Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Ansvaret er blind makker ved udlicitering

Den omtalte udliciteringssag på et svensk plejehjem har nuanceret debatten om, hvorvidt private eller offentlige virksomheder yder den bedste og billigste service. Moralen i hændelsen er for mig, at varer kan købes for billigt. Og at den ansvarlige faglige leder altid bør huske sine forpligtelser – uanset om man er ansat i en privat eller offentlig virksomhed.

Sygeplejersken 1997 nr. 45, s. 18-19

Af:

Aase Berthelin, leder af sundhedsafdelingen Vallø Kommune

Den danske befolkning, ældreorganisationer og det danske sundhedsvæsen blev for en uges tid siden gennem fjernsyn og aviser gjort bekendt med, at svage gamle mennesker på et svensk plejehjem drevet af ISS ikke fik tilstrækkelig pleje og omsorg. Som udenforstående sundhedsperson, ansat som leder på sundheds- og ældreområdet i det offentlige danske sundhedssystem, var ens første reaktion:

Det kan ikke være rigtigt, det må være det sædvanlige sladderjournalistik. Ingen pårørende, fagpersoner eller politikere – hverken i Sverige eller Danmark – vil være medansvarlig eller vidende om sådanne forhold uden at gribe ind, inden det når at udvikle sig i en sådan grad. Uanset om et plejehjem drives som en privat eller kommunal virksomhed. Der må jo begge steder være fagligt velkvalificeret personale ansat til at varetage opgaverne.

Jeg forsøgte at finde en undskyldning. Som sygeplejerske ved jeg, der både på de danske sygehuse og på de danske plejehjem kan forekomme ældre, der på grund af svækkelse eller demens konstant råber om hjælp, selv om de løbende bliver tilset og får tilstrækkelig pleje og omsorg. Det kan desværre også forekomme, at ældre plejekrævende får liggesår på trods af faglig forsvarlig pleje og behandling. Det er nok det, der er sket, det er nok ikke så slemt, trøstede jeg mig med. Det er nok lidt mere nuanceret, end vi lige umiddelbart får indtryk af.

Ens næste reaktion var, at det var uetisk at vise ældre magtesløse personer på tv i den skrøbelige tilstand; havde man husket at få deres accept? Og i de tilfælde, de ikke selv magtede at sige fra, var de pårørende da involveret?

Da direktøren for ISS bekræftede de tragiske forhold, og den svenske kommune med øjeblikkelig varsel opsagde kontrakten, begyndte hændelsen for mig at blive en realitet. Jo, det var sket, det man som pårørende eller sundhedsperson frygter at skulle opleve. At gamle lider omsorgssvigt, fordi der ikke er velkvalificeret personale i tilstrækkeligt omfang til at varetage opgaverne, at de ansvarlige politikere og ledere lader økonomien blive styrende uden at forholde sig til konsekvenserne af den kvalitet, de kan få for pengene. Jeg mener ikke mindst, at det også i høj grad er uetisk, at et firma accepterer at påtage sig opgaven til en pris, der indebærer en så ringe kvalitet. Hvor bliver den medmenneskelige ansvarlighed af?

Eksemplet viser også, at den personlige pleje og omsorg ikke så let som mange praktiske opgaver lader sig løse på akkord.

Lederens ansvar

Mange spørgsmål føler man trang til at få besvaret for at få belyst, hvorfor det kan ske. Bl.a. hvad den ansvarlige faglige leder har af kommentarer til det skete? Hvordan kan den pågældende leder dog acceptere, at en ung sygeplejerske kommer til at føle sig så alene, fortvivlet og magtesløs, at hun føler sig presset til at påkalde sig pressens opmærksomhed for at få ændret forholdene? Hvorfor har hun som ansvarlig leder ikke tidligere henvendt sig til de politisk ansvarlige? Hvor er lægerne, der kommer og tilser beboernes sår med koldbrand? Man må da forvente, de har set dem, hvorfor har de ikke grebet ind noget før? Er der for at gøre driften billigere ansat personale, der ikke er uddannet til at påtage sig pleje- og omsorgsopgaver? Nej, det kan man ikke forestille sig, vel?

Hvorfor har kommunens ansvarlige ikke opfyldt den tilsynspligt, de har, selv om de har udliciteret opgaven til ISS?

Mange af disse spørgsmål får vi måske besvaret, efterhånden som sagen bliver undersøgt.

Konsulentens indtog

Gennem de sidste år har man ikke altid følt det lige attraktivt at være sundhedsfaglig leder i det offentlige. Man er løbende blevet konfronteret med sin uduelighed: Rapporter om gennemførte analyser på ældreområdet i danske kommuner konkluderer, at lederne på ældreområdet er for dårlige til at lede, styre, beskrive sundhedstilbuddene, deres kvaliteter og pris, og at det offentlige bruger uhensigtsmæssigt mange penge på ældreområdet. Samtidig klager borgerne over tilbuddene, og mangel på hjælp vokser. Konklusionen for mange – især politikere – er forståelig nok, at der fortsat må kunne skæres ned på udgifterne på ældreområdet, og at der stadig må være mulighed for yderligere effektivitet.

For at understøtte dette kommer konsulenter og private firmaer løbende med tilbud til kommunerne om kurser og konsulentstøtte. ''Lad os hjælpe jer med at give en bedre kvalitet for færre penge.'' ''Tro os, de private firmaer kan lede, styre og effektivisere, de har edb-systemer, der kan skabe overblik og gennemsigtighed, de anvender stregkoder, der kan kontrollere effektiviteten, de kan skabe arbejdspladser med glade, sunde og tilfredse medarbejdere, og de kan give en væsentlig bedre og billigere service, så også borgerne bliver tilfredse med ældreplejen.''

Som leder undrer man sig, men bliver også nysgerrig og forsøger at se det som en ny udfordring. Især når det første danske eksempel på udlicitering i Græsted-Gilleleje bliver en stor succes og kan bevise, at der reelt bliver sparet ca. 20 pct. af udgifterne på ældreområdet. Det er dog foreløbig kun den praktiske bistand, der er udliciteret. I dag skal alle kommuner med respekt for sig selv i gang med at udlicitere, det er trenden.

En dårlig forretning

Jeg håber som fagperson, at dette triste eksempel fra Sverige får alle danske politikere, fagpersoner, ældreorganisationer og den menige borger til at stoppe op

Side 19

og kritisk tage stilling til, hvilken kvalitet vi vil acceptere på sundheds- og ældreområdet.

Hvad er det, mange politikere og fagfolk søger i det svenske system? Det er ikke ret mange år siden, svenskerne drog til Danmark for at lære af den danske ældreomsorg. Det er jo ikke sikkert, at det er rigtigt at privatisere eller udlicitere den personlige pleje i Danmark, fordi de gør det i Sverige. Man bør vel først sammenligne de eksisterende forhold.

Hermed ikke sagt, at jeg kategorisk er imod udlicitering eller mener, at private firmaer ikke kan varetage opgaverne på sundheds- og ældreområdet på kvalificeret vis; det mener jeg bestemt, de kan, hvis de vil sætte den pris, det reelt koster, og vi vil betale.

Det har mange erfaret bl.a. med de eksisterende private hospitaler og plejehjem.

Jeg er selv født og opvokset på et privat plejehjem, som min moder ejede og ledede. Allerede som barn og ung fik jeg her set og lært meget om, hvad faglig kvalitet er, og jeg fik også lært mange menneskelige værdier, der har gavnet mig i mit voksenliv og arbejdsliv.

Handler dette triste eksempel så ikke mere om politisk uansvarlighed og uprofessionel ledelse end om privat eller offentligt drevet virksomhed?

Eller bekræfter dette tragiske eksempel snarere frygten for, at ISS og andre private firmaers ønske om at overtage de offentlige plejeopgaver presser dem ud i uetisk konkurrence, hvor de underbyder hinanden og dumper priserne, og hvor de har glemt at tage de etiske og moralske spilleregler med i deres budgetter og regnskaber?

Man kan frygte, at de private firmaer, efterhånden som de får opbygget et beredskab, sætter prisen op, fordi de må erkende, at opgaven med at drive et samlet effektivt og velkvalificeret sundhedssystem koster penge. Eller måske erkender de, at der er opgaver, der ikke kan svare sig for private firmaer, fordi de ikke umiddelbart giver overskud.

Bliver disse betragtninger realiteter, skal politikerne være parate til at bevare et beredskab i det offentlige til de komplicerede opgaver, som private firmaer ikke kan løse billigere og bedre end det offentlige selv. Dette kan blive et omkostningskrævende og måske mere ufleksibelt system.

Sund konkurrence

På trods af alle disse betragtninger om udlicitering mener jeg dog fortsat, at det offentlige kan have gavn af konkurrence også på sundheds- og ældreområdet. Jeg er bestemt også tilhænger af, at vi som borgere, også som ældre, har valgfrihed. Det tvinger både politikere, embedsmænd, fagpersoner, ældreorganisationer og den almindelige befolkning til at diskutere kvalitet og samfundsøkonomi.

I min dagligdag som faglig leder må jeg alligevel undre mig over, at det er nødvendigt at gennemføre en større udliciteringsbølge i Danmark for at bevise, at mange kommuners ældreområde både økonomisk og kvalitetsmæssigt er i stand til at konkurrere med de private virksomheder, hvis ellers de har de samme markedsbetingelser som disse.

Jeg er selv så heldig at være ansat et sted, hvor økonomi og kvalitet fortsat følges ad. Dermed ikke sagt, at der ikke løbende er en stor politisk bevågenhed for, hvad pengene bruges til, og om opgaverne kan løses bedre og billigere ved at udbyde dem i fri konkurrence.

Moralen i hændelsen på det svenske plejehjem er for mig, at varen kan købes for billigt, og at der er kommet lidt mere balance i debatten om, hvorvidt det er de private eller offentlige virksomheder, der yder den bedste og billigste kvalitet. Som politiker skal man huske at tage stilling til, om man vil tage ansvaret for den kvalitet, der er konsekvensen af at købe den billigste vare.

De ansvarlige faglige ledere, der lader sig ansætte i ISS eller i andre private firmaer, bør huske de etiske forpligtelser, der følger med ved at påtage sig et ledelsesansvar og i tide påpege og sige fra over for de alvorlige konsekvenser, den ringe kvalitet i dette tilfælde har haft for både beboerne og personalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Disse ledelsesforpligtelser, mener jeg, man har, uanset om man er ansat i privat eller offentlig virksomhed.

Konsulentstøtte bør måske også i større omfang anvendes til at beskrive de eksisterende forhold og derefter finde frem til den kvalitetsmæssigt og økonomisk rigtige udvikling for den enkelte virksomhed.

Efterskrift

ISS og den svenske kommune har efterfølgende forsøgt at redegøre for forholdene.

Begge parter erkender fejl, men samtidig fremsættes modsatrettede påstande, som det umiddelbart ikke er til at gennemskue for udenforstående, men det bekræfter i alt fald mig i, at det slet ikke er helt så let at styk- og prisfastsætte behandling, pleje og omsorg af levende mennesker, hvis tilstand kan forandre sig med kort varsel.

Jeg har i skrivende stund modtaget en kort redegørelse fra ISS med deres opfattelse af hændelsesforløbet.

Af denne redegørelse fremgår det bl.a., at de fysiske rammer og de tekniske hjælpemidler ikke var i orden ved indflytning. Accepterede den ansvarlige sikkerhedsleder disse forhold? Endvidere blev det oplyst, at de ældre var mere plejekrævende end oplyst i udbudsmaterialet, og at personalet ikke efter flere måneder havde modtaget en visitationsrapport, der kunne danne baggrund for en behandlingsplan eller plejeplan for den enkelte beboer. Det kan jeg som leder slet ikke forstå kan forekomme. En sådan har den fagligt ansvarlige sygeplejerske eller leder pligt til at fremskaffe straks, hvis den ikke følger beboeren.

Redegørelsen tyder i første omgang på, at ISS ikke havde personer med tilstrækkelig faglig viden og kendskab til ældreområdet til at varetage planlægnings- og igangsætningsfasen. Redegørelsen har derfor ikke ændret mit synspunkt om den manglende ansvarlighed fra både politisk og ledelsesmæssig side.

Aase Berthelin er leder af sundhedsafdelingen Vallø Kommune.