Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Skrøbelighed har mange facetter

Karriereskift fra hæsblæsende IT-business til nærvær og eftertænksomhed på sygeplejestudiet giver en helt særlig motivation og glæde.

Sygeplejersken 2022 nr. 14, s. 63

Af:

Jacob Mads Lundsteen, sygeplejestuderende

Jacob Mads Lundsteen
Jacob Mads Lundsteen
Privatfoto
Jeg har altid været glad for mit job – arbejdet mange timer, højt gear, IT-branchen, boet midt i København, pulserende og til tider hektisk.

Jeg har egentlig altid følt, at jeg gjorde en forskel på mit arbejde, men ønsket om at gøre en forskel på en anden måde voksede inde i mig. Lysten til nærvær, omsorg og at være tæt på mennesker. 

Det har ikke været impulsivt for mig at søge sygeplejerskegerningen. Jeg søgte ind første gang for fire år siden, men blev skilt umiddelbart efter at jeg havde søgt ind og tænkte, at det var lige vel meget forandring på én gang.

Man kan vel godt sige, at det er efter moden overvejelse, at jeg nu sidder som 2. semester-studerende på Bornholm. Hvor er både dét og her dejligt.

Jeg har i løbet af min karriere fået mange kurser og efteruddannelse, men jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor stor en luksus det er at få hældt så meget nyt og spændende ind i hovedet.

Det burde være alle forundt at få lov til på et tidspunkt i livet, hvor man virkelig værdsætter det.

Ét er at studere, noget andet er forestillingerne om, hvordan det vil være at arbejde som sygeplejerske. Den store syretest for mig var det kommende klinikophold. Mon det hele nu også var så fantastisk, som jeg gik og forestillede mig? 

Praktik på 1. og 2. semester er sammenhængende, og jeg har haft det store privilegium at få lov til at være på sengeafsnit 1, Neurologisk afdeling på Bornholms Hospital.

Gudskelov blev jeg meget bestyrket i, at dette er den helt rette vej. Jeg var vanvittig imponeret over sygeplejen i en travl hverdag og hvor meget omhu, nærvær og eftertænksomhed, der blev lagt i behandlingen af patienterne. Jeg har dejligt meget at lære endnu!

I min første praktikperiode fulgte jeg en patient i lidt over tre uger. En ”ung mand” i midt fyrrerne, der blev indlagt efter en blodprop. Udover det ualmindeligt spændende, faglige aspekt var det, jeg reflekterede mest over, hvor skrøbeligt livet egentlig er.

Fra den ene dag til den anden ser livet, som man kender det, slet ikke sådan ud mere ift. job og muligheder og at kunne gøre de ting, man har lyst til.  

Jeg har selv været i en proces med livsforandring, men har foretaget valg. Valg til noget jeg synes er bedre.

Med patienten er det den omvendte verden, der er ikke foretaget et valg, og forandringen er ikke nødvendigvis til det bedre. Dét at kunne give bare et ydmygt bidrag til, at en sådan mand kommer bedst muligt videre, er for mig meningen med livet lige nu, og jeg er glad. 

Skrøbelighed har mange facetter, for oplevelsen af at bringe mig selv i spil på en anden måde, end jeg har været vant til, har været både overvældende og givende.

Det spiller nok også ind, at jeg hele tiden havde i baghovedet, at det lige så godt kunne have været mig.

Givet hvor skrøbeligt livet er, er jeg glad for, at jeg i dag bruger min tid på det, jeg har allermest lyst til, nemlig at studere sygepleje hvor omhu, nærvær og eftertænksomhed er omdrejningspunktet.

Jacob Mads Lundsteen er sygeplejestuderende på 2. semester, KP Bornholm.