Studerende i praksis: Jeg var meget overrasket over den tilgang, ergoterapeuten havde til borgeren

For nylig under mit praktikophold på et plejehjem havde vi tværfaglige dage, hvor vi skulle følges med fysio- og ergoterapeuter. Hensigten med forløbet var, at vi skulle få en indsigt i hinandens arbejdsgange og de forskellige arbejdsopgaver, vi har. Dagen, hvor ergoterapeuten skulle følges med mig, startede hos en borger med tryksår. Sårene havde skabt dårlige arbejdsstillinger for sygeplejerskerne under forbindingsskift, da borgeren, Hans hed han, ikke var mobil. Jeg var derfor sikker på, at det ville være sådan noget, ergoterapeuten kunne hjælpe os videre med.

Oppe hos Hans gik vi i gang med bandageskiftet, og en sårsygeplejerske var med pga. udfordringer med sårhelingen. Jeg forklarede og fortalte om de forskellige remedier, vi bruger, når vi skifter forbinding hos en person med tryksår. Terapeuten spurgte ind til de forskellige forbindinger og de forskellige skiftesæt, som lå klar på sengebordet. Vi talte om ulemper og fordele ved de kliniske retningslinjer for skift af forbinding, og vi nåede også at snakke om arbejdsstillingerne i selve skifteprocessen. Men det var egentlig ikke dét, der havde fanget ergoterapeutens opmærksomhed.

Under forbindingsskiftet talte vi med Hans om vind og vejr, og han nævnte bl.a. sine børnebørn og oldebørn. Han var stolt af dem og talte om dem med smil på læben. Jeg viste ergoterapeuten billederne af hans oldebørn, der hang over hans seng, og Hans fortalte om dem samtidig.

Efter forbindingsskiftet gik vi ned på kontoret og talte om hele situationen. Ergoterapeuten gav os nogle fif til bedre arbejdsstillinger, men var mere interesseret i at tale om billederne af Hans’ oldebørn. Hun spurgte, hvem der havde hængt billeder op, og om Hans selv havde været med til det. Ergoterapeuten undrede sig nemlig over, hvorfor billederne hang på væggen bag sengen, da Hans jo ikke kunne se dem, når han lå ned, hvilket han gør det meste af dagen pga. sin sygdom. Spørgsmålet kom fuldstændig bag på mig, da jeg ikke havde haft de tanker, men hvor havde ergoterapeuten dog ret. Selvfølgelig skulle Hans kunne se billederne, specielt også når han er så glad for dem.

Jeg var meget overrasket over den tilgang, ergoterapeuten havde til borgeren, og vi talte om, at ergoterapi er meget mere end arbejdsstillinger, hjælpemidler og finmotorik. Nu ved jeg, at Hans har boet på plejehjemmet i nogle år, men alligevel var der ingen, som havde tænkt på at rykke billederne over på den modsatte væg, så han kunne se på dem hver dag.

Næste morgen gik vi op til Hans og flyttede billederne til den modsatte væg med Hans’ accept. Han smilede stort.