Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Historisk gennembrud for sygeplejen

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 3

sp14_leder_greteSå er det sket for 117. gang. Så mange år er sygeplejerskernes fagblad udkommet. Og der har været mange milepæle undervejs, som markerer historiske gennembrud for faget. Da man i 1929 indførte forsøg med sundhedsplejersker som svar på spædbørnsdødeligheden. Da sygeplejerskerne i 1933 fik statsautorisation. Og da Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og Kommunehospitalet i København fra starten ansatte faglærte sygeplejersker og på Bispebjerg valgte at sætte en sygeplejerske i spidsen for sygeplejen.

Ser vi frem i tiden til i dag, kan vi fejre endnu en milepæl, når otte danske kommuner skriver historie ved at indføre avancerede kliniske sygeplejersker i kommunerne efter international model. Det er en fantastisk nyhed for sundhedsvæsenet og for kvaliteten af den behandling, som borgerne kan forvente, når de bliver syge. 50 lande har allerede indført avancerede kliniske sygeplejersker, som ICN definerer som en autoriseret sygeplejerske med tilegnet viden på ekspertniveau, færdigheder i kompleks beslutningstagen samt kliniske kompetencer til en udvidet funktion.

De nye typer sygeplejersker vil blive en kærkommen hjælp midt i det pressede danske sundhedsvæsen. Og de kan lægge grunden for nye udviklingsmuligheder i sundhedsvæsenet, så der skabes mere overblik og tværgående samarbejde.

Den udvidede rolle til sygeplejersker med kandidatuddannelse vil være relevante i mange dele af sundhedsvæsenet, herunder også psykiatrien, almen praksis og på ambulatorier, til gavn for både borgerne og samfundsøkonomien.

Sygeplejen står på et stærkt fundament, bygget af ildsjæle og generationer af dygtige sygeplejersker. Vi har gennem tiden vist, at sygeplejersker er en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer – det skal vi blive ved med!

Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd