De betaler prisen

Personlig pleje efter rundeplejeprincippet på 'Sct. Luca Hospital for Kroniske Sygdomme og Geriatri'. Hospitalet har 430 senge. I en dagvagt er der tre sygeplejersker og omtrent det samme antal sygehjælpere til mellem 70 og 90 patienter. Foto: Nicolai Howalt.

Hvordan ville du have det, hvis du havde været indlagt her i seks måneder?,'' spørger sygeplejerske Serban Stoianovici, da han har vist rundt på 'Sct. Luca Hospital for Kroniske Sygdomme og Geriatri', der er et af Bukarests to hospitaler for ældre.

Sct. Luca Hospital har 430 senge, fordelt på seks afdelinger. Tre afdelinger er geriatriske. De er inddelt efter plejetyngde. Derudover er der en neurologisk afdeling, en medicinsk afdeling samt en onkologisk afdeling. Nogle af patienterne er terminale.

De fleste patienter visiteres hertil direkte efter indlæggelse på akut-hospital. Herudover har Sct. Luca et rehabiliteringsafsnit, hvor patienterne kommer til genoptræning ambulant efter eksempelvis et ortopædkirurgisk indgreb.

Serban Stoianovici hentyder med sit retoriske spørgsmål særligt til de patientgrupper, som er relativt selvhjulpne og ville kunne fungere i eget hjem, hvis der ellers fandtes et hjemmeplejesystem i Rumænien.

''Efter min vurdering bidrager indlæggelse kun til at forværre deres tilstand. Man bliver altså ikke raskere af at være i uvante omgivelser og ligge på stue med tre-fire fremmede i månedsvis. De er her, fordi de ikke kan finde ud af at tage deres medicin selv, og fordi de har brug for den – omend sparsomme – pleje, der eksisterer her på stedet. Og en stor del bliver genindlagt kort efter udskrivelsen, fordi der ikke er noget netværk, når de kommer hjem,'' vurderer Serban Stoianovici.

Han er primus motor i et hjemmesygeplejeprojekt, der foreløbig er på skrivebordsplan. Projektet vil være helt i tråd med sundhedsministeriets nye politik, inspireret af WHO, om at satse på forebyggelse i stedet for indlæggelse – altså en udbygning af primær sektor og en tilsvarende neddrosling af sengekapaciteten på hospitalerne.

Men hjemmesygeplejeprojektet forbliver i skuffen, indtil der eventuelt er fundet penge til at føre det ud i livet.

Tanken er, at otte af hospitalets sygeplejersker skal oplæres i hjemmesygepleje, og derefter have udgående funktioner til udskrevne patienter, der bor i hospitalets nabolag.

''Om projektet bliver til noget, afhænger af sundhedsministeriet. Måske kunne man lave en ordning, hvor pårørende betalte – eller man kunne eventuelt trække et beløb fra klientens pension,'' funderer Serban Stoianovici.

Sygepleje umulig

For én ting er helt sikker: Der er overhovedet ikke plads til at frigøre ressourcer med den nuværende normering. I en dagvagt er der tre sygeplejersker og cirka samme antal sygehjælpere til halvanden etage – mellem 70 og 90 patienter. Aften- og natbemandingen udgøres af én sygeplejerske og ditto sygehjælper. Arbejdsdelingen er ligesom alle andre steder i sundhedsvæsenet stærkt rigid de forskellige faggrupper imellem.

''Forholdene er sådan, at noget så basalt som den personlige pleje bliver forsømt. En egentlig sygepleje er slet ikke mulig her. Den består udelukkende af tekniske procedurer som sårpleje, at lægge katetre, injicere, og uddeling af medicin. Det kunne være skønt, hvis der var tid og rum til at lægge sygeplejeplaner for patienterne efter at have kommunikeret ordentlig med dem for at kortlægge deres behov. Men det er fuldstændig udelukket,'' konstaterer Serban Stoianovici, der mener, at en optimal normering på eksempelvis det neurologiske område ville være fire sygeplejersker og fire sygehjælpere til 30-35 patienter.

Han er bestyrelsesmedlem i Asociatia de Nursing din Romania, den rumænske sygeplejeorganisation, og har set sygepleje i flere andre lande, blandt andet på tre måneders

Side 16

studieophold i England. Herudover har han arbejdet i Libyen og Kuwait.

Sct. Luca Hospital er præget af mange genindlæggelser og langtidsindlæggelser.

Serban Stoianovici har været ansat på hospitalet i 20 år, først i klinikken, nu med udelukkende administrative funktioner i modtagelsen. Hans faglige glød er endnu ikke slukket, til trods for de ret håbløse vilkår, ældreområdet har.

''Jeg har valgt af forblive i denne del af sundhedssektoren, fordi jeg synes, jeg har pligt til at søge at bedre forholdene for de gamle, der er en utrolig dårligt stillet gruppe i det rumænske samfund. De har virkelig brug for hjælp. Det fortvivlende er, at vi godt ved, hvordan forholdene bør være, men vi aner ikke, hvordan vi skal gribe ændringerne an, for vi har ikke noget erfaringsgrundlag.''

De, der har fulgt Rumæniens udvikling siden revolutionen i december 1989 siger, at der trods alt er sket noget – også i sundhedsvæsenet – i løbet af de seneste syv år. Men det er absolut ikke på ældreområdet, den primære indsats har ligget. Det siger mere end som så, at de somatiske hospitaler, der har specielt med ældresygdomme at gøre, administrativt sorterer under sundhedsministeriets sekretariat for handicappede.

Plejehjemspladserne er meget få, der er ingen hjemmepleje eller andre sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger for samfundets ældste. Og selv om familiestrukturen er ganske traditionelt latinsk, er levestandarden sådan, at en enkelt indkomst ikke rækker til at brødføde en hel familie med flere generationer. Så alle, der kan arbejde, arbejder – også kvinderne, der ellers er omsorgspersoner.

Afdelingen for fysioterapi, hvor både indlagte og ambulante patienter får behandling.

Nedskæringer

Da Serban Stoianovici startede på Sct. Luca Hospital, var der 350 ansatte i alt – altså både sundhedspersonale og administrativt personale. I dag er der 250 tilbage – de 100 stillinger på hospitalet er sparet væk – der er tale om vakante stillinger, der ikke er blevet genbesat.

''Og så er vi endda lige blevet ringet op af den lokale sundhedsmyndighed, der gerne ville fortælle os, at vi ikke har fyret nok folk. I forbindelse med den foranstående sundhedsreform er vi blevet bedt om at reducere personalestaben med ti procent – helt uden foregående at have undersøgt forholdene på de enkelte institutioner.

Indtil nu har vi afskediget ti mennesker – rengøringsfolk og sygehjælpere, der har nærmet sig tiden for pension. Men vi mangler altså 15 til, før det giver ti procent ud af 250. Der tages ikke højde for, at der allerede er skåret 100 job væk. Jeg ved virkelig ikke, hvor vi så skal skære ned,'' fortæller Serban Stoianovici.

Side 17

Sådan har lederen af Sct. Luca, dr. Constantin Bogdan, det også.

''Vi har fået at vide, at besparelserne er et overgangsfænomen, Men med vores socioøkonomiske status frygter jeg, at denne overgang kommer til at tage ti år. Det er sådan set en god idé at gennemføre reduktioner i de somatiske senge, men ikke før den primære sektor er etableret. Og den er der ingen penge til at udbygge for tiden. Det er virkelig dumt, at der ikke allerede er brugt penge på at udvikle primærsektoren, når det nu beviseligt er billigere at forebygge end at helbrede. Vi har et mentalitetsproblem, der består i, at vi lægger vægt på 'cure', ikke på 'care'. Men fx koster det fem gange så meget at have en patient her, end det ville koste at yde hjemmepleje til ham. Det er et paradoks, at vi mangler penge og de få, vi har, bruger vi forkert,'' siger Constantin Bogdan, der anslår, at cirka halvdelen af samtlige patienter kunne klare sig uden indlæggelse, hvis forudsætningerne var opfyldt. Det gælder blandt andet visse geriatriske patienter og de medicinske kronikere.

En indlæggelse på geriatrisk afdeling kan trække ud i mere end et år, fordi der ingen er til at tage imod i den anden ende af systemet.

Strukturproblemer

Dr. Constantin Bogdan fortsætter:

''Der er brug for store struktur- og lovændringer i sundhedsvæsenet, der er hypercentraliseret på grund af 50 år under det sovjetiske system. Det resulterer fx i et særpræget visitationsmønster. Det betyder ofte, at patienter, som egentlig burde observeres tættere, ligger her hos os, mens andre patienter, der burde indlægges her, i stedet ligger på et hospital for akutte patienter.''

Systemet er også præget af langtidsindlæggelser og mange genindlæggelser. Der føres kun statistik på basale parametre som antal indlæggelser og belægning, men dr. Bogdan vurderer, at den gennemsnitlige indlæggelsestid på de geriatriske afdelinger er otte-ni måneder, og at personalet ser cirka halvdelen af patienterne igen ved en ny indlæggelse.

Leder af Sct. Luca Hospital Constantin Bogdan (tv.) og sygeplejerske Serban Stoianovici (th.) er fortvivlede over de vilkår, de rumænske ældre bydes.

''Genindlæggelsesmønsteret er også forårsaget af strukturen. Når vi har udskrevet en patient og givet ham en recept med hjem, bliver han genindlagt efter to-tre uger, fordi der ingen er til at tage hånd om ham.

Plejehjemspladser er der næsten heller ingen af. Det vil eksempelvis sige, at gerontopsykiatriske patienter fylder senge op, selv om de egentlig er færdigbehandlede.

Jeg fristes til at sige, at deres medicinske problemer nærmest er sekundære i forhold til de sociale vanskeligheder, de står i. På det teoretiske plan kan en langtidsindlæggelse i geriatrien maksimalt vare seks måneder, men de bliver her ofte i et år eller længere, fordi de er for dårlige til at kunne passe sig selv,'' fortæller lederen af Sct. Luca Hospital, der angiver fire kerneproblemer i sundhedssektoren: Ressourcemangel, et ufuldstændigt lovgivningsgrundlag (særligt mangler der en sygesikringslov), ingen hjemmepleje samt mangel på social sikring.

Dr. Constantin Bogdan runder af:

''I 1989 udtalte en førende samfundsforsker, at det ville tage Rumænien 25 år at komme på fode. Syv år er gået allerede. Med vores ressourceproblemer er jeg bange for, at der er mere end en generation igen.''

Nøgleord: Primær sundhedstjeneste, Rumænien, sygepleje, ældrepleje.