FRA TREPANI TIL GENTEKNOLOGI
Espen Dietrichs, Leif Gjerstad
Oversat fra norsk af Hanne Vesti
Vor fantastiske hjerne
København: Akademisk Forlag 1997
180 sider, kr. 228
Det er ikke en lærebog, men en bog, som giver lægfolk mulighed for at få et indblik i hjernens mysterier. Forfatterne viser en omfattende og dybdegående viden om hjernen i deres valg og beskrivelse af funktioner, stimulationer og funktionsnedsættelser (symptomer), der opstår ved forskellige sygdomme.
De fortæller meget bredt om den historiske udvikling fra hul i hjernen (trepani) til nyere undersøgelsesmetoder som eeg, dopplerundersøgelser og angiografi, MR- og CT-scanninger, som har medvirket til at give den viden, der i dag er om hjernen og dens funktioner.
Hvert afsnit indledes med en lille historie, og ud fra denne forklares såvel sygdomme som forskellige afsnit og funktioner i hjernen. Ved nogle af afsnittene nævnes behandling og gode råd til patienter og pårørende. De mange illustrationer supplerer teksten og gør det abstrakt lettere forståeligt.
Synssans, nerveimpulser og synapser sættes i relation til den skeløjede Marie, hvor behandlingen kort nævnes.
Elektriske impulser, nervestimulation og impulsoverføring beskrives sammen med symptomerne for et epileptisk anfald. Førstehjælp ved epileptiske anfald sættes op som fem gode råd. Bevægelse, reflekser, højre og venstre hjernehalvdel samt sansning hos Anders, og sprogfunktionen hos Ole ses i relation til de forstyrrelser, der kan opstå ved et slagtilfælde eller en blodprop i hjernen.
Lillehjernens funktion ved koordinering af bevægelser ses sammen med skader på myelinskeder og dissemineret sklerose, og basalganglierne beskrives i relation til parkinsonisme. Med udgangspunkt i Alzheimers sygdom beskrives og illustreres hukommelsen meget fint med dendritternes antal og forgrening, ligesom tindingelapperne og søhestens (hippocamcus) betydning for specielt korttidshukommelsen beskrives. Pandelappernes betydning for personligheden beskrives sammen med symptomerne på en hjernesvulst placeret her.
Søvn, søvnfaser, regulering af søvn og vågentilstand samt drømme og deres betydning beskrives i forhold til Randi med narkolepsi. Her sluttes af med syv simple råd, der kan give en god søvn.
Ud fra hypothalamus' forskellige størrelser hos kønnene, opstilles en hypotese om, at det er derfor, der også er forskel på de intellektuelle funktioner. Fx skulle kvinder have en bedre evne til at observere detaljer og orientere sig efter kendetegn, hvorimod mænd orienterer sig bedre efter retning og uden at lægge mærke til detaljerne.
Blodhjernebarrieren, hvernehinderne og hjernevæsken beskrives i relation til hjernehindebetændelse og hydrocefalus. Der berøres også områder som hormonproduktion og hypofysen, smerte og smertelindring samt bevidsthed og bevidsthedsændringer.
Som fremtidsperspektiv mener forskerne, at man via genteknologien vil kunne blokere en del sygdomme.
Emnerne er kun overfladisk berørt, men bogen er så omfattende og så levende i sit sprog, at den nok vil virke som appetitvækker for plejepersonale, der ikke til hverdag arbejder med hjernen eller dens sygdomme.
De enkelte afsnit er ikke afhængige af hinanden, hvilket gør bogen velegnet som opslagsbog. Den vil være udmærket at tage udgangspunkt i, hvis man skal forklare patienter eller pårørende, hvad der reelt sker ved en bestemt sygdom.
Desværre er der ingen litteraturhenvisninger, så det vil være lidt vanskeligt at komme videre med at studere den mangfoldighed af funktioner, vi besidder i vore hjerner.
Bogen er meget naturvidenskabelig i sin tilgang. Der er fysiologi, undersøgelser, sygdomme, medicinsk behandling og gode råd, mens den mangfoldighed af andre optræningsmuligheder i et tværfagligt team, der bygger på et koncept af Bobath/Davis, Affolter og Stricker samt Coombes ikke nævnes.
Af Birte Aarslev-Jensen, sygeplejelærer i HS.
VÆGTIGT DOKUMENT OM SYGEPLEJEUDDANNELSEN
Inger Gøtzsche
Sygeplejen og højskolen 1927-1981
Sygeplejeforskolen i Folkehøjskolen
København: Dansk Sygeplejeråd 1997
93 sider
Den navnkundige fortæller af sygeplejens historie Inger Gøtzsche har skrevet en saglig og anbefalelsesværdig bog om sygeplejeforskolens historie, og har dermed også skrevet en del af folkehøjskolens historie.
Første kapital er en kort baggrundsorientering både om folkehøjskolen og den moderne sygeplejes gennembrud samt om kvindefrigørelsen, der var nogle af de vigtige strømninger i forrige århundrede. Inger Gøtzsche beskriver, hvorledes idéen om folkeoplysning voksede frem hos N.F.S. Grundtvig.
Grundtvig var i sin opvækst kommet til at hade sin tids sorte skole. Han anså den for at være en fordummelsesanstalt, der gjorde eleverne fremmede for det virkelige liv. Folkestyret var på vej frem og Grundtvig indså, at der måtte oplysning til, hvis en bred del af befolkningen skulle deltage i løsningen af samfundets politiske og kulturelle problemer. Disse tanker var inspirationen bag hele folkehøjskolebevægelsen, som fik sin start med åbningen af Rødding Højskole i 1844.
Under mottoet 'Kundskab er Magt – Uvidenhed er Trældom' åbnede Testrup Højskole. Den blev siden købt af Dansk Sygeplejeråd og ledet af sygeplejersker, først af Maren Grosen og dernæst af Ingrid Kaae.
I andet kapitel beskriver Inger Gøtzsche de skærpede krav til sygeplejerskeuddannelsen, der førte til oprettelsen af de første sygeplejeforskoler. I forskolen blev der undervist i sygeplejefaglige emner som forberedelse til selve uddannelsen. Derfor fik de elever, som kom på forskole, en bedre sygeplejerskeuddannelse i forhold til de elever, som blev uddannet uden sygeplejeforskole.
Kapitel tre er viet folkehøjskolens situation og reaktion på sygeplejeforskolerne. I højskolebevægelsen var der meninger for og imod, at folkehøjskoler blev anvendt som fagskoler, for eksempel som sygeplejeforskoler. Nogle fandt, at fagskoler var imod folkehøjskolens idé, men på den anden side var det faglige islæt med til at styrke elevtilgangen og dermed økonomien.
I kapitel fire og fem gennemgås reformen af sygeplejerskeuddannelsen i 1958, hvor forskolen blev obligatorisk enten på en sygeplejeskole eller på en folkehøjskole.
I kapitel seks beskrives seks banebrydende personligheder, nemlig Cornelia Pedersen, Maren Grosen, Ingrid Kaae, Maria Madsen, Annette Pade og Lilly Frederiksen, hvis betydning for sygeplejerskeuddannelsen hermed bliver husket.
Kapitel syv er overvejelser og vurderinger, blandt andet af den betydning folkehøjskolen fik for sygeplejerskeuddannelsen. Flertallet af eleverne havde i opvæksten modtaget en sparsom skoleuddannelse. Derfor betød folkehøjskolens elementære og almendannende undervisning et løft af elevernes forudsætninger. Niveauet i den faglige undervisning kunne dermed hæves. Dog var der også i sygeplejekredse uenighed om betydningen af de almendannende emner for sygeplejerskeuddannelsen. Et eksempel herpå er en personlighed som Elna Hiort-Lorenzen, der tog initiativ til oprettelse af en central sygeplejeforskole for fem sygehuse. Her kunne eleverne modtage seks ugers undervisning af faglig karakter.
Inger Gøtzsche slutter blandt andet med at konkludere, at symbiosen mellem sygeplejeforskolen og folkehøjskolen var frugtbar i nogle og halvtreds år, og at det var muligt, at værdierne fra den tid stadig er virksomme.
Bogen om sygeplejeforskolen i folkehøjskolen er baseret på Inger Gøtzsches specialeafhandling i historie, og bygger på et stort kildemateriale.
Man kan følge, hvorledes samfundsudviklingen påvirker holdninger og muligheder for uddannelse, men man kan også se, hvorledes udvikling sættes i gang af stærke personligheder. Bogen kan læses både som historiebog og som et indlæg i den debat, der stiller faguddannelse over for almendannelse, som om der var tale om modsætninger og ikke om gensidige forudsætninger.
Det er en fin bog både i form og indhold, med mange dejlige fotografier og en overskuelig disposition. Egennavne er praktisk fremhævede, da en historiebog efter endt gennemlæsning bliver en opslagsbog.
I sit forord skriver Inger Gøtzsche, at hun har modtaget Signe Østergaards opfordring til ikke at lade historien om sygeplejeforskolen gå i glemmebogen. Vi kan være glade for, at den opfordring blev modtaget, fordi vi nu har fået et vægtigt dokument over den periode på nogle og halvtreds år, hvor sygeplejeforskolen var tilknyttet folkehøjskolen.
Denne bog bør høre med til uddannelsens pensum i sygeplejens historie, og den kan anbefales både til sygeplejersker, der ikke kender denne del af fortiden, og til alle dem, der selv levede med i den.
Af Nanna Topsøe-Jensen, sygeplejerske ved Sundhedscenter Nord, Horsens.
FÆRDIGE SVAR FINDES IKKE
Kirsti Solheim
Demensguide
Holdninger og handlinger i demensomsorgen
Oslo: Tano-Aschehoug 1996
420 sider, n.kr. 398,-
Demensguide er skrevet som opslagsbog for plejepersonale, der yder omsorg for demente, men den kan bestemt også være til nytte for pårørende. I første del gennemgås demenssygdomme og deres symptomer. For at skabe forståelse for den dementes situation beskrives, hvordan det opleves at være dement, og hvordan man anvender empati, kommunikation og observation.
Et afsnit handler om livskvalitet og om, hvordan den demente oplever sig selv i samspil med andre. Under temaet vanskelig adfærd hos den demente gives eksempler på skemaer til analyse af årsagsforholdene til problemadfærden. Et afsnit er koncentreret om personalet, arbejdsmiljø og mulighed for fortsat udvikling og dermed forebyggelse af øget sygefravær og udbrændthed. Samarbejde med de pårørende behandles også. Anden del er inddelt alfabetisk med ca. 50 forskellige temaer, fx kommunikation, grænsesætning, angst, døgnrytme, sansestimulering m.v. Temaerne beskrives, og årsagssammenhængen forklares. Derefter gives en række forslag til holdninger og handlinger. Alle temaer er ens opbyggede og afsluttes med henvisning til supplerende litteratur.
Tredje del er bilag, som forfatteren har henvist til i det forrige. Her er observationsskemaer, forslag til kardex, oversigt over hensigtsmæssige hjælpemidler, dataliste o.l.
Demensguiden kan bruges som opslagsbog i hjemmeplejen og på plejehjem og skærmede enheder. Den er på et let forståeligt norsk, og den giver gode råd til personalet i at klare dagligdagens forskellige problemer. Demensguiden giver ikke færdige svar på alt, fordi færdige svar ikke findes, men guiden er et redskab til bedre at kunne analysere og problemløse og stille nye spørgsmål. Litteraturhenvisningerne og bogen som helhed lægger op til, at man søger yderligere information om de forskellige emner.
Af Lissi Faurskov, afdelingssygeplejerske ved distriktspsykiatrien, Kolonien Filadelfia.