Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjerte­afdelinger gør hinanden klogere

Eva Anderlo og Ditte Marie Willerslev arbejder begge med nyopererede hjertepatienter efter åben kirurgi, men to forskellige steder i landet. For at blive klogere på forskelle og ligheder har de besøgt hinanden. – Vi skal være nysgerrige. For vores patienters skyld, lyder det.

Sygeplejersken 2022 nr. 5, s. 36-37

Af:

Nanna Toft, Journalist

fagliginspiration_gruppebillede

Hvordan fjerner de patienternes dræn efter åben hjertekirurgi? Hvilke smertestillende præparater bruger de? Hvordan foregår opvågningen? 

Spørgsmålene var mange, da intensivsygeplejerske Ditte Marie Willerslev tilbage i november 2020 kom tilbage til hjerte-lunge og karkirurgisk afdeling, Forberedelse og Opvågning, Øst 1 på Aarhus Universitetshospital. Alle kolleger ville vide, hvordan Dittes 14-dages studiepraktik havde været på Rigshospitalets afdeling for nyopererede hjertepatienter efter åben kirurgi: Afdeling 4141 Fasttrack. 

For hvilke ligheder var der mellem afdelingerne? Og var der noget, hvor procedurerne var meget forskellige?

“Det blev hurtigt ret åbenlyst, at der virkelig var et potentiale for at udveksle erfaringer på tværs af afdelingerne, så da corona igen tillod besøg, fik vi inviteret en gruppe sygeplejersker fra Rigshospitalet over til os,” fortæller Ditte Marie Willerslev. 

Også her var der begejstring at spore, da gruppen af sygeplejersker vendte hjem til egen matrikel i København og alle refleksionerne begyndte at presse sig på. 

“Vores tilgang til patienterne var meget den samme. At vi tænker rehabilitering fra første sekund, de er her. De har jo bedst af at komme hurtigt igennem i stedet for at få et langt indlæggelsesforløb, fortæller afdelingssygeplejerske fra Rigshospitalet, Eva Anderlo. 

“Men der var også flere ting, der var afgørende anderledes.” 

Hiver dræn ud på en udånding 

For samtlige patienter på begge afdelinger gælder, at de alle er nyopererede efter åben hjertekirurgi. Der vil derfor altid være overskydende væske, herunder blod, og der vil også være luft, der skal ud af brysthulen. 

Patienterne får derfor alle lagt et, to og ind i mellem tre dræn ind, hvilket stort set altid er generende, da de kan ligge og gnide op ad lungehinden, og patienten derfor kan blive hæmmet i sin respiration. Men at have dræn er ikke altid lige så generende som rent faktisk at få dem fjernet.

Og lige præcis den procedure, viste det sig, at afdelingerne håndterede på to forskellige måder. Hvor Rigshospitalet altid har bedt patienterne om at holde vejret, når et dræn blev trukket ud, fjerner personalet på Aarhus Universitetshospital drænet på en udånding. 

“Hvor det gjorde ondt på vores patienter, virkede det væsentligt mindre smertefuldt i Skejby,” fortæller Eva Anderlo. 

Gud, var det bare det?

Afdeling 4141 Fasttrack på Rigshospitalet har derfor ændret procedure. Med stor succes. 

“Vi forbereder altid vores patienter på, at det kan gøre ondt. Det har vi altid gjort, men nu er den typiske kommentar fra dem: “Gud, var det bare det?”, hvilket er fantastisk. For der er jo rent faktisk tale om, at drænet er på størrelse med en lille haveslange,” forklarer Eva Anderlo. 

I Skejby blev Ditte Marie Willerslev og hendes kolleger omvendt opmærksomme på, at de på Rigshospitalet altid fjernede et dræn inden for to timer efter, patienten var blevet mobiliseret. 

“Pointen er, at jo længere tid der går, jo større risiko vil der være for, at der kan gemme sig væske i en lille lomme. Også fordi de her dræn godt kan ligge i en vinkel, der gør, at de måske ikke fanger det hele,” forklarer Ditte Marie Willerslev. 

Hun fortæller, at den særlige nuance med et vindue på to timer derfor er blevet implementeret som en del af retningslinjerne i dag på hjerte-lunge og karkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. 

“Og det er en super værdifuld tilføjelse, der potentielt kan skåne patienten for flere dræn eller for genindlæggelse på et senere tidspunkt,” fortæller Ditte Marie Willerslev. 

To forskellige slags anæstesi

Men skal patienterne helst være sovende, når personalet tager imod dem på afdelingen? Eller er der fordele ved at være lidt halvvågne? Gør det en forskel, hvor lidt eller hvor meget, de kan huske?

For både Ditte Marie Willerslev og Eva Anderlo var det spændende at erfare, at der bliver brugt to forskellige slags anæstesi. 

“Hos os er de fleste patienter halvvågne, når vi modtager dem, hvor de på Skejby er dybere sovende. Vi nåede at tale om, at det ville være interessant at finde ud af, hvor meget kvalme eller hvor mange tilfælde af delirium, patienterne havde, og hvilken betydning anæstesien så havde,” fortæller Eva Anderlo.

Ditte Maria Willerslev lagde også mærke til, at hvor de på egen afdeling på Skejby har enkeltmandsværelser til rådighed til alle patienter, er faciliteterne på Rigshospitalet anderledes. Her ligger alle på firemands-stuer. 

“Vi har derfor mulighed for, hvis alle ønsker det, at de pårørende kan være til stede, når patienterne vågner,” fortæller Ditte Marie Willerslev. 

Optimere patientforløb – sammen! 

To afdelinger. Samme typer af patienter. Visse fællestræk, men også en del, der bliver gjort på to forskellige måder. Det er de grundlæggende erfaringer, som Rigshospitalets Fasttrack 4141 og hjerte-lunge og karkirurgisk afdeling, Forberedelse og Opvågning, Øst 1 på Aarhus Universitetshospital har fået indtil videre. 

En ting står dog lysende klart for både Eva Anderlo og Ditte Maria Willerslev: Der er stadigvæk meget at lære af hinanden. Så derfor skal Ditte Maria Willerslev, af­delingssygeplejerske Marianne Mikkelsen og den kliniske udviklingssygeplejerske Lone Hedegaard Andersen til København igen til april 2022. 

Men det slutter ikke her. 

For hvad med at fokusere på kvalme? Hvordan kunne man gøre den mindre? Og hvad med helt generelt at sammenkøre data? Det kunne også være interessant at undersøge, hvilken indflydelse musik kunne have i en opvågningsfase. 

“Vi har så meget, vi ønsker at dykke ned i. Jeg har tænkt på, om vi skulle etablere faste besøg flere gange årligt eller måske ligefrem have en løbende erfaringsudveksling via faste kontaktpersoner,” fortæller Eva Anderlo. 

“Det handler jo om at forsøge at optimere de her patientforløb så meget som overhovedet muligt,” forklarer Eva Anderlo, der bliver bakket op af Ditte Marie Willerslev. 

“Vi skal ikke bare gøre det, vi plejer. Vi skal være nysgerrige. For vores patienters skyld.”