Patientperspektiver på delirium

Artiklen analyserer fem bøger skrevet af tidligere intensivpatienter, som kan give nye indsigter og hjælpe sundhedsprofessionelle med at forstå patientens perspektiv. Litteraturanalysen af førstehåndsberetninger og læsning af biografierne kan øge forståelsen af patientperspektiver på lidelse og vejen hen mod helbredelse.

Jason Watt fortæller: ”Og væggene fik ansigter. Jeg kunne se massevis af mærkelige fordrejede ansigter, der kom ud af væggene og bevægede munden, som om de talte. Prøvede jeg at lukke øjnene, så jeg stadigvæk disse ansigter, de skiftede blot farve fra grå til rød … en blanding af drøm og fantasi.” (Jason blev lammet ved en motorcykelulykke i 1999 og bundet til en kørestol resten af sit liv).

Anne Meiniche fortæller: ”Så kom Jason Watt gående (!) sammen med nogle af sine venner. De var alle i køredragter af hvidt skind med reklamer overalt. De rullede min seng hen til en rød racerbil. Så tog de mig op og lagde mig på kølerhjelmen … de hældte motorolie i min mund, og det smagte rædselsfuldt.” Anne Meiniche havde hørt, at Jason Watt havde ligget på afdelingen tidligere (I 2000 blev Anne livsfarligt kvæstet ved en trafikulykke og tilbragte 28 timer på operationsbordet, 5 uger i respirator og blev efterfølgende konstateret 65 pct. invalid).

Sabine Varming Cheyne fortæller: ”Jeg rejste til et andet sted, hvor jeg oplevede, at jeg befandt mig lige så virkeligt, som vi oplever vores dagligdag. Det var hverken drømmende eller uvirkeligt, men oplevedes intenst. Først så jeg Jesu Kristi flamme, som var et par meter høj, og jeg så den lige så virkeligt og tydeligt, som når man kigger ind i flammerne på et bål. Samtidig blev jeg mødt af en flodbølge af ubetinget kærlighed og accept. En uendelig stor kærlighedsfølelse. Her var trygt. Varmt. Og tillidsfuldt.” Mange deliriumfortællinger er ubehagelige, men denne er god og frelsende. (Sabine fik Leukæmi og intensiv højdosis kemoterapi og lå i koma i 18 måneder efter en fejlslagen operation, dømt til et liv i kørestol).

Rikke Schmidt Kjærgaard fortæller: ”Min korttidshukommelse var på ny forsvundet. Det lille glimt af håb efter at have fået kontakt med mig fortonede sig langsomt.”
”En af de store udfordringer er, at tanker begynder at drille. Det skete også for mig. Ud over at forblive i live var den vigtigste opgave for mig at bevare forstanden.” 
(Rikke bliver ramt af bakteriel meningitis og får hjertestop. Bliver genoplivet med ”locked-in syndrome” – en tilstand forårsaget af omfattende skader i hjernestammen, hvor man er fuldt vågen og bevidst, men ude af stand til at tale og røre sig. Hendes mand opdager, at hun kan kommunikere ved at blinke).