Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det følelsesmæssige arbejdsmiljø

Vores indre hav af følelser kan være den største modstander i vores dagligdag som sygeplejersker. Gamle barndomstraumer, som vi ikke længere husker, har givet os erfaringer, som vi gemmer på i det ubevidste. Traumerne har grundlagt nogle uhensigtsmæssige reaktionsmønstre hos os, som kan skabe problemer i kontakten både til kolleger og patienter.

Sygeplejersken 1997 nr. 14, s. 28-31

Af:

Susanne Kabel, sygeplejerske,

Ann-Louise Iversen, bachelor i psykologi

SY-1997-14-28-1Det er vigtigt at erkende, at mange personlige problemer i et arbejdsmiljø skyldes mangel på bevidsthed om vore følelser. Illustration: Poul Holck.

Jeg skal arbejde som sygeplejerske på en intensivafdeling for børn. Når jeg fortæller det til mine kollegaer, siger de: ''Har du selv børn?'' Mit svar er: ''Ja, jeg har en pige på to år.'' Mine kollegaers respons er: ''Hvordan kan du så arbejde med syge børn? Tror du ikke det bliver svært? Jeg kunne ikke have med sådan noget at gøre. Jeg ville tage mit arbejde med hjem.''

Eva er sygeplejestuderende. Hendes mor er blevet syg. Hun har kræft. Det er ikke muligt at helbrede hende. Eva skal i praktik på radiumstationen. Hun synes, det er meget svært at forholde sig til patienterne.

Hele tiden vækker patienterne følelser i hende omkring hendes mor. Eva ender med at stoppe sin uddannelse.

Eksemplerne viser problematikken med at skelne privatliv fra arbejdsliv. I begge situationer hindres en mulighed for udvikling, fordi der ikke sker en bearbejdning af de følelser, personerne har. Følelserne bliver en hindring for udfoldelse, hvor de kunne være blevet til erfaringer og indsigt.

I denne artikel vil vi sætte fokus på en stressfaktor, hvis indflydelse i det daglige plejearbejde næsten er ukendt. Det handler om vores eget indre hav af følelser. Som regel er vort personlige følelsesliv et tabu. Ofte er vores forsvarsmekanismer så stærke, at vi ikke opdager, at en permanent træthedsfølelse kan have sin rod i de følelser, vi gemmer i de ubevidste lag i sindet.

Sådan holder vi den indre smerte på afstand

På en arbejdsplads, hvor man konstant indgår i menneskelige relationer, vil de følelser, som vi har gemt i det ubevidste, hele tiden blive konfronteret. I relation med andre mennesker spejles disse sider, uanset om vi ønsker det eller ej.

Dette er i sig selv hårdt, fordi de fortrængte følelser er forbundet med smerte. For at beskytte os mod de smertefulde følelser, bruger vi forskellige forsvarsmekanismer.

Der findes mange forsvarsmekanismer. I forbindelse med samarbejde vil et forsvar mod at komme i kontakt med ens egne smertefulde følelser ofte være, at skubbe byrder og problemer over på andre. At lægge ansvaret fra sig. Dette kaldes projektion. Et andet kendt forsvar er at tage for mange problemer på sig og derved overbebyrde sig selv med ansvar. Det kaldes introjektion (1).

Projektion kan vise sig således:

Jeg har længe været jaloux på min yngre kollega. Alle er så glade for hende, både patienter og medarbejdere. Hun er også meget dygtig fagligt. Jeg har ikke villet erkende min jalousi og frygt for ikke at være god nok. I lang tid har jeg derfor afvist min kollega, når hun kom med nye forslag. Brokket mig over, at hun ville styre alt, men været kold og afvisende, når hun foreslog, at vi satte os sammen for at finde løsninger på arbejdsopgaver. I dag ser jeg, at jeg har lagt min egen manglende accept af mine mindreværdsfølelser ud på min kollega. Jeg har sagt en masse, hun skulle gøre, men når hun så udførte de nye ting, søgte jeg altid fejl ved hendes fremgangsmåde. Jeg ville ikke se, at hendes veludførte arbejde fik mit mindreværd til at vokse. I stedet forsøgte jeg at give hende mindreværd ved at kritisere hende. Nu ser jeg min egen projektion, men lidt for sent. Min kollega rejste på grund af samarbejdsproblemerne.

Introjektion kan komme til udtryk på følgende måde:

Jeg har altid været den hjælpsomme og glade kollega. Den, der altid lytter og er parat til at hjælpe. Jeg er jo stærk og har ikke selv brug for hjælp. Det har betydet, at jeg ukritisk har påtaget mig alle mulige opgaver. Når kollegaer og samarbejdspartnere har spurgt, om jeg ikke lige kunne gøre det eller det, ja så har jeg bare gjort det. Det har imidlertid betydet, at mit eget arbejde blev tilsidesat eller udført utilstrækkeligt. Sammenlagt gav det mig en masse ekstra arbejde og en dyb følelse af utilfredshed hos mig selv. Min min følelse var, at det bare var mig, der var noget i vejen med. Det var nok mig, som ikke gjorde mit arbejde godt nok. På den måde fik jeg mange ansvarsområder overdraget. Til sidst brød jeg sammen og måtte rejse fra mit job.

Uanset om man bruger et projektivt eller et introjektivt forsvar, sløres kontakten til én selv. I begge tilfælde er man nemlig mere opmærksom på, hvad andres behov er, end éns egne. Denne ubalance medfører følelsen af ikke at kunne mærke egne behov og egne grænser. Selvfølelsen bliver på den måde diffus. En oplevelse af sig selv som diffus er en ubehagelig tilstand at være i. Derfor vil mange forsøge at undertrykke den. Derved skabes en ond cirkel, hvor man uden at have bevidsthed på det, bringer sig selv i en situation af stadig større ubalance. Negative følelser, som mindreværd, frygt og angst vil ubemærket vokse i os, fordi vi mere og mere mister kontakten til os selv. Efterhånden kan der opstå en permanent udslidt følelse. Den kan ikke soves eller hviles væk. Der er nemlig ikke tale om fysisk overbelastning, men et følelsesliv, der lider konstant overlast, fordi det undertrykkes.

Ubehagelige erfaringer fra barndommen

En del af det ubevidste lag rummer de følelser, vi af en eller anden grund har fået oplevelsen af ikke er ønskværdige for vore omgivelser. Kommer følelser frem, har vi erfaret, at det får ubehagelige konsekvenser. Konsekvenserne kan for eksempel være en oplevelse af, at vore nærmeste vil miste respekt for, accept af eller kærlighed til os. Dele af følelseslivet bliver på den måde forbundet med smerte. Erfaringerne er ofte grundlagt i den tidligste barndom.

Eksempler på barndomserfaringer:

Jeg har oplevet, at når jeg som barn følte mine grænser overskredet og derfor blev vred, medførte det, at jeg blev afvist af min mor. Jeg mistede hendes kærlighed. Det var smertefuldt at opleve den afvisning, så jeg begyndte at undertrykke min vrede.

Jeg har oplevet, at når jeg som barn udtrykte behov for hjælp, så fik jeg at vide, at det kunne jeg da sagtens selv klare. Jeg var jo en dygtig og god pige. Det var smertefuldt, at de voksne ikke havde respekt for min følelse. På den måde mistede jeg selv respekten for mine følelser.

Jeg har oplevet, at den nemmeste måde at få anerkendelse på, var ved at være glad og komme hjem med gode resultater fra skolen. Alle de positive kvaliteter var velkomne, men var jeg ked af det, eller vred for længe, blev jeg afvist. Mine forældre måtte godt være vrede på mig, men jeg måtte ikke være vred på dem. I dag udtrykker jeg sjældent mine følelser af utilfredshed.

Når vi som børn oplever negative reaktioner på vores følelser, begynder vi at holde igen på at udtrykke dem, i håb om at få de andres accept, respekt og kærlighed tilbage. På den måde mister vi kontakten til os selv. Vi begynder i stedet at leve ud fra, hvad andre ønsker. Denne sløring i kontakten til os selv hindrer os i som voksne at skelne, hvilke følelsesforhold vi skal tage ansvar for, og i hvilke forhold vi skal lægge ansvaret fra os.

Gentagelsestvang – en kilde til erkendelse

De fortrængte følelser har indflydelse på de handlinger, vi udfører i dagligdagen. Det er et fænomen, som er kendt fra psykoanalysen. Siden Freuds tid har man været opmærksom på det. I de situationer, hvor klienten ikke husker noget fra undertrykte forhold i livet, vil disse forhold i stedet komme til udtryk i personens handlinger (2).

En sygeplejerske oplever en større og større frustration i forbindelse med stuegang. Hun er god til at samle data og planlægge, men tingene smuldrer for hende i løbet af stuegangen. Hun ender med at stå tilbage med et kaos. Sygeplejersken spekulerer meget over grunden til denne utilfredsstillende situation, og hun tager flere initiativer til at forbedre den. Til sidst går det op for hende, at hun mister koncentrationen, fordi hun bliver afbrudt utallige gange under sin stuegang af sekretær og andet personale. Hun begynder at gøre opmærksom på, at hun ikke vil forstyrres under stuegang. Det varer imidlertid kun kort tid, så er situationen den samme. Sygeplejersken gentager, at hun ikke vil forstyrres, men hun bliver ikke respekteret, før hun direkte siger fra, når forstyrrelsen sker.

Sygeplejersken har gennem sit liv oplevet mangel på respekt og accept omkring det at sætte grænser. Dette har gjort hende usikker på sine egne behov og deres ret til at komme til udtryk. I frygt for at miste respekt og accept fra kollegaerne kommer hendes behov for ro ved stuegang ikke tydeligt frem. Følelsesmæssigt kan hun ikke skelne situationen fra tidligere erfaringer i sit liv, fordi hun undertrykker årsagen. Problemet bliver derfor ved at gentage sig i over et år, indtil hun erkender årsagen til sit problem, og derved gendanner respekten for sine behov. Herefter tør hun udtrykke sit behov i situationen. Sygeplejersken tvinges af sine fortrængte følelser ind i situationer, hvor hendes behov ikke bliver hørt. Derfor kaldes fænomenet for gentagelsestvang (3).

Gentagelsestvangen er en hjælp for os, når vi søger bevidsthed, fordi den hjælper de forhold frem, som piner os i vort indre. Når vi har set dem og forstået deres ophav, ophører gentagelsestvangen. Ønsker vi ikke at se de fortrængte følelser, er gentagelsestvangen en pestilens. Vi må da konstant bekæmpe vore tvangsprægede handlemønstre ved hjælp af forsvarsmekanismerne. Ofte skal der ikke megen selvrefleksion til, førend vi kan opdage mønstrene i vores liv. I dag er det imidlertid ikke særlig legalt at beskæftige sig med fortrængte følelser, førend man er endt i en krisesituation.

Sygeplejersker og andet plejepersonale må konstant forholde sig til andres livskriser. Af den grund vil personalet møde egne reaktionsmønstre igen og igen. Hvis ikke plejepersonalet er i stand til at gennemskue og bearbejde de mønstre, som de selv reagerer efter, kan arbejdspladsen blive skueplads for en veritabel krig mellem fortrængte følelser. En krig, der foregår på et ubevidst og utilgængeligt plan, og derfor medvirker til at skabe stress, udbrændthed og i svære tilfælde depressioner.

At skelne egne problemer fra andres

Det er vores opfattelse, at hvis vi i fremtiden skal forbedre effektiviteten og arbejdsforholdene blandt plejepersonalet, er det nødvendigt at skabe et uddannelsessystem og nogle faglige relationer, hvor studerende og personale får mulighed for at reflektere over deres følelser og handlinger. En forudsætning for refleksion er, at der gives mulighed for, at fortrængte følelser bringes til bevidsthed. Dette vil medføre en forløsning af spænding og træthed i den enkeltes liv, men også en forløsning for arbejdspladsen, som jo ofte bliver skueplads for gentagelsestvangen.

Et sådant selvudviklende arbejde vil desuden give et direkte erfaringsgrundlag for at beskæftige sig med andre menneskers følelsesliv. En erfaring som vi på ingen måde kan læse os til. Når vi skal hjælpe andre, må vi kunne skelne andres problemer fra vore egne. Dette kan lade sig gøre, hvis man har en bevidsthed om sine egne følelsesmæssige forhold og forsvarsmekanismer. Ellers opbygges let en situation, hvor man rådgiver patienterne ud fra sin egen måde at undertrykke følelser på:

Hr. Jensen har en alvorlig lungesygdom. Det er ikke muligt at forbedre hans tilstand med yderligere behandling. Hr. Jensens søn kommer ind på kontoret til mig, og spørger om min mening i forhold til faderens situation. Mit svar er: ''Jeg synes, I skal prøve at holde håbet oppe hos din far og ikke snakke om hans alvorlige tilstand. Han er meget syg, og jeg synes, det er vigtigt, at han får det godt i den tid, der er tilbage.''

Flere gange har jeg på den måde vejledt pårørende til døende patienter. I dag har jeg erkendt min angst for døden og kan se, at jeg har bedt pårørende om at undertrykke deres følelser af sorg, vrede og magtesløshed ved ikke at lade dem tale om situationen, de stod i.

Fokus på den personlige udvikling

Behovet er at lytte ind til patienterne og pårørende for at høre, hvor deres ressourcer er til at klare følelserne under sygdomsforløbet. Den eneste måde, vi kan hjælpe andre at finde balance på, er ved at arbejde med vores egen balance i forhold til følelserne.

Derfor mener vi, det ikke er nok at studere sygeplejeteori og praksis, hvis ikke plejepersonalet samtidig har mulighed for at studere deres egne følelsesmæssige forhold. Ellers ender det gerne med, at teori og arbejdsmetoder er systemer, man husker i hovedet. Systemerne taler og lægger man planer ud fra, men ens handlinger styres gang på gang af det fortrængte følelsesliv i form af gentagelsestvang. Det skaber ambivalens. Hovedet mener ét, men i handlinger gør noget andet sig gældende. Dette forhold kan skabe en utrolig spænding i krop og sind. Igen en latent krisesituation. Ved at lære at give sig selv større opmærksomhed i forhold til, hvad der foregår i det indre hav af følelser, vil mange kunne komme deres kriser i forkøbet.

Et ændret følelsesmæssigt arbejdsmiljø kræver sjældent store ændringer i en persons ydre liv. Derimod kræver det en ændret indre personlig opfattelse. Derfor kan man ikke skabe et bedre følelsesmæssigt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne ved at ændre på ydre systemer og procedurer. I første omgang er den vigtigste opgave at erkende, at mange personlige problemer i et arbejdsmiljø skyldes mangel på bevidsthed om vore følelser. Herefter kan det være vigtigt, at det ydre system skaber rammerne for, at det personlige arbejde får plads. Dette kan i første omgang være at tilbyde kurser i selvudvikling, hvor fokus er lagt ikke på den faglige, men på den personlige udvikling.

Litteratur

  1. Freud, Anna. Jeg'et og forsvarsmekanismerne. Hans Reitzel 1973.
  2. Freud, Sigmund. Further recommendations in the technique of psychoanalysis. 1915. Collected papers vol. 2. London 1971.
  3. Miller, Alice. I begyndelsen var opdragelsen. Hans Reitzel 1992.

Nøgleord: Arbejdsmiljø, fortrængning, personlig udvikling, psykologi.

Susanne Kabel er sygeplejerske på intensiv afdeling I på Skejby Sygehus, og Ann-Louise Iversen er bachelor i psykologi og har egen klinik, hvor hun underviser i selvudvikling.