Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På mit natbord: Gode bøger om de sårbare

Sygeplejersken 2017 nr. 12, s. 43

Af:

Redaktionen

Rasmus KjeldahlHvad læser du lige nu?

"Jeg har lige lukket sidste side af romanen "Den underjordiske jernbane" af Colson Whitehead. Den handler om slaveriet i USA, og hvordan det egentlig blev oplevet, at man kunne eje andre mennesker."

Hvordan har den inspireret dig?

"Det er som at besøge den fortid, der også har været med til at opbygge vores del af verden. Det er meget nøgternt beskrevet, hvordan hele slavesystemet fungerede. Det viser en dehumanisering, som også er interessant i forhold til den dehumanisering, der er i vores tid, af f.eks. flygtninge og andre mennesker, som man ikke mener har krav på de samme rettigheder som os andre."

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?

"Jeg vil anbefale romanen "Et lille liv" af den amerikanske forfatter Hanya Yanagihara. Den handler om venskab, kærlighed og konsekvenserne af at blive svigtet i sin barndom. Det er en tankevækkende og stærk bog, som er god at få forstand af, når man som sygeplejerske har med sårbare mennesker at gøre."

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?

"Dem er der mange af. Jeg har selv haft det svært med nogle af Jonathan Franzens bøger. Jeg synes, det er fortænkt litteratur, og det tænder mig ikke. En bog skal råbe på at blive læst, for jeg gider ikke læse af pligt."

Af Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår