Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Nyuddannede sygeplejersker lades i stikken!

"På sygeplejeskoler er de naturvidenskabelige fag i undertal, hvorfor de nyuddannede sygeplejersker kan være udfordrede, når de starter på deres første job."

Sygeplejersken 2020 nr. 1, s. 19

Af:

Maria Blakø, sygeplejerske, stud.cur.,

Tammie Josefine Stabell, sygeplejerske, stud.cur.

I dag er afbrudte og mangelfulde introduktionsforløb desværre mere normen end undtagelsen på landets hospitaler.

Studier viser, at nyuddannede sygeplejersker som følge af dette oplever en negativ start på arbejdslivet, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for resten af deres arbejdsliv.

Sundhedsvæsenet har særligt fokus på effektivitet og produktivitet, og instrumentelle kompetencer er blevet essentielle.

Dette kombineret med det stigende antal patienter, hvis indlæggelsesforløb er tiltagende komplekse, kræver et stort vidensgrundlag hos de nyuddannede sygeplejersker.

På sygeplejeskoler er de naturvidenskabelige fag i undertal, hvorfor de nyuddannede sygeplejersker kan være udfordrede, når de starter på deres første job.

Der er 5.000 ubesatte sygeplejerskestillinger i Danmark, og der er en forventning om, at det tal vil vokse hen imod 2025, hvorfor der i 2019 er optaget et større antal studerende end tidligere på sygeplejerskeuddannelsen.

Op imod 100 pct. af sygeplejersker starter deres arbejdsliv på medicinske og kirurgiske afdelinger eller akutmodtagelser, som nyere undersøgelser viser har et særligt belastende psykisk arbejdsmiljø.

Starten på disse sygeplejerskers arbejdsliv kan derfor være præget af et særdeles stort arbejdspres. En konsekvens af dette er at mange afdelinger ikke har et tilstrækkeligt oplæringsmiljø.

Afdelingerne må ikke negligere, at de har et ansvar for at de nyuddannede sygeplejersker får et struktureret og grundigt introduktionsforløb, således at de er i stand til at løse deres arbejdsopgaver på en kompetent og ansvarlig måde.

Vi mener, at grundige og strukturerede introduktionsforløb kan medvirke til at løfte den enorme arbejdsmængde, som det danske sundhedsvæsen står overfor, nedsætte sygefravær og måske bidrage til at fastholde de 1.000 nye sygeplejersker, som regeringen har annonceret skal ansættes.