Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: "Jeg vil være med til at gøre op med perfekthedskulturen"

At stille spørgsmål, når man ikke er sikker på svarene, kan byde en perfektionist imod. Men at være nysgerrigt udforskende kræver mod til at fejle. Og det kan læres i bidder.

Sygeplejersken 2019 nr. 11, s. 63

Af:

Sarah Bregnhøj, sygeplejestuderende

Sarah BregnhøjJeg er startet på 6. semester, og en af de første dage hørte jeg en 2.-semesterstuderende sige noget i retning af ”Hvis jeg får under 12 til eksamen, så dør jeg”. Nej, tænkte jeg, det gør du højst sandsynligt ikke. Men selvom hendes tankegang virkede fjollet, kan jeg godt huske, at jeg selv havde det sådan engang.

Der er ikke noget galt i at have perfektionistiske tendenser, det er trods alt med til at drive én til at være detaljeorienteret og at ville opnå bedre resultater.

Men det er skadeligt, når det får ens tanker til konstant at kredse om, om man nu gør det godt nok, at man ikke må lave den mindste fejl, og når det kommer til at hindre ens præstationer, fordi man ikke orker at gå i gang med en ny opgave, fordi tankerne og bekymringerne om præstationen er nok til at gøre det hele uoverskueligt.

Jeg vil være med til at gøre op med perfekthedskulturen ved at fortælle min egen historie.

Da jeg startede på sygeplejestudiet, vidste jeg med mig selv, at jeg kun ville acceptere høje karakterer, og det gik også godt, lige indtil jeg dumpede en eksamen.

Det slog mig helt ud. Jeg blev frustreret og sur på mig selv. Jeg tvivlede på alt lige fra min faglige kunnen til mine studiemetoder. Hvor var det gået galt?

Det var først et par timer efter eksamen, at jeg forstod, at det var den såkaldte klap, der var gået ned for mig. På det tidspunkt blev det også klart for mig, hvor hårdt jeg havde presset mig selv. Mine forventninger, som var alt for høje, og de urealistiske krav jeg havde opstillet. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke kunne blive ved på den måde.

At gøre op med perfektionisme er ikke en let proces. Men nu kan jeg se, hvordan dét at turde lave fejl kan være godt i den forstand, at der heri ligger udvikling og læring. For hvis man er bange for at fejle, kan man så egentlig være nysgerrigt udforskende og netop stille spørgsmål der, hvor man ikke er sikker på svarene?

Om et år er jeg sygeplejerske, og jeg ved, at mange sygeplejersker kan føle sig usikre og have en forventning om, at de skal kunne det hele allerede som nyuddannet.

Derfor vil jeg give dette videre til mine medstuderende, der kæmper med samme problematik. Gør op med jeres perfektionisme i løbet af studiet. Og erkend, at det faktisk er muligt at skrue ned for perfektionismen, og at det også er muligt at have det godt med det valg.

At gå fra tankegangen om, at det kun er det fejlfri og perfekte, som er godt nok, til at forstå, at der ligger udvikling og læring i at turde lave fejl, er som nævnt ikke nogen let proces.

Jeg tog det i mindre bidder. F.eks. sagde jeg til mig selv, at det var ok, når jeg svarede forkert på et af lærernes sygeplejefaglige spørgsmål; at det ikke gjorde mig til en dårligere studerende.

Med fare for at lyde som en kliché er jeg taknemmelig over, at jeg prøvede at dumpe. Det lærte mig meget om mig selv, om at jeg skal være realistisk ift., hvad jeg kan nå, og ikke at være så hård ved mig selv, når jeg ikke klarer tingene perfekt.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 6. semester, UC Diakonissestiftelsen.