Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Klog på UTH: Skal der genoplives eller ej?

Sygeplejersken 2022 nr. 8, s. 12

sy8-2022_akt_genoplivning

Du skal som sundhedsperson i udgangspunktet tilkalde hjælp og forsøge genoplivning, hvis du finder en livløs borger. Men der er også en række vigtige undtagelser. Det gælder f.eks., hvis borgeren i samråd med en læge på forhånd har fravalgt genoplivningsforsøg. 

Fra plejeområdet bliver der rapporteret utilsigtede hændelser om borgere, der bliver genoplivet, selvom de i samråd med en læge har fravalgt genoplivning. 

Du kan som sundhedsperson på plejehjem eller i hjemmeplejen være med til at sikre, at disse borgere får en værdig afslutning på livet, og du kan undgå unødvendige situationer for både borgerne og dig som medarbejder. 

Hvis der er truffet valg om ikke at skulle genoplive ved hjertestop, skal lægen informere relevante sundhedspersoner om borgerens beslutning, og valget skal journaliseres tydeligt.

Case:

82-årig forsøgt genoplivet mod sin vilje

En 82-årig hjertesyg borger bliver udskrevet fra hospitalet til egen bolig en lørdag eftermiddag. Lægen på hospitalet har i samråd med borgeren registreret i udskrivelsesrapporten, at der ikke skal ske genoplivning ved hjertestop. Medarbejderen i hjemmeplejen får ved en fejl ikke registreret det i borgerens journal.

Den efterfølgende dag finder en anden medarbejder borgeren livløs i hjemmet. Medarbejderen går i gang med hjertelungeredning og får en kollega til at ringe 112. Ambulanceredderne overtager hjertelungeredningen, da de ankommer til borgerens adresse på trods af borgerens udtrykte ønske om ikke at blive genoplivet.

Vær opmærksom på
Når du arbejder med pleje af borgere i eget hjem eller på plejehjem, er det vigtigt at være opmærksom på

  • at gennemlæse korrespondancen fra hospitalet efter udskrivelse og sikre, at relevante informationer bliver tilføjet borgerens journal.
  • at du som medarbejder ved, hvor du kan finde registrering af stillingtagen til genoplivning i borgerens journal.

Find forrige måneders ’Klog på UTH’ på www.stps.dk > Skriv ’Klog på UTH’ i søgefeltet

Kilde: Styrelsen for patientsikkerhed