Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fem minutter med... Sussi Knop Madsen

Jeg ved aldrig, hvor længe de er hos os, så jeg er nødt til at være tydelig i min kommunikation og turde være ærlig.

Sygeplejersken 2017 nr. 8, s. 7

Af:

Michael Holbek, journalist

2017-8-5-minutterHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
"Jeg ville gerne have med mennesker at gøre. Jeg havde – og har stadig – et stort omsorgsgen og ville gerne bruge det på de syge og ældre for at sikre dem så god en behandling og omsorg som overhovedet muligt. De er jo fuldstændig afhængige af os omsorgspersoner og prisgivet vores indsats og adfærd."

Hvad var dit første job?
"På Sclerosehospitalet i Ry, hvor jeg var i to år."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for palliation?
"Jeg blev ansat på Hospice Søholm i 2002, da jeg gennem flere år havde fattet stor interesse for den palliative indsats. Man taler meget om patienten i centrum, og på hospice var de i centrum. Vi arbejdede tværfagligt, og arbejdsglæden blandt alle faggrupper var høj. Siden fik jeg lov til også at være klinisk vejleder for sygeplejestuderende. En funktion, som samlede det, jeg helst vil: nemlig den direkte kontakt med patienter og deres pårørende, og ikke mindst arbejdet med de studerende."

Hvem har du lært mest af i din karriere?
"Først og fremmest må det være mine patienter og deres pårørende, som gennem mit arbejdsliv har lært mig, hvad der kan ske i familier, der rammes af sygdom og død. Og så mine kolleger gennem tiden, bl.a. min 1.-assistent på min afsluttende praktik, der var den mest progressive og begejstrede sygeplejerske, jeg til dato havde mødt, selv om hun havde været på samme afdeling i over 20 år. Hendes glæde og begejstring gjorde dybt indtryk, og hun viste os sygeplejeelever stor interesse og tillid."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
"Den intensitet, der ligger i mødet med den alvorligt syge og dennes familie. Men også at min arbejdsplads og ikke mindst min ledelse tror på mig og får det bedste frem i mig.

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
"Høj faglighed. Gode samarbejdsevner. Tydelighed i kommunikationen såvel overfor patient og dennes familie som overfor samarbejdspartnere. Åbenhed overfor den fortløbende udvikling, og her er bl.a. de studerende en kilde til inspiration. Inter-
esse for studerende og nye kolleger."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
"Vær opmærksom på, hvad der driver dig og begejstrer dig og giver dig arbejdsglæde. Og vid, at vi ældre sygeplejersker har en stor erfaring, som vi gerne vil dele med dig, og at vi gerne vil lære af dig."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
"At jeg har meget kort tid til at udvikle et tillidsforhold til mine patienter og deres familier. Jeg ved aldrig, hvor længe de er hos os, så jeg er nødt til at være tydelig i min kommunikation og turde være ærlig. Det betyder meget for mig, at de oplever, at de kan stole på mig."

Hvad kan holde dig vågen om natten?
"Stress."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
"At jeg er en del af et meget stærkt tværfagligt samarbejdsteam. At jeg gennem 29 år stadig oplever stor glæde og begejstring for mit fag. Og at jeg lykkes som klinisk vejleder."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
"Så skal der flere hænder til at tage sig af vore ældre og syge. Punktum."

Hvor ser du dig selv om fem år?
"Jeg ser gerne mig selv på Hospice Søholm, stadig med samme begejstring for mit fag, mit speciale, mine studerende og min lyst til at tilegne mig ny viden. Og måske har jeg skrevet en artikel om at være studerende på hospice … "

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
"Vi kommer til at se, at fagligheden og anerkendelsen af ALLE faggruppers betydning for en fælles succes er måden, vi arbejder på. For vi er i virkeligheden mest effektive, når vi arbejder tæt sammen – når vi er dygtige til at bruge vores tværfaglighed og tværprofessionalitet."
 

Sussi Knop Madsen er 56 år og klinisk vejleder på Hospice Søholm, Viby J.