Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Det nytter at forebygge fald hos hjemmeboende ældre personer

FALDFOREBYGGELSE. Balance-, gang-, koordinations- og funktionel træning virkede faldforebyggende i et Cochrane Review baseret på søgning i seks databaser og to registre.

Fag & Forskning 2019 nr. 2, s. 42

Af:

Lotte Evron, sygeplejerske, cand.mag. ph.d.

ff2-2019_journclub_cochrane

Sherrington C, Fairhall NJ, Wallbank GK, Tiedemann A, Michaleff ZA, Howard K, Clemson L, Hopewell S, Lamb SE. Exercise for preventing falls in older people living in the community. Cochrane Database of Systematic Reviews 2019, Issue 1, No.: CD012424. DOI: 10.1002/14651858.CD012424.pub2

Introduktion: Fald i alderdommen er et kendt folkesundhedsproblem med store konsekvenser for personer over 65 år og for samfundet. Undersøgelser viser, at træningsøvelser rettet mod balance, gang og muskelstyrke kan forebygge fald hos hjemmeboende personer over 65 år. Formålet var at undersøge effekt (fordele og ulemper) af forskellige træningsinterventioner målrettet forebyggelse af fald blandt ældre hjemmeboende personer.

Metode: Metoden er et systematisk Cochrane Review, hvor bestemte procedurer følges. Der blev søgt i seks databaser og to registre efter randomiserede, kontrollerede forsøg (RCTs), som omhandlede effekt af alle former for træning (balance, gang og styrke) med fokus på enkeltintervention i gruppen af hjemmeboende personer over 60 år. Interventionsgrupperne deltog i træningsprogrammer, mens kontrolgrupperne var inaktive (vanlig aktivitet).

Resultater: I alt blev 108 RCTs med 23.407 deltagere fra 25 lande inkluderet i reviewet. Gennemsnitsalderen for deltagere var 76 år, og 77 pct. var kvinder. Tilsammen reducerede de enkelte træningsinterventioner antallet af fald med 23 pct., og antallet af personer, som havde et eller flere fald i perioden, med 15 pct. i interventionsgrupperne. Der var høj evidens for, at balance-, gang-, koordinations- og funktionel træning virkede faldforebyggende. Der var ikke evidens for, at træningsprogrammer baseret på dans, gåture og styrketræning alene forebyggede fald. Også programmer, der involverede flere typer af træning (multikomponent træning med balance, funktionelle øvelser og styrketræning), så ud til at forebygge fald, ligesom der var svag evidens for, at Tai Chi reducerede antallet af fald.

Diskussion: Der var relativt stor variation mellem deltagerne i forsøgene, idet nogle blev rekrutteret via frivillige organisationer, mens andre blev rekrutteret gennem ambulante klinikker. Ulemper som frakturer, hospitalisering, utilsigtede hændelser og behov for lægekontakt var ofte ikke eller mangelfuldt rapporteret i forsøgene. De få forsøg, som rapporterede ulemper af træningen, omhandlede f.eks. muskelømhed og blev vurderet som ikkeseriøse bivirkninger. Reviewet supplerer et tidligere Cochrane Review, som viste, at individuel og gruppebaseret træning med flere komponenter reducerede faldraten blandt hjemmeboende ældre borgere.

Konsekvenser for praksis: Resultaterne understøtter det stærke politiske fokus, der er på sund aldring og den positive betydning, træning har for personer med faldproblematikker. Den høje effekt af træning med balanceøvelser og funktionelle øvelser kan hjælpe kommunerne til at se på sammensætningen af deres faldforebyggende programmer til hjemmeboende ældre mennesker. I Danmark kan sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som møder borgeren i hjemmet, være med til systematisk at registrere og belyse ulemper ved deltagelse i træningsprogrammer via fælles dokumentationsredskaber.

Læs også: Trialog om faldforebyggelse i Fag&Forskning nr. 4/2017.

Lotte Evron, lektor, ph.d., cand.mag., sygeplejerske, Københavns Professionshøjskole, Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelse samt ekstern lektor på Aarhus Universitet, Institut for Sygepleje.