Skiftedag: Man skal have psyken til at klare trusler

"En aften sad jeg hjemme i min sofa og søgte efter de lidt mere alternative sygeplejerskestillinger. Da jobbet som fængselssygeplejerske dukkede op, var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg søge. Jeg var glad for jobbet på Hvidovre Hospital, men jeg havde lyst til at prøve noget helt andet.

Jobbet her er spændende og afvekslende. Mit arbejde går ud på at se til de indsatte, når de lige er kommet ind i fængslet. Jeg tager typisk hen til deres celle for at finde ud af, om de f.eks. får nogen form for medicin, om de fejler noget, er selvmordstruet, er påvirket af stoffer eller har abstinenser.

Som regel gør jeg det alene, men det afhænger af den indsatte. Hvis den indsatte er kommet ind med en vogn med fem betjente oven på sig, fordi han var voldelig, så skal jeg have et par fængselsbetjente med mig.

Derudover er der den primære daglige sygepleje, som spænder ekstremt bredt og handler om alt lige fra at dosere medicin og behandle sår til at følge op på de anmodningssedler, som de indsatte kan skrive til helsepersonalet herinde.

Her er en laborant, sygeplejersker, psykiatere, psykologer, fysioterapeut og afdelingslæger. Anmodningssedlerne kan handle om alt. De indsatte kan f.eks. have ondt i hovedet, og der skal jeg så vurdere, om det skyldes forstoppet næse, blodprop eller andet. Nogle gange er det spil for galleriet, og de påstår, at de har smerter og fejler alverdens ting, fordi de ikke vil i retten men hellere en tur med ambulancen på hospitalet for at se verden. Her er mit job så at greje den indsatte og finde ud af, om han virkelig fejler noget eller bare lyver.

Det kan også være i den mere rå afdeling. En indsat, der har forsøgt at begå selvmord ved at skære i sig selv – eller en, der har været i gårdslagsmål og er blevet skadet. Jeg er ofte alene om at beslutte, hvad der skal ske. Om jeg kan klare opgaven, om de skal akut ind på hospitalet, eller om vores læge kan klare det – hvis lægen er på arbejde. På sygehuset har du altid lægen tæt på dig, sådan er det ikke altid her. Det er derfor også et meget selvstændigt job, og jeg har et stort ansvar.

Selvom der sidder hardcore kriminelle bag tremmerne, og tonen er hård, så har jeg ikke følt mig utryg her i fængslet. Hvis en indsat begynder at råbe ad mig eller true mig, fordi han f.eks. ikke får de piller, han vil have, så står fængselsbetjentene der med det samme, og jeg træder til side.

Kriminalforsorgen har også nogle sikkerhedsretningslinjer, der gør, at jeg ikke står frem med mit rigtige navn.

Men man skal da have psyken til at klare de trusler og skældsord, der kan ryge igennem luften. Og det er klart, at det i princippet kan gå helt galt her, hvor jeg jo er omgivet af mennesker, der har en anden indgangsvinkel til modstand. Men de indsatte skal stadig behandles som ethvert andet menneske. Derfor læser jeg også sjældent papirerne på de indsatte, som jeg skal tage mig af.

For hvis man skal undgå at stigmatisere eller have en masse fordomme, så er det bedst ikke at vide, at en indsat måske er mistænkt for at have myrdet fire mennesker eller for at være pædofil. De skal behandles ens – uanset hvad de har lavet."

Af sikkerhedsmæssige årsager har vi valgt at give Martin Jensen et andet navn og sløre hans identitet. Hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.