Skiftedag: 30 km mudder-ræs giver ro

Jeg så stillingsopslaget fra Danmarks Idrætsforbund, hvor de søgte en konsulent til DIF Soldaterprojekt, som går ud på at hjælpe krigsveteraner med fysiske og psykiske skader som f.eks. PTSD.

Jeg tænkte med det samme, at det er helt rigtigt at koble idræt, fællesskab og behandling. Lige nu tænker sundhedssystemet primært "lad os få de syge i behandling", men hvis man ser de muligheder, der er i foreningslivet, så kan rehabiliteringen gøres bedre og billigere ved hjælp af fællesskabet og idrætten. Det kræver selvfølgelig, at foreningerne uddannes til at håndtere udsatte.

Lige nu er jeg den eneste sygeplejerske i projektet, men min baggrund giver god mening, fordi en del af målgruppen er patienter tilknyttet psykiatrisk hospital, hvor de bliver behandlet for PTSD.

Mit job er bl.a. at foretage motiverende samtaler med soldater i deres eget vante miljø. Jeg skal skabe idrætstilbud for veteranerne og de pårørende i et trygt lokalt miljø og arrangere sociale aktiviteter. Måske endda finde en mentor, som kan være med til at bygge bro til erhvervslivet. Målet er at hjælpe veteranen til at styrke identiteten som "far", "ægtefælle", "fodboldspiller" eller "cykelrytter".

Når man har PTSD, kan man ikke altid overskue sit liv. Man har måske uro i kroppen og i hovedet. Men hvis man holder sin krop fysisk i gang, så får man det også bedre psykisk, og man får lettere ved at sove.

Søvn er noget, vi snakker alt for lidt om i sygehusverdenen, for man bliver aldrig rask, uanset hvad man fejler, hvis man ikke får søvn. Det behøver ikke være ekstremsport. Bare det at gå en tur på en halv time kan være nok som alternativ til beroligende medicin.

Vi er i kontakt med mange instanser, men vi prøver også selv at finde veteranerne der, hvor de sidder isoleret ude i deres små skjulesteder. Mange er skilt, venskaber er brudt, og de er så ødelagte, at de ikke kan klare jobs.

Når vi har rekrutteret, går vi i gang med at arrangere nogle camps, hvor man dyrker idræt, oplever fællesskab og udveksler erfaringer. Målet er at hjælpe dem ud i job, evt. fleksjob, for de har stadig masser af ressourcer at byde på.

Jeg tænker umiddelbart, at vi ikke kan redde alle på de tre år, men vi kan skabe et fundament, hvor de bliver taget alvorligt, og vi kan etablere et fællesskab gennem idrætten, hvor de sammen med kendte og nye ansigter kan se en udvej til at få en bedre livskvalitet.

I sidste uge var jeg ude og cykle 30 km i mudder på mountainbike med en veteran, som havde det rigtig skidt, og som havde lånt en cykel af et veteranhjem. Bagefter sagde han "jeg ved bare, at jeg kommer til at sove godt i nat." Så måske er der ikke så langt alligevel. Måske er det bare oppe i hovedet. Der kan være lang vej til at blive gift og få et job, men hvad er lykke og livskvalitet? Måske er det bare at få det lidt bedre."