Sygeplejersken
"Her er jeg ikke bare med på slæb"
På uddannelsesafdelingen på Nordsjællands Hospital i Frederikssund puffer man de studerende i front, så de kan lære at tage ansvar. ”Der er tid til at stille spørgsmål og tid til at fejle,” lyder det fra studerende.
Sygeplejersken 2021 nr. 4, s. 50-51
Af:
Nana Toft, journalist
Er uddannelsen blevet for teoretisk? Er de studerende for forkælede? Er det umuligt at uddanne dygtige sygeplejersker i et system, der savner flere hænder?
Sygeplejersken undersøger, hvad der skal der til for at teori og praksis kan gå op i en højere enhed, og gøre de studerende klar til at arbejde i sundhedsvæsnet.
Læs med her
V i skal lige kigge på din forbinding, Finn. Det håber jeg er ok?”
6. semesterstuderende Louise Gymoese, står ved fodenden af 93-årige Finn Glud Konradsens seng.
Finn Glud Konradsen nikker smilende, og Louise Gymoese læner sig besværet ind over sengen. Stopper. Finder en ny stilling. Tøver.
”Tag sengegærdet af, så står du bedre for det,” indskyder afdelingssygeplejerske Dorte Lindstrøm Vilstrup, der står lidt i baggrunden.
Sengegærdet kommer af. Ligesom forbindingen.
”Finns hud på benet er meget rød. Der er et tykt sårlag under hans fødder,” bemærker Louise Gymoese og trykker let på Finns ben.
”Hvad kan vi gøre for at forebygge?” spørger sygeplejerske og klinisk vejleder, Ausra Matthiesen.
”Creme?” foreslår 2. semesterstuderende Freja Forsberg Lassen.
Det er halvanden uge siden, at hun og Louise Gymoese begyndte i praktik på Uddannelsesafdelingen på Nordsjællands Hospital i Frederikssund. Som noget helt nyt samler afdelingen undervisning og praktik på et og samme sted. I dette tilfælde på en helt almindelig medicinsk afdeling.
Med bevidstheden om det praksischok, mange studerende har sat ord på, og med et frafald på 25 pct. i baghovedet, er det helt bevidst, at styregruppen har valgt at lade en medicinsk afdeling være ramme for uddannelsesforløbet.
”Her handler det om væske, ernæring, hud, sår, infektioner, hygiejne. Grundlæggende sygepleje,” forklarer ledende oversygeplejerske Lene Lydia Breum.
”Det er dét, vi kaster dem ud i. For det er den viden, de mangler. I forhold til at kunne tage ansvar. Målsætningen her er, at det er de studerende, der er i front. Men med underviserne og vejlederne i ryggen,” forklarer Lene Lydia Breum.
Pt. er der 12 studerende, men planen er der skal være plads til 40 sygepleje-studerende fra 1., 2., 4., og 6. semester på Uddannelsesafdelingen, som er en medicinsk afdeling med 16 senge.
”Jeg har haft følelsen af at være på besøg”
”Hvor længe har du haft de her sår?” Louise Gymoese løfter blikket fra Finns fødder.
”4-5 måneder, tror jeg. Min fysioterapeut fik et chok, da hun så dem.”
Med forsigtige bevægelser dupper Louise Gymoese creme på begge hæle og på forfødderne. Hun ømmer sig og lægger en hånd på sin lænd. Kigger spørgende mod Ausra Matthiesen.
”Hvilken stilling tror du vil være god for dig at arbejde i?” spørger Ausra Matthiesen.
Louise Gymoese er stille et par sekunder.
”Hvordan løfter jeg hans ben?”, spørger Louise Gymoese.
Det er Louise Gymoeses sidste praktik. Om kort tid kan hun kalde sig færdiguddannet sygeplejerske. Ligesom mange andre synes hun også, at det kan være en skræmmende tanke. Af samme årsag er hun taknemmelig for den plads i fællesskabet, hun oplever, der er i Uddannelsesafdelingen.
”Jeg har haft følelsen af at være på besøg i tidligere praktikker. Lidt besværlig. Her er jeg ikke bare med på slæb, men har oplevelsen af at være ansvarshavende. Her er tid til at stille spørgsmål. Tid til at fejle,” fortæller Louise Gymoese.
Caption
”Husk, der er ikke noget, der hedder dumme spørgsmål”, pointerer sygeplejerske og klinisk vejleder Ausra Mathiesen.
Attribution
Foto: Claus Bech
Her er ikke noget os og dem
Og fællesskabsfølelsen er præcis dét, man forsøger at stræbe efter i Uddannelsesafdelingen, hvis man spørger afdelingssygeplejerske Dorte Lindstrøm Vilstrup og ledende oversygeplejerske Lene Lydia Breum.
Der er fælles spisestue. De studerende er i vagt på alle tider af døgnet, så de lærer rutinerne og samtlige kolleger at kende. Og alle medarbejdere bliver rekrutteret ud fra ønsket om at lære fra sig.
”Her er ikke noget os og dem. Der skulle meget gerne kun være et vi,” som Dorte Lindstrøm Vilstrup forklarer.
”Og så forsøger vi at skabe et miljø, hvor vi deler vores viden på tværs. Men hvor vi også flasher den uvidenhed, vi også har,” pointerer Dorte Lindstrøm
Vilstrup.
Tør, når man er tryg
Heldigvis er uddannelsesafdelingen fyldt med studerende, der stiller en masse spørgsmål, og dermed konstant udfordrer både undervisere og vejledere, forklarer afdelingssygeplejerske Dorte Lindstrøm Vilstrup.
”Vi bliver – allesammen – konstant udfordret på, hvad vi ved, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det er umuligt at køre på rutinen her. Det udvikler alle. Ikke kun de studerende,” understreger afdelingssygeplejerske Dorte Lindstrøm Vilstrup.
Det er seks måneder siden, Uddannelsesafdelingen tog imod det første kuld studerende. Afdelingssygeplejerske Dorte Lindstrøm Vilstrups indtryk er, at de studerende er glade for at være der. Men naturligvis er der udfordringer, og der bliver løbende justeret.
Bl.a. har afdelingen netop etableret faste teams omkring de studerende. Der var brug for, at personalet organiserede mere omkring de studerende, end de gjorde.
”Vi har erfaret, at faste undervisere og vejledere gør dem trygge, og det er, når man er tryg, man tør stille spørgsmål, og det er, når man er tryg, man tør tage ansvar,” forklarer Dorte Lindstrøm Vilstrup.
”Præcis. Lige præcis.”
Finn Glud Konradsens ben har fået en ny kompressionsforbinding, og han ligger og smiler.
”Sidste spørgsmål fra mig i dag,” siger Ausra Matthiesen, mens hun sætter et plaster på Finns hæl.
”Hvorfor må der ikke være huller i en kompressionsforbinding?”
”For så vil væsken forsøge at komme ud dér,” lyder et hurtigt svar fra Louise Gymoese.
”Præcis,” konstaterer Austra Matthiesen.
”Lige præcis.”
Læs også: "Drop diskussion om akademisering"