Sygeplejerske på et hospitalsskib

Landsgangsbroen gynger lidt. Jeg skrår over kajen mod skuret, hvor de kommende patienter sidder i skyggen for den bagende sol. Og studser. En lille pige sidder der med sin mor og kigger ned i jorden – med et tørklæde foran ansigtet. Hver gang det falder lidt ned, bliver det straks lagt på plads igen. Hun tør ikke se på mig. Først da vi er velanbragt i dybet af skibet, får tørklædet lov at falde.

Og sikke et syn. En tumor på størrelse med en håndbold skæmmer hendes ansigt. Det ene øje er helt ubrugeligt. Næsen er væk. Munden sidder et sted nedenunder – vidt opspilet, fyldt af tumorvæv med tænder, der stritter hver sin vej. Et frygteligt syn. Der går nogle dage, før jeg vænner mig til ikke at fokusere på tumoren, men i stedet ser rynken ved øjet, der viser, at nu smiler hun, eller tåren, at nu er hun ked af det. Edoh, en pige på ni år, der som så mange andre vestafrikanere er plaget af benigne tumorer.

Gennem tre en halv måned har jeg været sygeplejerske på 'Anastasis', verdens største hospitalsskib. Jeg er 27 år og uddannet i 1994 fra Odense Sygeplejeskole. For at kunne tage med hospitalsskibet tog jeg fire måneders orlov uden løn fra min ansættelse på medicinsk afdeling på Odense Universitetshospital.

'Anastasis' er oprindeligt et krydstogtsskib fra 1953, men blev i 1979 købt af den internationale organisation Youth With a Mission og gennemgik en større istandsættelse. Det har plads til 420 besætningsmedlemmer og er indrettet med en lille tandlæge- og øjenklinik og et hospital med tre operationsstuer, opvågningsstue, røntgenrum, laboratorium og to sengestuer med plads til i alt 28 patienter.

Fra Esbjerg til Afrika

Youth With a Mission er en verdensomspændende hjælpeorganisation med arbejde i mere en 150 lande. Et af arbejdsområderne er skibsfarten, hvor 'Anastasis' er den største af fire 'Mercy Ships'. Formålet med 'Anastasis' er dobbelt. For det første ønsker man at hjælpe folk med de fysiske behov. For det andet ønsker man at fortælle om kristendommen. Besætningen på 'Anastasis' kommer fra vidt forskellige kirkesamfund i ca. 25 lande.

Alle ombord er der som frivillig, ulønnet arbejdskraft – uanset om de er med i tre uger eller ni år. Det vil sige, at ingen af skibets penge går til lønninger og administration. Når et hospitalsskib af 'Anastasis'' størrelse kan fungere uden statslig eller anden fast offentlig støtte, skyldes det dels besætningens betaling for kost og logi og dels de mange sponsorer rundt omkring i verden. Hvert år sejler 'Anastasis' rundt i Europa i ca. et halvt år og samler penge, materiale og arbejdekraft ind. I sommeren 1995 lå skibet bl.a. ved kaj i Esbjerg i tre uger. Derefter tager det turen sydpå til Afrika, hvor hospitalet, tandlæge- og lægeklinikkerne bliver pakket ud.

Sidste vinter gik turen til Togo – et lille land i Vestafrika. En tidligere fransk koloni, hvor hovedsproget derfor er fransk, men hvor en stor del af befolkningen kun taler stammesprog. I Togo er det et problem, hvis man bliver

Side 35

syg. Til de cirka fire millioner mennesker er der 139 læger, fire tandlæger og 1.575 i plejegruppen. Desuden koster al behandling noget, og med en arbejdsløshed på over 50 procent er det de færreste, der har råd til det.

En af patienterne på 'Anastasis' var niårige Edoh. Pigen havde en stor benign tumor, der skæmmede hendes ansigt.

Netop disse forhold gør 'Anastasis'' tilstedeværelse med den gratis hjælp ekstra relevant. Da skibet lagde til kaj, gik besætningen straks i gang.

Ud over det medicinske personale var der folk ombord, der skulle stå for andre opgaver. For eksempel skulle en gruppe i samarbejde med et nationalt team lægge starten til et universitet inde i landet. De fik bygget en stor værkstedshal til uddannelse af unge i forskellige håndværk. Der blev også undervist i og bygget mange latriner rundt om i landsbyerne. Desuden var der team, der fortalte om kristendommen.

Den medicinske afdeling oprettede nogle klinikker i tre landsbyer, en tandlægeklinik og to lægeklinikker. Nogle sygeplejersker tog rundt på markederne, samlede folk og underviste dem i sundhedsfremmende tiltag, fx almen hygiejne, kost og forebyggelse af aids.

Og så var der hospitalet på skibet. Her havde vi to kirurger, en øjenkirurg og en kæbekirurg. Der blev derfor kun udvalgt patienter med lidelser i ansigtsregionen.

Edoh blev opereret på hospitalsskibet. Nu behøver hun ikke længere at gå med tørklæde for ansigtet. Foto: Inger Sode Nielsen

Sondemad på norsk

Arbejdet på den kirurgiske sengeafdeling minder på en måde til forveksling om arbejdet på en tilsvarende afdeling her i Danmark. Jeg modtager patienter. Gennemfører den obligatoriske indlæggelsessamtale, gør klar til operation og modtager patienterne igen til postoperativ pleje. Med sårpleje, smertelindring, kommunikation, ernæring, trøst og forståelse og meget andet på programmet.

Og alligevel er alt anderledes. For det første bliver arbejdsmiljøet anderledes. Med sygeplejersker fra cirka ti nationer kræver det åbenhed for nye arbejdsmetoder og ændring af egne vaner. Desuden er der lidt forskel på ansvars- og kompetenceområderne afhængig af, hvor i verden man er uddannet.

Når alt foregår på et fremmedsprog, opstår der let misforståelser og brist i kommunikationen. Ud over det er alle remedier, præparater og materiale fra utallige lande – i varierende mængde, hvilket kræver en vis portion kreativitet og nytænkning, når en ting slipper op eller ser helt anderledes ud end normalt. Hvordan kan man fx vide, om sondemaden er klar til brug eller skal fortyndes, og i givet fald med hvad og i hvilken mængde, når det hele står på norsk – og man selv er fra Florida eller Japan? Det fysiske arbejdsmiljø er – skal vi sige – anderledes!

To sengestuer med plads til henholdsvis 12 og 16 patienter. Hvor mor sover på gulvet mellem feltsengene, og lillesøster og patient ligger i sengen. Eller når temperaturen stiger til 38°C, fordi airconditionanlægget er brudt sammen. Og når gulvet på toilettet er beskidt, fordi børnene ikke ved, hvordan man bruger et toilet, men kender til den lille rist midt i gulvet!

For det andet er der kommunikationen med patient og pårørende. På grund af det franske eller de mange stammesprog er tolkene en ubetinget nødvendighed for at tale rigtigt sammen og få de oplysninger, der er nødvendige. Alligevel opstår der af og til nogle sjove episoder. En samtale kan udvikle sig meget specielt, når det er vigtigt for mig at finde ud af, hvor længe et barn med læbe-ganespalte har haft sin ventrikelsonde – og tolken ikke ved, hvad det er for noget. Desuden er kommunikation noget helt andet, når man har at gøre med folk fra en helt anden kultur.

Vand ikke bare vand

Og det er netop den tredje store forskel. Togolesere har en helt anden referenceramme end danskere. Ord og begreber har ofte en vidt forskellig mening. Fx er tid

Side 36

ikke timer og minutter som herhjemme. Derfor nytter det ikke, at antibiotika skal tages kl. 8, 14 og 20. Det har ingen mening for de fleste. Et ord som vand er ikke bare vand med de associationer og meninger, vi har. Vand kommer ikke bare fra vandhanen og er klar til brug. Det kan være flodvand, der bruges til bad, toilet, tøjvask og vandingsvand til dyr og marker. Det kan være vand fra en brønd, der ikke er rent nok til drikkevand. Eller fra en stor vandtank langt fra hjemmet.

Almindelige husmoderråd og religiøse traditioner. Den almindelige skolegang og uddannelsesniveau. Tabuemner. Opdragelse i store børneflokke med stor dødelighed tæt inde på livet. Et socialt netværk med stærke forgreninger. Alt sammen ord, der har en helt anden betydning for en togoleser end for en dansk sygeplejerske.

Forskelle og hindringer er der nok af. Men er man bevidst om alle disse forhold, kan man sagtens yde en gavnlig hjælp. På de tre en halv måned, 'Anastasis' var i Togo, nåede 487 personer at blive opereret. Godt 2.500 fik tandlægebehandling. Cirka 7.300 blev behandlet i de medicinske klinikker. Og nogle tusind børn og voksne fik sundheds- og sygdomsforebyggende undervisning. En dråbe i havet? Ja måske. Men ikke for Edoh – og alle de andre enkeltpersoner, der fik hjælp. Edoh med den store tumor. Som nu kan snakke og synge. Kan spise normal kost. Som kan se med begge øjne. Og som ikke behøver at gå med et tørklæde for ansigtet og se ned i jorden, men kan løbe rundt og lege med alle de andre børn i landsbyen. Som kan leve et værdigt liv igen. Som kan leve!

Nøgleord: Hospitalsskib, Togo, Vestafrika, Youth With a Mission.