Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt!: Instagramopdateringer kan underminere sygeplejen

Skal sygeplejersker opdatere Instagram-profiler for deres arbejdsgivere? Det tager tid og tankevirksomhed og risikerer at underminere relationen med patienterne og selve sygeplejefaget, forudser sygeplejerske Stine Lægård Skovhus.

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 16

Af:

Christina Sommer, journalist

ikon-hoert"Jeg er sygeplejerske, jeg er uovervindelig, jeg er træt". Teksten er ledsaget af et foto af en kaffekop, som en sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital har offentliggjort på hospitalets officielle Instagram-profil @auhdk

Eksemplet er bare et af flere opslag, som bl.a. sygeplejersker har lavet på hospitalets Instagram-profil i år. På skift overtager forskellige afdelinger profilen i en uge med 1-2 opslag om dagen. De byder på faglige, men også private præsentationer af medarbejderne og deres arbejde. Nogle opslag gengiver øjeblikke fra frokoststuen, men også situationer med patienter finder vej til det sociale medie. Alle som en naturlig del af hospitalets strategi om at være et transparent hospital (læs nyhed på side 10).

Men den 32-årige sygeplejerske Stine Lægård Skovhus er bekymret over denne type kommunikation.

"Opslagene ramte mig først og fremmest på min faglighed pga. den måde, de italesætter og iscenesætter sygeplejen på. Og jo længere jeg dykkede ned i Instagram-profilen, jo flere etiske dilemmaer stødte jeg på," siger sygeplejersken, som arbejder på Rigshospitalet afdeling 5014 og p.t. er stud.cur.

sp14_hoert_stinelaegaardskovhus
Et opslag på @auhdk, der i foto og tekst beskriver brugt, men rengjort udstyr, ”der har været oppe i patienten”. Hospitalet ser det som informerende. Stine Lægård Skovhus mener, det kan virke grænseoverskridende for patienter.
Foto: Nikolai Linares
Hun skrev et debatindlæg på Altinget.dk den 24. november. Hun vil ikke hænge kolleger ud, men ønsker en debat om, om det er sygeplejerskers opgave at opdatere arbejdsgivernes Instagram-profiler.

Og så er der de etiske dilemmaer. Opdateringer tager vigtig tid og tankevirksomhed, og ser patienterne, at den venlige sygeplejerske er træt, holder de måske igen med at række ud efter hjælp. Patienterne skal heller ikke belemres med, om de vil medvirke i et opslag.

"Måske giver de kun samtykke, fordi sygeplejerskerne er søde? Uden tanke for evt. konsekvenser," siger Stine Lægård Skovhus og henviser til et opslag med en patient, som modtager behandling for en resttumor i livmoderen.

I en kommentar skriver en anden patient, at behandlingen ikke virkede for hende, og at hun nu er terminal.

"Kvinden har givet samtykke, men tænk at blive konfronteret med, at behandlingen ikke har virket, på et tidspunkt hvor hun sætter al sin lid og håb til, at den gør hende rask?"

Opdateringerne truer også sygeplejerskernes normalt så høje troværdighed og relationer med patienterne.

"Jeg tror, patienterne kan miste tilliden til, at vi yder altruistisk omsorg uden bagtanke, hvis de ved, vi også skal "profilere" os selv på de sociale medier," siger hun.

Debatindlægget har til hendes glæde resulteret i mange positive tilbagemeldinger og taletid i DR2 Dagen.

"Aarhus Universitetshospital er som et af de førende danske hospitaler med til at sætte kursen for andres ageren på sociale medier. Jeg savner en debat om, hvilke konsekvenser det kan have at iscenesætte sygeplejen på denne måde."