Studerende i praksis: "Vi vil ud at bidrage, opleve sundhedsvæsenet og mærke suset"

Om kun et år er jeg sygeplejerske! Hvor er det vildt, tiden flyver jo afsted. Jeg er i slutningen af mit 5. semester og har dermed kun to semestre tilbage. 

Det er nærmest ubegribeligt, for det betyder, at vi nu har modtaget al den teoretiske viden, vi skal tilegne os, inden vi kalder os for sygeplejersker.

Vi har igennem hele uddannelsen lært om den ene teoretiker efter den anden, lært om organisationen, retningslinjer, love og regler, forskningsmetodologi og evidensbaseret sygepleje. Og NU skal vi ud at prøve kræfter med at være sygeplejersker. 

I sidste uge søgte vi praktikpladser til næste semester, et helt halvt år med praktik. Ej, hvor bliver det fedt. Jeg er spændt på, hvor jeg skal hen, spændt på hvilke sygeplejersker jeg skal møde og lære af og ikke mindst spændt på at møde de patienter, som kommer til at være lige der i læringsøjeblikket sammen med mig. 

Sommerfuglene i maven er begyndt at summe. Men… er jeg overhovedet klar til at være sygeplejestuderende på 6. semester?

Jeg er lige nu – sammen med min gruppe – i gang med den meget omtalte mini-bachelor. Altså en opgave, hvor der bliver lagt vægt på metode og analyse.

Hvordan kan jeg bruge metode og analyse i min praksis både som studerende i klinik og som færdiguddannet sygeplejerske? En opgave, hvor jeg ikke i samme grad har tiden til at gå i dybden med de omtalte teoretikere, retningslinjer og refleksioner over mit sygeplejefaglige skøn.

Hvordan kan teorien gøre mig til en god sygeplejerske? Et spørgsmål jeg både stiller mig selv og ofte hører mine medstuderende stille i denne periode.

Vi står klar med masser af gå på mod, og med den mangel på sygeplejersker der er, vil vi ud at bidrage, opleve sundhedsvæsenet og mærke suset.

Men lige nu sidder vi stille forundret, fokuseret og en smule frustreret over en opgave. Dog tror jeg på, at det er godt at være forundret og frustreret, da det skaber grobund for forståelse og læring. 

Pga. frustrationerne og en smule fortvivlelse har jeg forhørt mig hos venner, familie og bekendte, som også igennem deres studier har benyttet forskningsmetodologi som redskab til opgaveskrivning.

Det har været med til at belyse meningen med disse processer. Processer der ikke blot giver tanker til refleksion over sygeplejens virksomhedsområder, men også lærer os, hvordan vi kan udføre, formidle, lede og udvikle sygeplejen.

Ved brug af forskningsmetodologi lærer vi at kvalitetsvurdere vores fundne empiri, vi lærer at analysere andres arbejde og forstå, hvordan evidensbaseret viden bliver til og udvikles. 

Jeg har derfor lært i disse frustrerende og trættende tider, at jeg som sygeplejerske også har behov for denne viden for at kunne udøve den evidensbaseret korrekte sygepleje til de patienter, jeg nu skal ud og møde i mine kommende praktikker, og ikke mindst i mit fremtidige virke som sygeplejerske. 

Caroline Gundgaard Mulvad er sygeplejestuderende på 5. semester, VIA Viborg.