, "Samtaler med alvorlig besked og eksistentielle temaer", er der 21.
Forfatterne vil skrive en god lærebog, som kan bruges på f.eks. efter- og videreuddannelse. Men bogen forekommer for overfladisk og har for mange forskellige emner med, som ikke behandles i dybden. Den er et godt supplement til den eksisterende videnskabelige faglitteratur på området. Som selvstændig lærebog synes jeg ikke, den er lykkedes.
Af Ben Nielsen, lektor, cand.cur., Professionshøjskolen Metropol.