Patienten, jeg aldrig glemmer: Man er jo aldrig to om at dø

 

I løbet af min uddannelse var jeg i klinik i hjemmeplejen. Her blev jeg tilknyttet en rask og rørig ældre kvinde, som var diagnosticeret med cancer, men sygdommen var i bero. Hun var en meget kreativ sjæl, og hendes bolig var fyldt med alverdens projekter, bøger og malerier.

Hun var et utroligt levende menneske; en livsnyder, der var sporet helt ind på, hvordan hun ønskede at leve sit liv, og under mine besøg blev jeg introduceret til både kunst og litteratur. Jeg blev løbende inddraget i hendes hverdag, og vi opbyggede stille og roligt en god og rar relation til hinanden.

Da jeg var kommet hos hende et godt stykke tid, brød hendes sygdom ud nærmest fra den ene dag til den anden. Det stod hurtigt klart, hvor det bar hen, og at der var tale om et terminalt forløb. For mig var det en voldsom erfaring at opleve, hvor hurtigt et liv kan slå om. Den ene dag var hun helt og aldeles velfungerende, den næste var hun døende, med alt hvad det indebærer.

Hun blev hurtigt meget afkræftet og plejekrævende. Som person havde hun hele livet været meget selvstændig og sat en ære i at gøre tingene selv, og derfor var det særlig svært for hende at affinde sig med, at hendes selvstændighed gradvist blev taget fra hende i takt med, at der blev flere og flere ting, hun ikke længere kunne.

I starten var det meget svært for hende at acceptere, at hun var døende. Hun var ensom og bange. Hvordan skulle det ske? Ville det gøre ondt? Ville hun dø alene? Alle disse spørgsmål meldte sig, og hun havde tusind tanker om sin situation, som hun løbende havde behov for at få vendt. Jeg var meget ung og havde ikke tidligere stået i sådan en situation, men i løbet af de måneder, hun levede, havde vi et utal af snakke.

Vi talte meget om døden, men også rigtig meget om det liv, der havde været. Vi vendte de helt eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt hun havde opnået det, hun ville, og hvad hun forestillede sig, at der ventede på den anden side. Med tiden oplevede jeg, at hun blev mere og mere afklaret ved tanken. Hun fandt mere ro i, hvad det var, der skulle ske, og at det på sin vis var okay.

Jeg vil vove at påstå, at de fleste mennesker er bange for at dø, fordi man dør alene. Man er jo aldrig to om at dø, så på den måde er døden et meget ensomt begreb. Derfor skal vi turde møde det døende menneske på en åben og nysgerrig måde. Den åndelige omsorg er en virkelig vigtig og spændende del af sygeplejen, og mødet med min patient lærte mig, at døden ikke er farlig.

Det gav mig et sprog til at snakke om døden, og det lærte mig at turde tage den svære samtale. Det skaber tryghed at turde tage med ind i den døendes verden. For nogle kan det betyde, at rejsen bliver mindre ensom.