Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Dokumentation skal sikre kvaliteten

Sygeplejersken 2017 nr. 8, s. 3

Af:

Grete Christensen , formand for Dansk Sygeplejeråd

greteSundhedsplatformen indeholder et stort potentiale i at forbedre kvaliteten og patientsikkerheden på landets hospitaler. Til trods for dette kan du i dette nummer af Sygeplejersken læse om, hvordan mange sygeplejersker oplever, at det daglige arbejde vanskeliggøres med indførelsen af den nye elektroniske patientjournal.

Det er vigtigt, at vi har gode dokumentationsværktøjer, som hænger sammen på tværs, og som registrerer de ydelser, som de sundhedsprofessionelle leverer. Derfor er det også rigtig positivt, at man med sundhedsplatformen har forsøgt at samle 30 enkeltstående systemer og samle alt patientdata ét sted. Men for at høste gevinsterne, som de nye elektroniske patientjournaler giver med mere tidstro data, er der fortsat et stykke vej til, at sundhedsplatformen understøtter sygeplejerskernes faglighed og arbejdsgange.

Dokumentation af sygepleje er kompleks, og det er den enkelte sygeplejerske, der ud fra sin faglige viden, sit ansvar og sit kendskab til patienten kan vurdere den nødvendige dokumentation. Derfor er det også vigtigt, at vi får et system, som ikke udelukkende er baseret på ydelser og diagnoser, men at monitoreringen også er i stand til at opfange de sygeplejefaglige indikatorer og observationer, som er en del af sygeplejen, og som er med til at tegne det samlede billede af patientens tilstand.

Samtidig er der behov for en investering i kontinuerlig efteruddannelse, så ny viden og data bruges bedst muligt. Det tager tid og skal ske så praksisnært som muligt.

Det er derfor vigtigt, at vi alle sammen – både på arbejdspladserne, i kredsene og centralt – arbejder for en sundhedsplatform, som på bedste vis understøtter og styrker vores arbejde og det samlede patientforløb.

Grete Christensen,
Formand