Anmeldelser

Henriette Bendix og Preben Lund
Miraklet på Blegdammen – Polioepidemien i 1952
Frydenlund 2020, 176 sider – 299,95 kr.

I en tid med pandemi er det interessant at læse om polioepidemien 1952 og 1953. Nogle år senere, i 1955, var der udviklet en vaccine.

Hver gang en epidemi rammer os, lærer vi noget, ikke bare om vacciner, vaccinationer og immunitet, men om mennesker og samfund. Fra denne bog lærer vi også en måde at skrive om sygdom på, der inddrager mange perspek-tiver.

Vi får også et blik på os selv som sygeplejersker, der både kan være søde og skrappe. Polio er en virusinfektion, der går til centralnervesystemet via tarmene, der var blevet inficeret af fødevarer eller vand.

Mange polioramte – flest børn i epidemien i 1950’erne – fik lammelser i arme og ben, og nogle kunne ikke trække vejret, fordi brystmuskulaturen var lammet. Flere har levet deres liv med følger efter sygdommen, der i folkemunde hed børnelammelse.

Der er stadig overlevende her 70 år efter epidemien, mennesker som har haft sygdommen og deres familier. Forfatterne har indsamlet personlige beretninger fra overlevende, søskende og forældre.

Vi følger indlæggelser gennem barnets sansning og oplevelser, familier, sygeplejersker, læger og lægestuderende. Det blev på Blegdammen, at poliopatienterne blev samlet, og det var her, der blev udviklet pleje, omsorg og nye metoder til at undgå, at børnene døde.

Blegdamshospitalet var bygget som pavilloner, så det var muligt at isolere de forskellige smitsomme sygdomme fra hinanden. Efterbehandling og genoptræning foregik i Hald og på Hornbæk Kurbad.

De, der ikke kunne trække vejret, blev lagt i en jernlunge, en tankrespirator, der er den ældste form for respirator.

Fra medicinsk perspektiv fortælles fakta om sygdommen poliomyelitis, om introduktion af trakeotomi, indgift af muskelafslappende medicin til disse børn og ikke mindst ventilering.

Før denne behandling døde ni ud af 10, bagefter faldt dødeligheden fra 80 til 20 pct.

To af de lægestuderende, som gjorde en stor indsats som ventilatører, har bidraget til bogen med beretningen om, hvordan de oplevede at sidde ved børnene, og hvordan det siden er gået dem.

De voksnes perspektiv følger vi også med de muligheder og begrænsninger, som sygdommen medførte. Igen er formen personlige, vedkommende beretninger.

Beretningerne afbrydes af et kapitel om poliomyelitis historie, smitteveje og smittekilder samt datidens refleksioner over udbredelse, samfundssammenhænge og overlevelse.

Polioforeningen har haft en stor rolle i at støtte og styrke indsatsen med at bekæmpe epidemien og udbrede vaccinationsprogrammet – det ses i denne jubilæumsbog.

Selvom sygdommen synes overstået, kan der opstå senfølger: postpoliosyndrom, som ca. 5.000 mennesker i Danmark lever med. I PolioForeningen arbejdes videre med dette endnu ret uudforskede felt.

Få unge/voksne blev smittet med polio. Men det blev Holger Kallehauge, der som dommer og fra kørestol førte en stædig indsats for poliopatienter, deres vilkår og forening.

Det er en livsbekræftende bog midt i en tid med uvished og begrænsninger. 

Marianne Mahler, sygeplejerske, Dr PH

Sygeplejersken podcast
No. 8 - Covid-19: Oplæring, arbejde og angst
27. december 2020

Denne podcast skildrer bl.a. en gruppe sygeplejerskers personlige overvejelser og oplevelser i forbindelse med at indgå i covid-19-beredskabet på Hvidovre Hospital. 

Podcasten er velproduceret og vanvittig relevant lytning for de mennesker, der negligerer covid-19-pandemiens aftryk på det danske sundhedsvæsen.

Fortællingerne skaber et virkelighedstro øjebliks-billede om udfordrende arbejdsforhold og bevidstheden om den høje smitterisiko, der forbindes med arbejdet i covid-19-beredskabet.

Podcasten tager desuden fat på centrale aspekter vedrørende sygeplejerskernes angst og gengiver, hvordan det er at have covid-19 så tæt inde på livet, at det også påvirker familien.

Som lytter får jeg en klar oplevelse af, at podcasten lægger op til politisk og etisk debat vedrørende frivilligheden ved at indgå i et beredskab, hvor hospitalets afdelinger pålægges at udpege et bestemt antal sygeplejersker.

Jeg er enig i, at dette er et organisatorisk dilemma, der med fordel kan tages op i sundhedsvæsnets fremtidige håndtering af en pandemi.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi lige nu og her burde fokusere på, hvordan vi bedst muligt opkvalificerer de læger og sygeplejersker som – frivilligt eller ej – skal indgå i beredskabet for at holde Danmark i live. 

Podcasten peger på, hvordan danske sygeplejersker fortsat oplever angst og en følelse af faglig utilstrækkelighed, når de indrulleres i covid-19-beredskabet.

Dét på trods af at den indsamlede viden om pleje og behandling af patienten med covid-19 i høj grad gør det muligt at forberede det nye personale.

Som forsker og simulatorinstruktør for covid-19-beredskabet i Region Midtjylland er det mit håb, at podcasten kan være endnu en påmindelse om at sætte fokus på et altoverskyggende behov for praksisnær/grundig/behovstiltrettelagt uddannelse af de fagprofessionelle, der aktiveres i pandemiberedskabet.

Neel Toxvig, udviklingssygeplejerske, cand.scient.san.