Hørt: Da arbejdsglæden forsvandt

Hun havde gennem to-tre år mærket en forandring i forhold til at gå på arbejde:

"Jeg har altid elsket mit fag og elsket at gå på arbejde. Efter en weekend glædede jeg mig til at møde igen. Men pludselig havde jeg altid en klump i maven, når jeg skulle af sted," fortæller anæstesisygeplejerske Berit Byg.

Hun måtte tage et langt tilløb, før hun var i stand til at sætte ord på sin manglende arbejdsglæde, og i slutningen af maj i år sendte hun en kronik til Nordjyske, hvor hun beskrev årsagen til sin frustration: De evige besparelser i sygehusvæsenet, som medfører, at man skal løbe hurtigere og løse flere opgaver. Og den vildtvoksende registrering og dokumentation, som tager tid fra kerneopgaven.

"Hvor vi før i tiden brugte tiden på at møde, se og mærke patienten, sidder vi nu i stedet med næsen begravet i computerprogrammer, der beder os screene og registrere alt det, som netop blikket på computerskærmen forhindrer os i at observere ved selvsyn," skrev hun bl.a.

Berit Byg har ikke konkret tal på, hvor meget af sin arbejdstid hun bruger på at taste ind i skemaer og databaser, men i de korte anæstesiforløb er det op imod halvdelen.

"Jeg hader at skulle kigge væk fra min bedøvede patient. Jeg prøver altid at have min ene hånd på patienten, så jeg har følelsen af kontakt, mens jeg vender mig om og med den anden hånd skriver på computeren. Det er meget ubehageligt, og i de tilfælde tager det mig lige så lang tid at levere ydelsen som at registrere den," siger hun.

Hun har ikke noget problem med at registrere sit arbejde, men hun har et problem med det, hvis hun ikke kan se, at det er relevant.

For Berit Byg er produktivitets- og dokumentationskravene udtryk for en produktionstankegang, hvor syge mennesker bliver "identiske med konservesdåser på et samlebånd". Patienten betragtes ikke ud fra et helhedssyn og mennesket ikke som noget, der har en værdi i sig selv.

Ydelserne skal optimeres, og selv om det kan være til gavn for patienterne at komme hurtigt igennem systemet, bør det aldrig være et mål i sig selv, at alt skal gå hurtigere og hurtigere, forklarer hun og mener, resultatet er et råt arbejdsmiljø.

"Når vi taler om knivtider og liggedage er det udtryk for, at vi som sygeplejersker har overtaget produktionstankegangen. Og det er jo grotesk, fordi vi burde være klogere og insistere på, at vi bør levere vores ydelser på et værdigrundlag, der sætter kerneydelsen i centrum."

"Hvis vi blot er produktionsarbejdere, kan vi ikke argumentere for, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med sygepleje, og så forsvinder jo hele vores eksistensberettigelse som sygeplejersker," siger Berit Byg, der sidste år skiftede job til Thisted Sygehus i et forsøg på at genvinde sin tabte arbejdsglæde.