Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tid til eftertanke

Kunne det være sket her? Kan vi sikre os mere, end vi gør? Plejebosagen har givet stof til eftertanke på landets plejehjem, og den har i de forløbne uger været på dagsordenen på møder og ved uformelle snakke på arbejdspladserne over kaffen.

Sygeplejersken 1997 nr. 45, s. 6-10

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

'Sygeplejersken' har besøgt det københavnske plejehjem 'Rønnebo' for at høre, hvordan reaktionen dér har været på sagen, og om den har givet grund til overvejelser om at ændre på procedurer for medicinhåndtering og administration af beboernes penge.

Beboerne på det københavnske plejehjem Rønnebo har ikke givet udtryk for utryghed efter den megen omtale af Plejebosagen. Her taler Hanne Marboe med en beboer.Der har været afholdt beboermøde på Rønnebo, hvor beboerne er blevet orienteret om, hvordan man håndterer medicin og administrerer beboermidler, og der er også planlagt møder for de pårørende i november måned.

Hvis det var en underordnet, jeg havde mistanke til, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Jeg ville konfrontere vedkommende. Dilemmaet er større, hvis det er en overordnet, så ville jeg ikke konfrontere vedkommende på grund af muligheden for, at der kunne være tale om en misforståelse, der ville ødelægge det fremtidige tillidsforhold. Jeg ville derimod springe et led over og gå til Sundhedsdirektoratet,'' siger Hanne Marboe.

Man kan forsøge at lave sine systemer sådan, at forbrydelser vil blive opdaget før eller siden, og der ligger en vis sikkerhed i, at der skal være to, som skriver under for eksempel i pengesager og ved tilbagesendelse af returmedicin. Men man kan ikke sikre sig 100 procent, grundlæggende er man nødt til at have tillid til de mennesker, man ansætter,'' siger Hanne Hansen.

Generelt er der ikke højstatus i at arbejde på plejehjem, og omtalen af Plejebosagen har nok kun gjort plejehjemmenes image værre. Det er ikke fair, for der findes mange dygtige medarbejdere, der knokler for at udvikle plejen og omsorgen og for at sikre de gamle et godt liv,'' siger Hanne Hansen.

Rønnebo er et af syv plejecentre, der ligger i Bystævneparken i Brønshøj i det nordvestlige hjørne af København. Plejehjemmet har 90 beboere, heriblandt 18 beboere i beskyttede boliger. Der er ca. 100 ansatte. Forstander Hanne Hansen og souschef Hanne Marboe vil gerne fortælle om de ansattes og beboernes umiddelbare reaktion oven på Plejebosagen, og om hvordan Rønnebo håndterer medicin og administration af beboermidler. Men de har ikke lyst til at udtale sig konkret om Plejebosagen, fordi det endnu ikke er klarlagt, hvad der præcis er foregået.

''Jeg var tilfældigvis til et møde i Sundhedsdirektoratet sammen med nogle andre plejehjemsforstandere, den dag Plejebosagen første gang blev omtalt i Radioavisen. Vi blev derfor orienteret om den og fik at vide, at Sundhedsdirektoratet havde indkaldt til et orienteringsmøde for alle forstandere næste dag. Samme dag talte jeg med personalet her på stedet, ved at jeg gik rundt på afdelingerne og gav mig tid til at snakke. Jeg blev også og talte med aftenholdet. Reaktionen var stort set ens – ingen kunne forstå, at det kunne ske,'' siger Hanne Hansen.

Hun leder efter de rigtige ord for at beskrive, hvordan hun selv følte:

''Det var en sorg eller rettere forstemthed over, at sådan noget kunne ske. Jeg kan stadig ikke fatte det, men vi ved jo heller ikke, om det er rigtigt,'' siger hun.

Side 7

SY-1997-45-06-1Beboerne på det københavnske plejehjem Rønnebo har ikke givet udtryk for utryghed efter den megen omtale af Plejebosagen. Her taler Hanne Marboe med en beboer. Foto: Klaus Holsting.

Side 8 

Hanne Marboe kan slet ikke få sig selv til at tænke på, at noget lignende kunne ske på Rønnebo.

''Som fagperson har jeg meget svært ved at forholde mig til den her sag, det skyldes nok min egen indstilling til pleje og omsorg,'' siger hun.

Beboerne på Rønnebo har ifølge Hanne Hansen og Hanne Marboe reageret på sagen uden at give udtryk for utryghed og panik.

''Da jeg orienterede personalet, snakkede jeg også med beboerne, som jo hørte om sagen i radio og tv, og i den tid sagen kørte hver dag, sørgede jeg for at være meget ude i opholdsrummene for at kunne tale med beboerne. På det månedlige beboermøde, der tilfældigvis fandt sted få dage efter Plejebosagen kom op, benyttede jeg lejligheden til at gennemgå, hvordan vi håndterer medicin og administrerer beboermidler, i de tilfælde hvor vi administrerer midlerne. Beboerne gav udtryk for, at de var tilfredse med orienteringen, og de havde ingen spørgsmål. Jeg foreslog også at holde orienteringsmøde, hvor de pårørende kunne komme, men det syntes beboerne ikke var nødvendigt. Jeg insisterede dog på, at det ville være en god idé, og vi har nu indkaldt til to aftenmøder inden for kort tid. Jeg gav også beboerne den mulighed, at hvis de eller deres pårørende havde behov for en samtale nu og her, ville jeg eller Hanne Marboe stå til rådighed,'' siger Hanne Hansen.

Sundhedsdirektoratet i Københavns Kommune har i et brev opfordret de københavnske plejehjem til at arrangere møder for beboerne og de pårørende for at forklare, hvordan man håndterer medicin og administrerer beboermidler. Derudover har direktoratet opfordret til, at plejehjemmene er åbne over for spørgsmål fra pressen.

''Jeg var på ferie i den uge, Plejebosagen dukkede op, og da jeg kom tilbage på arbejde, var der stort set ingen beboere, der omtalte sagen, bortset fra en enkelt som lavede spøg med, at han hellere måtte kontrollere den medicin, jeg havde hældt op. Det ser jeg som et tegn på, at beboerne ikke føler sig utrygge for, at noget lignende kunne ske her,'' siger Hanne Marboe.

Medicinhåndtering til debat

Plejebosagen har givet stof til eftertanke på Rønnebo, som den sikkert har gjort på alle landets plejehjem.

''I ledergruppen har vi selvfølgelig spurgt os selv, om der er noget kritisabelt i vores måde at håndtere tingene på her i huset, men den slags spørgsmål tager vi nu almindeligvis op med jævne mellemrum. Denne her sag har gjort, at vi har haft vores medicinhåndtering oppe at vende, hvor vi har drøftet, om vores praksis lever op til lovens bogstav,'' siger Hanne Hansen.

Plejehjemsbeboerne på Rønnebo har deres egen medicin på deres stuer i et aflåst skab, som både beboere og personale har nøglen til. Kun morfika bliver opbevaret centralt i et dobbeltsikret skab, som Medicinskabsbekendtgørelsen foreskriver. Bekendtgørelsen siger derudover, at medicinen skal opbevares 'forsvarligt', og det definerer embedslægen i København som, at der skal laves morfikaregnskab. Beboerne på Rønnebo har hver deres medicinglas, og der bliver ført regnskab for hvert enkelt glas. Rønnebo opbevarer ikke restmedicin, når en beboer er død.

Al medicin bliver sendt retur umiddelbart efter, og der bliver skrevet under på tilbagesendingen af medicinen af to 'nøglebærende personer', det vil sige det personale, der har kompetence til at uddele medicinen. På grund af de mange plejecentre i Bystævneparken kommer apotekerbilen hver dag, og det er derfor ikke noget problem at skaffe sig af med medicinen hurtigt eller skaffe ny. Embedslægen i København tillader, at plejehjemmene har et lille depot af akutmedicin som for eksempel lidt vanddrivende piller, lidt antibiotika og lidt morfika, men det er ikke tilladt at opbevare afdøde beboeres medicin, da medicin kun må bruges til den person, den er ordineret til. Reglerne siger dog ikke noget om, hvornår medicinen skal sendes retur, og det vil måske blive strammet op, når Københavns Kommune vil kigge medicinhåndteringen på plejehjemmene efter i sømmene.

''Vi får årlige tilsyn fra stadslægeembedet, hvor en sygeplejerske kommer ud, og én af de ting, hun gør meget ud af, er netop at checke, om vi overholder reglerne om opbevaring af medicin, og om regnskabet for morfika stemmer.

Den almindelige årsag til, at der findes så detaljerede regler for håndteringen af morfika, er, at man vil sikre sig mod sundhedspersonale, der selv er afhængig af medicin. Derfor skal det hurtigt kunnet opdages, hvis der mangler noget.

Helt generelt kan vi ikke udlevere så meget som en hovedpinepille, uden at lægen har ordineret medicinen. I praksis gør vi det, at når vi får en ny beboer, tager vi en snak med beboeren og lægen, hvor vi forsøger at være forudseende og snakke om, hvad beboeren sandsynligvis vil få brug for af medicin. Har beboeren for eksempel af og til hovedpine eller gigtsmerter, sørger vi for, at beboeren har noget medicin mod smerter,'' siger Hanne Hansen.

På Rønnebo har plejehjemmet en fast tilknyttet læge, men de beboere, der tidligere boede i området omkring Bystævneparken, har i nogle tilfælde beholdt deres egne læger. Uanset hvilken læge

Side 9

beboeren har, er det dog kun lægen, der kan ordinere medicin.

''I tilfælde af at en beboer er så smertepåvirket, at der er behov for at ordinere akut morfika, vil det typisk kræve, at lægen kommer herud, eller at beboeren skal indlægges. Der ville helt sikkert blive sat spørgsmålstegn ved, at en ordination pludselig var blevet ændret i sygeplejekardex, for eksempel hvis livsvigtig medicin var blevet seponeret, og morfika ordineret. Personalet, der havde med den pågældende beboer at gøre, ville naturligvis undre sig,'' siger Hanne Marboe.

Hurtigt afsløret

Med de regler, Rønnebo har, mener Hanne Hansen, at det hurtigt ville blive afsløret, hvis der var taget nogle piller fra morfikaskabet, fordi de simpelthen ville mangle i regnskabet. Og hvis en beboer ikke fik den medicin, vedkommende skulle have, ville det give anledning til drøftelser med kollegerne.

''I plejehjemmets ledergruppe har vi en tæt information om beboernes fysiske og psykiske tilstand, og vi holder løbende hinanden underrettede, hvis en beboer er blevet dårlig, eller tilstanden på anden måde er ændret. Det er også almindelig rutine, at jeg bliver orienteret, hvis en beboer bliver akut dårlig, og jeg spørger så til, hvad lægen har udtalt, og om de pårørende har været inddraget,'' siger Hanne Hansen.

Hanne Hansen og Hanne Marboe har svært ved at forestille sig, hvordan man skulle kunne ændre en ordination til en beboer, uden at det øvrige personale ville opdage noget og reagere. Selv er de ikke i tvivl om, at de ville reagere, hvis de havde mistanke om, at der foregik noget uforståeligt. Spørgsmålet er hvornår og hvordan.

''Hvis det var en underordnet, jeg havde mistanke til, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville gøre. Jeg ville konfrontere vedkommende. Dilemmaet er større, hvis det er en overordnet. Så ville jeg ikke konfrontere vedkommende på grund af muligheden for, at der kunne være tale om en misforståelse, der ville ødelægge det fremtidige tillidsforhold. Jeg ville derimod springe et led over, og som souschef ville det betyde, at jeg nok ville gå til Sundhedsdirektoratet og snakke med de fagfolk, der er ansat der,'' siger Hanne Marboe.

Hanne Hansen siger:

''Problemet er, at tingene aldrig er helt sort/hvide, og ofte vil man måske tøve med at gribe ind på grund af tvivl. Man er altid klogere i bakspejlet. Hvis man vil gribe ind, mener jeg dog, at der er masser af hjælp at hente i vores organisation, for eksempel hos Sundhedsdirektoratet.

Det er svært at forholde sig til, hvad man ville gøre, hvis man fik mistanke om forbrydelser, som dem der har været nævnt i forbindelse med Plejebo – for den sag er uden sidestykke, og vi skal jo hele tiden huske, at vi endnu ikke ved, hvad der rent faktisk er sket. De problemer, vi kan risikere at komme ud for i dagligdagen på plejehjemmene, er for eksempel småtyverier og kolleger, der er misbrugere af alkohol eller medicin. For at komme sådanne problemer til livs er det vigtigt, at man har skabt tradition og grobund for, at man kan diskutere sådanne problemer på arbejdspladsen.''

Beboernes penge

Plejebosagen har sat nogle af hverdagens småproblemer i relief. Hanne Marboe fortæller, at man på et andet plejehjem i København var ude for en ny beboer, der hævdede, at der var forsvundet 400 kroner.

''En kollega på det pågældende plejehjem har fortalt mig, at personalet fik sved på panden, fordi pengene var forsvundet, netop som man kunne høre om Plejebosagen i medierne, og nu var personalet nervøse for, hvad beboeren og de pårørende mon ikke tænkte. Heldigvis dukkede pengene op igen ved, at beboeren fandt dem i sin seng.''

På Rønnebo er administrationen af de ældres penge foregået uproblematisk i de tilfælde, hvor personalet har været involveret i pengesager. Kontaktpersonerne blandt personalet sørger for, at de ældre i hvert fald har et lille beløb til rådighed, som de selv opbevarer på stuerne, og man tager et møde med de pårørende, hvis der er behov for, at en beboer skal have flere penge. Når der skal hæves penge på en beboers bankbog, bliver beboeren om nødvendigt fulgt til banken, og hvis vedkommende ikke er i stand til at gå selv, er det to kontorassistenter, der får fuldmagt til at hæve penge. Beboeren skriver under på bilaget fra banken, som derefter bliver lagt i beboerens sagsmappe. Det er kun kontorassistenterne, der har mærkerne til de bankbøger, de administrerer. Plejepersonalet bliver kun involveret i pengesagerne, når det er dem, der følger de ældre til banken.

Uanset hvilke regler man laver, mener Hanne Hansen og Hanne Marboe aldrig, at man vil kunne sikre sig mod forbryderiske personer.

''Man kan forsøge at lave sine systemer sådan, at forbrydelser vil blive opdaget før eller siden, og der ligger en vis sikkerhed i, at

Side 10

der skal være to, som skriver under for eksempel i pengesager og ved tilbagesendelse af returmedicin. Men man kan ikke sikre sig 100 procent, grundlæggende er man nødt til at have tillid til de mennesker, man ansætter,'' siger Hanne Hansen.

Hun mener, at den værste konsekvens af Plejebosagen er, at ældre, der står for at skulle flytte på plejehjem, kan komme til at føle sig utrygge, når de hører og læser om sagen. Sagen kan også betyde, at plejehjemmene i en tid fremover får et dårligere image blandt sundhedspersonale.

''Der er generelt ikke højstatus i at arbejde på plejehjem, og omtalen af Plejebosagen har nok kun gjort plejehjemmenes image værre. Det er ikke fair, for der findes mange dygtige medarbejdere, der knokler for at udvikle plejen og omsorgen og for at sikre de gamle et godt liv,'' siger Hanne Hansen.

Selvransagelse

På flere andre københavnske plejehjem har Plejebosagen givet anledning til selvransagelse. På Rosenborgcentret i indre by har forstander Gurli Kjærsgaard ligeledes gennemgået forretningsgangene for medicinhåndtering og administration af beboermidler, og der er planlagt møde for beboere og pårørende.

''Der har været holdt møder med personalet og med plejehjemmets seniorråd, og de har givet udtryk for, at beboerne er trygge. Én af mine opgaver som leder er blandt andet at sørge for, at personalet ikke risikerer at blive udsat for mistanke i deres arbejde, og derfor vil jeg se på, om der er behov for at stramme op om nogle af vores regler, bl.a. håndtering af restmedicin,'' siger Gurli Kjærsgaard.

Ingen af de københavnske plejehjem, som 'Sygeplejersken' har talt med, frygter for den uvildige undersøgelse af plejehjemmene, som Københavns Kommune har sat i gang på baggrund af Plejebosagen. Det er den tidligere overpræsident for Københavns Overpræsidium (statsamt) Gunnar A. Lustrup, der står for undersøgelsen, og han er foreløbig ved at sætte sig ind i reglerne for, hvordan plejehjemmene er administreret. Han har fået et par måneder til undersøgelsen og har foreløbig bedt om lægelig og juridisk assistance. Undersøgelsen vil i punktform omfatte:

  • kommunens administration af alle plejehjem
  •  gennemgang og vurdering af medicinhåndteringen
  • vurdering af hvordan afdøde beboeres restmedicin håndteres
  • gennemgang og vurdering af hvordan plejehjemmene administrerer beboermidler.

Det er i første omgang Plejebos procedurer, der skal undersøges, for at få klarlagt hvad der er gået galt.

''Min opgave er først og fremmest at prøve at finde frem til, hvad der kan gøres, for at sådan en sag ikke kan gentage sig. Jeg skal ikke rundt og kontrollere hvert enkelt plejehjem, men mere bredt se på nogle rutiner og arbejdsgange, og undersøge om der er nogle huller, hvor man kan rette op på noget,'' siger Gunnar A. Lustrup.

Nøgleord: Medicinallovgivning, medicinordination, Plejebo, plejehjem.