Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 1997 nr. 14, s. 32-33
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
FOREBYGGELSE I SUNDHEDSPLEJEN GENNEM NETVÆRK
Ragnhild Hovengen Sætre, Kristin Schjelderup Mathiesen, Ane Nærde
Barnefamilien – trivsel og levekår
Helsestasjonenes rolle i kommunens forebyggende arbeid for barn
Oslo 1996: Kommuneforlaget
188 sider, n.kr. 278,-.
Bogens overordnede formål er at bidrage til metodeudvikling inden for det miljørettede arbejde og til debat om helsestationernes rolle i fremtiden. De norske helsestationers opgaver kan sammenlignes med danske sundhedsplejerskers og praktiserende lægers forebyggende arbejde i børnefamilierne.
Forfatterne, to psykologer og en sundhedsplejerske, anfører, at forebyggende arbejde må tage udgangspunkt både i individerne og i det miljø, de lever i.
De ser det som en forudsætning for det forebyggende arbejde, at man har lokalkendskab og ved, hvilke forhold der positivt og negativt indvirker på sundheden. Gode arbejdsmetoder må hvile på et solidt fagligt fundament og man må gøre sig klart, hvem indsatsen rettes imod og vide, hvilke initiativer og arbejdsmetoder der har den største effekt.
Indledningsvis beskrives psykiske problemer hos børn og voksne, og væsentlige beskyttelses- og risikofaktorer trækkes frem. Derefter præsenteres en spørgeskemaundersøgelse, hvor der indgår ca. 1000 børnefamilier, og afslutningsvis gives eksempler på, hvordan resultaterne kan udmønte sig i praksis.
Ved at kortlægge familiernes sociale ressourcer og belastninger, trivsel og levevilkår ønskede man et billede af, hvordan det er at leve med et barn på halvandet år i Norge. Der indgik data fra seks forskellige kommuner, og på baggrund også af socio-demografiske forhold og sociale kvaliteter i lokalområdet blev der udarbejdet en profil for hver helsestation.
Der er stor usikkerhed forbundet med at adskille børn med forbigående vanskeligheder fra børn med mere langvarige problemer. Det ses fx, at de fleste af de børn, der har problemer på et givent tidspunkt, ikke har de samme vanskeligheder to til tre år senere. Man kan derfor ikke gå ud fra, at små problemer vokser sig store; det er snarere sådan, at små vanskeligheder forsvinder. Et centralt kendetegn ved børn, som havde problemer i nogle perioder, men ikke i andre, var, at vigtige forhold i deres omgivelser havde ændret sig, hvorimod opvækstvilkårene ikke havde ændret sig hos de børn, der fortsat havde problemer. Det er især, når flere faktorer optræder samtidig, at børnenes sundhed og trivsel påvirkes.
Tilpasningsvanskeligheder hos børnene hænger hovedsageligt sammen med graden af psykiske problemer hos mødrene. Familiens belastningsniveau, forholdet mellem ægtefællerne, den sociale støtte, moderen modtager fra familie og venner, og familiens integration i nabolaget, synes kun at påvirke barnets tilpasning i den udstrækning, mødrenes psykiske sundhed bliver berørt. Som beskyttende faktorer nævnes bl.a. barnets evne til at få positive reaktioner fra andre, at det har et trygt forhold til forældrene, og at både forældre og barn har mulighed for støtte i omgivelserne.
Der ses sammenhæng mellem social støtte og social integration på den ene side og psykiske problemer på den anden side. Ikke overraskende er det kvinder med de laveste uddannelser, der har flest problemer; jo dårligere økonomi des flere psykiske problemer.
Kortlægning af ressource- og risikoforhold viser forskelle mellem distrikterne, tydeliggør indsatsområder og viser nødvendigheden af kommunalt samarbejde, men også at megen forebyggelse ligger uden for sundhedsvæsenets rammer.
Usikre om ansvar og kompetence
Forskerne mener, at de forebyggende tiltag bør rette sig imod alle familier, men samtidig må udsatte mødre motiveres til at deltage. Miljørettet arbejde bør have højere prioritet og tiltag, som fremmer kontakt og fællesskab mellem småbørnsfamilierne, må vægtes; især de tiltag, som øger barnets kontaktflade, er vigtige.
Også sundhedsplejerskernes arbejde, opgaver og metoder blev kortlagt. Sundhedsplejerskerne havde et godt lokalkendskab, og der var hyppigt overensstemmelse mellem det, sundhedsplejersken mente var forældrenes største problem i deres distrikt, og det, familierne selv mente. Men det forekom også, at det, sundhedspersonalet troede var gode forhold, ikke var det set med forældrenes øjne.
Sundhedsplejerskerne prioriterer de individrettede opgaver højere end de generelle informationsopgaver. De er også usikre omkring deres ansvar og kompetence og på, hvor grænserne mellem deres og andre faggruppers arbejde inden for det psykosociale arbejdsfelt går. De følte deres rolle i forhold til aktiviteter, der blev iværksat, lidt uklar, og mange havde ikke tidligere prøvet den mere miljørettede arbejdsform, og flere savnede oplæring i gruppeledelse.
Da meget af det forebyggende arbejde tager udgangspunkt i viden om netværk, fik sundhedsplejerskerne en grundig oplæring i netværksteori med særlig vægt på sammenhængen mellem social støtte, belastninger og psykiske problemer.
Den efterfølgende indsats blev bl.a. rettet mod fælles aktiviteter, fx blev der etableret træf i lokalområdet, oprettet en børnehave og etableret grupper omkring temaer som søvn, sprog og trafik. Ikke alle initiativer gik lige godt, forældrene engagerede sig kun lidt i temaerne, de ville hellere bare snakke sammen. Arrangementer, som kom i stand på forældrenes eget initiativ, fx julefest, karneval og sommerafslutning, havde imidlertid stor succes. Set med sundhedsplejerskens øjne havde familierne brug for information og temadage, men ikke set med familiernes øjne. Selv om fædre blev specielt inviteret, var der ingen, som deltog, og også her var det de velfungerende, som havde glæde af tilbuddet.
Som noget spændende reflekterer sundhedsplejerskerne over begrebet lægmandskundskab. Er de med til at professionalisere lægmandskundskab og dermed reducere tilgangen af informationer i familiernes eget netværk? Hvorfor bruger mødrene ikke deres venner og naboer, men henvender sig til helsestationen? Overtager de professionelle den funktion, som kunne ligge i mødrenes naturlige netværk?
Der gives eksempler på, hvordan sundhedsplejersken kan skærpe mødrenes bevidsthed om de sociale netværks betydning for sundhed og trivsel, og på hvordan de, i deres nye livssituation, kan få glæde af deres families og venners viden og erfaringer. En samtale førte ofte til en erkendelse af, at der faktisk var flere støttende personer omkring moderen, end hun umiddelbart havde troet.
Det er en rigtig god bog med et spændende fokus, som jeg varmt kan anbefale, især til sundhedsplejersker, men også til andre, der arbejder med børnefamilier. Da kundskabsgrundlaget og de spørgsmål, der rejses, er relevante og aktuelle, spiller det ingen særlig rolle, at bogen tager sit udgangspunkt i norske forhold.
Af Chirstin Plate, institutleder, cand.cur. på Danmarks Sygeplejerskehøjskole.
PRISEN FOR AT SE SIN FORTID I ØJNENE
Jytte Back Grønkjær
Tabt, fortabt, fundet igen om tidligere skader på sindet og deres heling
Højbjerg: Hovedland 1996
240 sider, ill. kr. 240,-.
Bogens titel udtrykker i sine tre trin: Det her er alvor, rigtig alvor, men der er håb. Jytte Back Grønkjærs bog handler om mennesker, som er skadet følelsesmæssigt i den tidlige barndom, før de havde et sprog. Dem, som diagnosticeres 'border-line' på grænsen mellem skizofreni og neurose. Fælles for dem er, at de ikke er kommet godt igennem individuationsfasen i den tidlige psykiske udvikling, den fase hvor barnets helt egen personlighed rigtig skal til at udfolde sig efter den symbiotiske fase med moderen. Bogen bygger på C.G. Jungs teorier, og jeg havde glæde af at læse det lille appendiks om Jungs menneskesyn bag i bogen først.
Det er en bog fuld af drama, livsglæde og engagement samt personlig og faglig erfaring, som må være spændende for enhver, der er interesseret i psykologi og livets store gåder. For psykiatriske sygeplejersker er bogen relevant især af to grunde: For det første møder vi disse meget forpinte mennesker, og vi har en enestående mulighed for at støtte det svage jeg på et ikke-sprogligt niveau, da vi er hos patienterne hele døgnet i de sværeste tilfælde.
Den anden grund er, at bogen kan inspirere til en fortsættelse af arbejdet med vor egen psyke. Hvordan har vi det selv med hensyn til selvværd, livsudfoldelse, angst, mod? Hvordan har vi det selv med den form for kærlighed og omsorg, vi har fået og får nu? Vi må være bevidste om disse spørgsmål hos os selv for at kunne rumme patienternes savn, angst, kaos og ufølelige følelser. Og vi bør hver især være et eksempel på en hel, levende og nærværende person, som tør mærke og udtrykke følelser uden at lade sig styre blindt af dem. Sagt med brug af bogens udtryk: En persn med et stærkt og fleksibelt jeg, som kommer mere og mere i kontakt med sit selv.
Forfatteren har mange pædagogiske strenge at spille på i sin formidling af de lidt svære teorier om 'persona' (vores maske udadtil), 'jeg'et' (vores vigtigste funktionskompleks, som styrer bevidste handlinger ud fra bevidst erfaring).
'Skyggen' (vores ubevidste tvilling), 'modsatkønnetheden', 'det kollektivt ubevidste' (urbilleder, som vi har i os fra starten, som hjælper os til at forstå, hvad vi møder i os selv) og 'selvet', dvs. vores sande væsen, som ikke kan ødelægges, men opleves som tabt. Det, vi altid længes efter kontakt med, men som vi kan blive nødt til at beskytte med stærke forsvar. Sagt med et religiøst udtryk: Den, vi er bestemt til at være. Jytte Back Grønkjær benytter sig af eventyrfortolkning, dagligdags sprog, teoretisk redegørelse og figurer. Jeg synes, det havde været en god ide at holde stilen med eventyr og dagligdags sprog gennem hele bogen, da den er tilegnet 'alle de fortabte børn, der som voksne mærker, hvad den manglende kærlighed har gjort ved dem, og fordi forlaget kalder den en brugsbog. Jytte Back Grønkjær kan faktisk formidle faglig viden i et levende, letforståeligt sprog. Alligevel er der afsnit i bogen, som er meget teoretiske, med mange fagudtryk og fremmedord. Disse afsnit er meget spændende, men jeg savner en mere detaljeret litteraturhenvisning. (Der er ingen henvisninger inde i teksten, og slår man op under Jung, henvises der kun til Gesammelte Werke 1-18.
Jytte Back Grønkjær gør flere steder rede for den meget vigtige forskel på neurotikerens angst og forsvar og det tidligt skadede menneskes angst og forsvar. Det er af afgørende betydning for pleje og behandling, om patientens psykiske problemer skyldes konflikt eller mangel.
Det tidligt skadede menneskes angst skyldes mangel, og forfatteren fortæller barskt og levende om, hvordan de forskellige forældresvigt skader på hvilke områder i psyken. Hun går dybt ind i, hvordan man må vælge at betale den pris, det koster at se sin fortid i øjnene, acceptere den og finde sit tabte 'selv' på den smertefulde måde. Hun taler om angsten og den reelle risiko for nye afvisninger, hvis man vælger at bryde ud af sine tidligere forsvarsmønstre. Og hun beskæftiger sig modigt med mulighederne for at rumme de næsten umulige modsatrettede følelser i forhold til de forældre, som af deres grunde ikke magtede at sende en ordentligt ud i livet.
Livets åndelige dimension, som vi i sygeplejen så småt er begyndt at nævne til sidst efter fysisk, psykisk og socialt, og menneskets urgamle spekulationer og forestillinger om Gud og livets mening, er noget, Jytte Back Grønkjær forholder sig bevidst til, som en reel og uomgængelig del af menneskelivet.
En bog som i høj grad kan give inspiration i debatten om psykisk lidelse, lindring og helbredelse.
Af Benedikte Exner, sygeplejerske, leder af Rosenhøj, et bofællesskab for psykisk syge.
RESSOURCER I DE BEVIDSTE LAG
Ole Vedfeldt
Bevidsthed
Bevidsthedens niveauer
København: Gyldendal 1996
360 sider, kr. 298
''Et fysisk symptom er ikke nødvendigvis udtryk for, at organismen er blevet mere syg. Det kan være en følge af, at bevidstheden åbner sig for en proces, som allerede længe har ført sit eget afspaltede destruktive liv, det kan altså være et sundt skridt på vej mod heling.''
Gennem hele bogen og også i dette citat udtrykker forfatteren skepsis over for den gængse, temmelig afgrænsede opfattelse, som især den vestlige verden har af bevidsthed. Ved at tage os med gennem historien og forskellige kulturer viser forfatteren os, hvordan der i enhver tidsepoke synes at være en sammenhæng mellem de billeder, vi danner os af verden, og opfattelsen af vores eget indre. Verden er blevet mindre, og dermed er de universelle menneskelige værdier blevet tydeligere. Ole Vedfeldt prøver at vise dette ved at bygge bro mellem naturfolks religion og ritualer, østens filosofier, og vestens filosofi med de dertil hørende naturvidenskabelige og psykoanalytiske erfaringer.
Forfatteren bekender sig til kybernetikken, en psykologi, der opfatter mennesket som et informations-bearbejdende system, der består af krop, sjæl, ånd og social samhørighed. Bag denne psykologi er det især samspillet mellem disse, der er vigtigt. Han viser os gennem eksempler bl.a. fra sin praksis, hvordan både sindet og kroppen rummer viden, information og følelser, som, når vi får adgang til dem, er med til, at vi kan opleve verden i større helheder, i et klarere lys. Vi rummer altså mange ressourcer i vore ubevidste lag, som vi kan trække på, få hjælp af, hvis vi ellers tør lukke op for det irrationelle, som f.eks. drømme, kropssprog, meditation og religiøse oplevelser.
Bogen behøver ikke at blive læst kronologisk. Første del er noget tung og meget informativ. I kapitlerne om de forskellige bevidstheder, og hvordan vi kommer i kontakt med dem, blev jeg simpelthen revet med. Som sygeplejerske synes jeg, at bogen er værd at læse, fordi
- den udvider det holistiske menneskesyn,
- den handler om kommunikation,
- den viser noget om den vestlige kulturs begrænsning,
- den giver os håb om en større indre harmoni,
- den viser noget om den menneskelige kompleksitet, og dermed henleder den opmærksomheden på, om vi som personale forholder os nuanceret og også ydmygt til de problemstillinger, vi møder hos vore patienter og os selv.
Af Kirsten Hannemose, psykiatrisk sygeplejerske på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.